af Martin Spang Olsen

(Artikel i Politiken, 2/5-02, overskrift ændret til: ”Venstrefløjens åndløshed”)

Det er sært at følge den aktuelle kunst- og kulturdebat. Det lader til, at vi nu omsider får en debat om hele det 20. århundredes brutale opgør med tusindårige traditioner for håndværk og fordybelse. Desværre har indlæggene foreløbig mest handlet om, hvordan venstreorienteret kulturpolitik har ødelagt tidligere tiders fine standarder (bl.a. Hans Hauge og Søren Krarup). Venstrefløjen, som jeg selv tilhører, har godt nok til alle tider værnet om den dårlige smag, men opgøret med traditionerne har nok også dybere årsager. Man kan sige, at det generelt har været det 20. århundredes fejltagelse at tro, at man ved at løsrive sig fra traditionerne og naturlovene kunne komme nærmere en absolut sandhed. Den højt besungne hudløse ærlighed, som vi stadig venter på.

Opgøret med traditionerne havde sin berettigelse den gang i slutningen af 1800-tallet; flere århundredes jagt på skønhed havde nået en næsten bedøvet fase, hvor æstetikken var kommet til at dække over de dybere og ærligere behov. Det 20. århundrede skabte bare ikke et ligeværdigt alternativ – det er det, der er hele miseren. Resultatet blev ikke renere følelser, blot færre af dem. Ikke mere ærlighed, blot mere stringens. Æstetikken blev latterliggjort og håndværket udmanøvreret. Til glæde for hvem? Kapitalisterne, og kun dem. Masseproduktionen og ensretningen vandt over den individuelle dannelse.

Det lignede et frihedsoprør, men følgen blev en hidtil udset mangel på elementære friheder. Væk var pludselig ren luft, vand, mad, natur, stilhed og skønhed. Flugten fra følelsen blev selve målet, afretning og ensretning det synlige resultat. Venstrefløjen overtog ensretningen som sit varemærke, fordi ensretning til forveksling ligner retfærdighed. Den virkelige retfærdighed, retten til netop ikke at blive behandlet ens, men i overensstemmelse med behov og potentiale, viste sig vanskelig i et moderne samfund. Skolen blev et middel for samfundet til at opretholde status quo, trods mange store ord om det modsatte.

Og her står vi nu. Naturen er forvandlet til reservater og parker. Naturfolkene er væk, inden de nåede at dele deres viden med os. I bedste mening er globaliseringens kagerulle kørt hen over verdnen, som var den pizzadej. Håndværk og kunst er reduceret til museumsritualer, afskåret fra dagligdagen. Masseproduktionen, hvis fremmeste mål i sin tid var velfærd for alle, har i stedet skabt et åndeligt armod uden sidestykke (for ikke at tale om fejlernæring, byggesjusk, forurening og ukontrolleret vækst). Hvis ikke vi snart genopdager naturen i vores kulturelle udtryk, dør vi med den sidste rest af kunstnerisk inspiration, der endnu ånder svagt under popkulturens betonslotte. Naturen er blevet et valg, vi kan foretage ud fra kærlighed til alt, hvad den står for – enhver form for adskillelse trækker os dybere ned i moradset. Tro ikke Bjørn Lomborg, det haster faktisk!

Et af problemerne er, at ordene kunst og kvalitet har mistet deres betydning. I oldtiden tænkte man anderledes; den gang var kvaliteten det afgørende, og kvalitet kunne alle definere, for det havde de lært fra barnsben. Den gang var kunst ikke et absolut begreb, men handlede mere om at være dygtig til noget.

I dag har man bevidst trukket kunsten ud af sin rituelle og samfundsmæssige relevans, og det har i store træk gjort kunsten meningsløs og uinteressant. I dag lærer vi, at kunst ikke kan forklares, og at vi bare skal blande os uden om debatten, for ellers er vi Rindalister. Men hvis vi nu kunne blive enige om, at kunst er noget, der er fremragende på alle planer, så kunne vi retfærdiggøre, at kunsten igen skulle have sin samfundsrelevans. For hvad har ikke glæde af at være virkeligt godt? I vore dage indeholder begrebet kunst uddannelser, livsformer og udtryk, som næsten ingen har lyst til at definere, for alt kan tilsyneladende være kunst, blot det er lavet af en, der kalder sig kunstner. Tænk, hvis blot man kunne lære journallister at være lige så kritiske over for kunstnere, som de er over for politikere….

Ordet kunst er afledt af ”at kunne”. Det er noget, vi alle higer efter at få lov til: At kunne noget. Noget, hvor resultatet for en gangs skyld får lov til at dominere processen (der ikke behøver at blive kedelig af den grund)

Hvis mennesker vil og kan samtidig, vil samfundet løfte sig i kvalitet. Men sålænge det ikke er ambitionen, kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre. I dag råder den åndløse masseproduktion sammen med den selvhøjtidelige bøvs.

Det eneste, der virkelig har udviklet sig i kunstlivet de seneste hundrede år, er teorierne om, hvad kunst er. Dvs. de er gået fra det indviklede over det forblommede til det komplet latterlige og uforståelige. Det er stærkt påkrævet nu at finde et fælles sprog i kunstverdenen, der kan gøre det muligt at trække tråde fra den ene kunstart til den anden, og som kan give menigmand en forståelse af kunst, der ikke kræver andet af ham end åbne sanser. Der findes en rød tråd, som går gennem alle kunstarter, nemlig fraseringen – evnen til at fortælle en historie, ved hjælp af afrundede helheder. Frasering er principper om bølger, spiraler, udvidelse og sammentrækning, stigning og fald, opspænding og afspænding. Frasering er et udtryk hentet fra musikken, men frasering kunne blive det fælles sprog mellem kunstarterne, hvis man evnede at lytte til naturkræfterne i sindet. Frasering tager udgangspunkt i naturen, men er ikke en tro kopi af den. I kunstværket bliver fraseringen manifestationen af kunstnerens indre dans i skabelsesøjeblikket.

Desværre har kunstuddannelserne i dag forladt tanken om, at udtrykket skulle være forbundet med grundliggende fysiske love. På den måde har de afskåret sig fra en elementær og let tilgængelig adgang til almene principper om udtryk og kommunikation, hvilket tilsyneladende heller ikke har gavnet hverken værkerne eller kunstnerene.

Indordning under naturens principper har altid været en forudsætning for sundhed og overlevelse. Det er ikke anderledes i dag, og når vi vælger at overse det, trækker vi naturen med os i faldet. Mit håb er, at vi kan benytte den ny tid, vi er på vej ind i, til at overveje, om oprøret mod naturen ikke efterhånden har udspillet sin rolle. Det puerile raseri mod den organiske frasering, som bor i os, er efterhånden klart til at blive erstattet af en mere intelligent (og upolitisk) indordning under de naturlove, som vi faktisk kan få stor glæde af at kende. Er det ikke på tide at vise, at vi har fortjent naturen?