Herunder kan du se en oversigt over mine bøger. De fleste af dem er udsolgt fra forlagene, men du kan købe tre af dem i min webshop
Sang, Dans Og Slagsmål
Kan indlæringsevnen forbedres så meget, at alle skolefag kan tilegnes på to år? Ifølge Martin Spang Olsen kan den. Hans system, Den Nye Skole, er en særlig kombination af sang, dans og slagsmål, der tager udgangspunkt i en rensning af følelses- og sanseapparatet, hvorved personens naturlige videbegær aktiveres.
At synge, danse og slås hører til blandt menneskets ældste metoder til at bringe sindet i balance og udfolde sig kropsligt og kreativt. Martin Spang Olsen præsenterer et nutidigt, pædagogisk og meget spændende indblik i, hvad sang, dans og slagsmål betyder for følelserne, sanserne, menneskets vitalitet og indlæringsevne – både hos børn og voksne.
Sammenstillingen af sang, dans og slagsmål gør det muligt at træne alle sider af personligheden på en gang, og udføres lige godt af børn og voksne, kvinder som mænd, unge som gamle – endda i fællesskab.
Den Ny Skole er et alternativ til den traditionelle skoleform, men kan desuden betragtes som en grundlæggende træning i kreativt udtryk. Systemet har også vist sig særdeles virkningsfuldt over for børn og unges psykiske og sociale problemer i almindelighed.
Organisk Frasering
Martin Spang Olsen trækker med Organisk Frasering en rød tråd gennem kunst og kommunikation til alle tider. Organisk Frasering er en nøgle til kunst og natur, til pædagogik og personlig udvikling – et sprog for fremtiden hentes fra evigheden.
Martin Spang Olsen formidler kultur og natur, så̊ alle kan være med, såvel eksperter som nybegyndere.
Bogens øvelser og illustrationer omsætter teorierne til kropslige erkendelser og tager dermed læseren med ind i den underfulde verden af Organisk Frasering – den røde tråd mellem kunstarterne.
Martin S’ Julerim
Martin S. er måske digtekunstens Sidste Zigeuner – en farende svend, der ofte går de mange hundrede meter til sin elskede Café Jernstangen til fods.
På hans CV kan vi læse, at han har “absolut gehør, boldøje, slanke ben og en stålsat hage”. Ellers stammer hans erfaringer fra Forfatterskolen, hvis kompetente undervisning han (stort set) fulgte i to måneder, indtil det blev stedets lærere for meget.
Forlaget Rhosenvinn håber med udgivelsen at udbrede kendskabet til digtere, der ikke nødvendigvis kan digte, men alligevel tager livet i stiv arm. Det kunne vi alle lære noget af – ikke mindst op til jul, hvor folk har en tendens til at brokke sig over snart det ene, snart det andet.
God fornøjelse!
Forlaget Rhosenvinn
Aladdin
Adam Oehlenschlägers berømte komedie,
Aladdin – eller den forunderlige lampe, foreligger nu endelig i en opdateret udgave, som kan spilles af både børn og voksne.
Martin Spang Olsens gendigtning har bevaret den oprindelige teksts charme og mystik, men rim og talemåder er opdateret, så alle kan være med.
Aladdin er i den foreliggende version velegnet til både voksenteater, skolekomedier, dukketeater, modelteater – eller højtlæsning. Der kan nemlig være mange point at score for den voksne, der med Nourreddins rustne stemme kan deklamere:
”… En skat, den største skat i verden! Så lykkedes det mig endelig, efter 40 lange års studier at afsløre hemmeligheden. Skatten ligger i en magisk grotte, dybt under jorden, tæt ved byen Isfahan. Det kan jeg læse her i de gamle hieroglyffer…”
Stykket har 17 akter (eller tableauer) og varer ca. 30 min. uden sceneskift.
Når far og mor får tid
En unik samling af 17 af Halfdan Rasmussens og Ib Spang Olsens bedste sange for børn.
Anna Britt H. Mathiassen og Martin Spang Olsen lader de smukke sange komme til deres ret i poetiske arrangementer, der giver plads til ro, eftertanke og tryghed.
Voksenfælden – Vaskesang – Snemand Frost og frøken Tø – Skorstensfejermester Blom – Regn, blæst og sol – Når far og mor får tid. Min lille hest – Mariehønen Evigglad – Lille sky – Der står et tog – Heksering – Heksens forårssang – Godmorgen sol! – Den lille frække Fredrik – Blæksprutten Olsen – Alle anemonemænd – Bolden.
Stunt: Bind 1
Udsolgt
Martin Spang Olsen (født 1962) har beskæftiget sig med stunt siden han var barn, de sidste ti år som professionel stuntmand. Han har studeret og dyrket mange forskellige former for kampteknikker og bevægelsesformer, og ud fra disse har han skabt hvad der er blevet kendt som “den danske stunt”. I 1982 startede han sammen med sin bror, Lasse Spang Olsen, Stuntskolen, som han har ledet siden 1984. Sammen med nogle af de stuntlærere der er uddannet på Stuntskolen, har Martin Spang Olsen dannet Danmarks første stunt team, MSO Stunt Team.
Martin Spang Olsen har studeret stunt i USA, som jo er stuntens fædreland, og her har han også samlet meget af materialet til den beskrivelse af stuntens historie som findes i denne bog. Bogen består af to bind, det første bind fortæller om stuntens historie og teknik, det andet om stunttræning og filosofien bag den danske stunt. Bogen bygger i høj grad på forfatterens egne erfaringer som stuntmand og som lærer på Stuntskolen, og den henvender sig til personer der ønsker at dyrke stunt som motions- og bevægelsesform, og til professionelle filmfolk, som her finder den første teoretiske fremstilling af action-begrebet på dansk.
Stunt: Bind 2
Udsolgt
Vold som leg
Stunttræning – vold som leg indeholder kapitler om fald, stagefight, våbentræning, slag og spark og giver grundig vejledning i opvarmningsøvelser, efterfølgende massage og andre sikkerhedsforanstaltninger.
Martin Spang Olsen betragter stunttræning som en sjov og kreativ leg, der lærer os at passe på os selv og andre og udvikler vores evne til at forvalte følelser.
Stunttræning – vold som leg vil kunne bruges som grundbog og inspirationskilde af børn og voksne i både skoler, institutioner og derhjemme.