Dokumentarfilm

Energi som leg

I 1996 fik min stuntkollega, Deni Jordan, fotografen Steen Trolle og jeg en spontan idé om at lave en dokumentarfilm, hvor vi rejste rundt i USA og besøgte mennesker, der var gode til at håndtere indre og ydre energi. På næsten magisk vis sprang Film&Lyd på ideen, og efter en uges tid fik vi også TV2 og DFI med. Det må vist være en finansieringsrekord.

Endnu et par uger senere var vi af sted, og alt var gået så stærkt, at jeg ikke engang havde nået at melde vores besøg hos de pågældende eksperter (en af dem var faktisk rejst til en anden stat, så vi måtte rejse efter). Steen Trolle filmede (sammen med Steen Møller Rasmussen), mens Deni og jeg legede med kamp- og stuntmestre og besøgte indianerne og spirituelle folk, som allerede dengang var legender.

Efter en lang redigeringsfase, hvor jeg havde vendt og drejet hvert enkelt klip, blev Energi som Leg vist på TV2, og det gentog sig mange gange, for de kunne vise den, så meget de ville, uden at betale ekstra. Det er vist til dato den mest genudsendte film på TV2.

 

Modelteaterfilm

Som du kan læse her, endte jeg med at lave 12 små film om modelteater sammen med DK4 og Casper Høyberg (“Modelteater i Hjertet” og “Historien om et Teater” (1-11))

I løbet af filmene udforsker jeg min egen baggrund som barn af to billedkunstnere i en lang linje af kreative forfædre. Jeg bliver bl.a. konfronteret med udfordringen i at kunne videregive de kreative essenser til mine børn, Sophia (6 år) og Jacob (11 år) – i en tid, hvor kreative færdigheder er altafgørende.

Med modelteatret i hjemmet indledes et hæsblæsende ridt mod den stort anlagte opsætning af Aladdin i november 2016 – med lyd- og lyseffekter, bevægelige figurer, nykomponeret musik og 12 medvirkende. En livsforandrende rejse i hyper-kreativitet, personlig udvikling og kvalitetstid. Men heller ikke uden knaster på vejen…

På metaplanet er det en film om kærlighed til skønhed og skabelse, om familiebånd og det at give videre. En trodsig finger til en tid, hvor ingen af delene ser ud til at trives.

Læs mere om modelteater her

(Visited 43 times, 1 visits today)