af Martin Spang Olsen

(Bragt i bladet Prana, dec. 2020)

Hvad er synæstesi?

Synæstesi er en del af vores sansning.  Alle mennesker har en smule af det, men ofte uden at registrere det.  Direkte oversat fra græsk betyder det ’sam-sansning’ og dækker, at nogle mennesker føler, at deres sansninger overlapperhinanden – når de f.eks. kan høre farver, se lyde og smage berøringer.

Der er kun et par procent af befolkningen, der opfatter sig om synæstetikere – eller noget der minder om det – og historisk har mange af dem været kunstnere (f.eks. komponisterne Olivier Messiaen, Franz Liszt, Jean Sibelius, Franz Liszt, Robert Schumann og Duke Ellington, forfatterne Vladimir Nabokov, maleren Vincent van Gogh og David Hockney, skuespilleren Marilyn Monroe samt sangskriverne Tori Amos og Pharrell Williams – for bare at nævne nogle få.

Tidligere er synæstesi blevet opfattet som en psykisk lidelse, men ved hjælp af scanning-teknikken, DTI (diffusion tensor imaging), ved man nu, at forbindelserne mellem hjernens sanseområder er mere fremtrædende hos synæstetikere end ved ikke-synæstetikere. Synæstesi er delvis arveligt betinget, og der er flere kvinder end mænd, der er synæstetikere (måske fordi kvinder fra naturen er bedre i stand til at benytte højre hjernehalvdel, der ofte forbindes med følelser og sanser).

Hukommelsen styrkes

Sjovt nok lader synæstesi til at optræne hukommelsen – formentlig fordi det er lettere at huske oplevelser, når de lagres som mere komplekse størrelser.  Den tilgang har været benyttet i skolerne mange steder, hvos man lærer børn at huske duften fra bogens sider, lyden og følelsen af bladet, der vendes, osv.  På den måde lagres informationen fra bogen bedre og kan genkaldes af flere forskellige kanaler.  Det samme gælder selvfølgelig alle andre oplevelser; jo flere sanser, der har været involveret i oplevelsen (og som kan genkaldes), des bedre huskes oplevelsen og de data, man har opsamlet. 

Forelskelse

Et andet eksempel er forelskelse – som forelsket er sanserne konstant på dupperne, og alt omkring én står lysende klart.  Derfor påvirkes vi også dybere i forelsket tilstand, og små berøringer har stor effekt.  Denne dejlige tilstand er åbenbart ikke praktisk i vores normale liv, for ellers var den der vel hele tiden.  Alligevel er det nogenlunde den effekt, som en optimering af sanserne har på os.  Det kan enten ske eksogent gennem indtagelse af kemiske stoffer (som f.eks. LSD), men det kan også ske naturligt i en fordybet, sensorisk tilstand.  Den del af forelskelsen, som har at gøre med selve sansningen, kan altså etableres gennem meditative og sensoriske øvelser.  En dag vil man måske udvikle metoder, der består af både kemi og øvelser, og som lader folk blive i en sanseoptimeret tilstand konstant.  Pt. ser det ikke ud til, at det er noget, folk specielt ønsker.  Tværtimod sigter mange kulturelle tilbud – fra fastfood, slik, alkohol og stoffer til skærmforbrug, fitness, popmusik og reality-tv – på at dulme folks sanser, så de mærker mindre af verdens kompleksitet og deres egen forbindelse til altet.  Men det er måske bare mine fordomme.

Synæstetiske svingninger

Man siger, at der findes 63 former for synæstesi, men formentlig er tallet betydeligt højere, da næsten enhver synæstetiker har sin egen.  I virkeligheden er synæstesi blot et eksempel på en form for udvidet sansning, hvor man ikke adskiller sansningen i de traditionelle 5 sanser (se, høre, lugt, smage, føle), men i stedet udvikler mere komplekse sanseoplevelser – der måske svarer bedre til, hvad vores samarbejde med omgivelserne resulterer i. 

Sagt på en anden måde:  Synæstesi er måske blot en delvis optræning af sanseapparatet, et skridt på vejen mod en mere holistisk sansning.  Samtidig er det nok en del vores intelligens, som der endnu ikke er andre ord for. 

Alt er jo svingning og vibration.  Både former, farver og lyde er svingning, for som udgangspunkt er alt bølger – det er os, der ved interaktion med bølgestrukturerne kollapser dem til stof (som vores kære Niels Bohr opdagede i 1928). 

Derfor er det ikke så mærkeligt, at en farve kan svinge som en lyd i vores hoved, da begge er baseret på vibration.  Det er snarere lidt underligt, at ikke alle kalder sig synæstetikere, for det er vel den logiske måde at opfatte en virkelighed, der som udgangspunkt er én stor svingning, oplevet og interageret i nuet.  Men hvad er så nuet?

Hvad er nuet?

Nuet er selvfølgelig langtfra et ukendt fænomen for læserne af dette blad.  Men tillad mig alligevel en kort gennemgang, så jeg kan forbinde det med denne artikels emner.  Især den intelligens, der tilsyneladende er iboende i nuet:

Nuet er udgangspunktet for al eksistens, og vi ville hverken have tid eller liv, hvis vi ikke havde et nu som udgangspunkt for vores væren.

Uanset om vi taler fra videnskabsmanden, kunstneren, filosoffen eller den religiøses synspunkt – så er nuet vores eneste holdepunkt – selvom det for de fleste altså langtfra er konkret.

Alligevel er det, som om der er ved at opstå et behov for nuet, som ikke har været der før. Det er, som om nuet er ved at præsentere en ny kvalitet eller dimension af sig selv for os.  En mere praktisk anvendelig side.  En side, der ikke kræver så pokkers meget indre træning for at blive forstået.

Hvor langt er NU?

Mange vil selvfølgelig sige, at nuet er for kort til, at vi overhovedet kan opleve det. Lige meget hvilken tidsenhed, vi anlægger, må nuet jo være kortere endnu, for nuet er jo uendeligt kort. Og så går det ligesom, når vi siger, at universet er uendeligt stort: Vi holder op at snakke om det. Vi holder måske endda op med at interessere os for det.  Og sådan skulle det nødig gå.

Jeg tror, det er lidt ligesom en fisk i en å, som man kan betragte, nyde – måske endda svømme med. Men griber man ud for at fange den, smutter den væk. Nuet vil ikke fanges, men det betyder ikke, at vi ikke kan opleve det.

Nuet er uden for tid

Jeg tror også, at det er forkert, at nuet er den mindste tidsenhed, man kan forestille sig.  For nuet er slet ikke er i tiden. Man kan hævde, at nuet er forudsætningen for, at vi oplever tiden (for al tid forholder sig til nu).  Men nuet må være et andet sted end tiden, eftersom ingen kan måle et nu.

En sanselig tilgang kan hjælpe os, hvis vi går vi ind igennem følelserne og opløser den illusion af tid, vi normalt er underlagt.  Nuet befinder sig i det drømmelag, der måske er selve udgangspunktet for vores virkelighedsopfattelse. 

Måske konstruerer (fortolker) vi virkeligheden, som vi gør, fordi vi forsøger at få den til at ligne vores drømme?  Det kunne forklare, hvorfor drøm og virkelighed er så tæt på hinanden.  Alligevel har vi meget større frihed i drømmen, som vi ikke tager med os i den vågne tilstand.  Kunne virkelighedens begrænsninger – ældning, stress, udmattelse, logistik, osv. – være begrænsninger, som vi i en skabende, underbevidst tilstand sætter op for os selv som spændende udfordringer?  I drømme kan alt jo lade sig gøre.  Måske er det ikke nok til at pirre vores bevidsthed; vi skal lege, at der er mere på spil. 

Al den slags er jo spekulation, men vi kan i al fald konstatere, at nuet ikke er af denne verden.  Nuet befinder sig en art drømmetid, som afsætter sine spor i den såkaldt virkelige tid i vores hverdag.

Mærk dig selv

Det er svært, hvis ikke umuligt, at ændre verden til det bedre uden at lære at mærke sig selv.  Uden velfungerende sanser i det hele taget, kan vi ikke gøre os håb om at gennemføre de nødvendige forandringer.  Vi skal kunne mærke os selv for at vide, hvor vi vil hen.  Det kræver gode sanser, og gode sanser vil altid forholde sig til nuet.  For nuet er på en måde essensen af det at mærke:  Jo bedre, man mærker, des mere vil man mærke i nuet.

Hvad holder nuet væk?

Er det mon rent faktisk sådan, at mennesket er det eneste væsen, der ikke lever i nuet?  Det kræver stort besvær at komme væk fra nuet, fordi nuet er det, vi bliver født med. Nuet er det mest logiske og oplagte for alle levende væsener.

Det er, som om vi har lavet vores egen verden, der i stigende grad bevæger sig væk fra nuet. Næsten alt, hvad vi lærer børn, handler om at undgå nuet. Meget tidligt beder vi børn lære af deres erfaringer. Det er jo at leve i fortiden. Og vi lærer dem at planlægge.  Hvilket er at leve i fremtiden.

Det bliver endnu værre i løbet af teenageårene, hvor man ellers har en enestående mulighed for at leve i nuet. Men det er netop i de år, vi tager fat i nakken på dem og trækker dem ud af nuet.  Fordi alle de kræfter og hormoner, de har, skal ideelt set investeres i resten af deres liv. Det er netop i disse år, at vi skal lære dem ikke at spilde tiden, at tænke fremad, ikke begå fejl….  Alt sammen rigtigt og velment, men balancen som forældre er hele tiden både at slippe børnene fri i nuet, og samtidig sikre, at de kan fungere på et moderne samfunds betingelser. 

At lande i nuet

Hvis man er heldig, kan man senere, som voksen, spontant få oplevelsen af at lande i nuet.  At nuet etablerer sig som det sted lige imellem fortid og fremtid. Et usynligt sted, der pludselig åbner sig ud som en uendelig, bred vej. Som stod man med et ben i hver stridsvogn. I fuld fart til trods for, at man faktisk ikke bevæger sig. I nuet kommer man ingen steder. Det er som at gå op ad på en rulletrappe, der går nedad. Man bliver ved at tage et skridt, men nuet flytter sig jo ikke. Nuet kan ikke flytte sig. Det har ingen tid, og alligevel sker der en masse.

Måske er det en af de vigtige erkendelser – at nuet er uflytbart, og at verden derfor ikke består af en masse nu’er, der hele tiden er overstået.  Men nuet ganske simpelt ikke kan flytte sig, for det kræver rum at kunne flytte sig, og det kræver tid at bliver overstået.

At drømme sig til nuet

Her forbinder vi os igen til drømmelaget.  Det sker også en masse i vores drømme, selvom rummet som sådan ikke eksisterer, og tiden er helt relativ. Vi kan på to minutter gennemleve drømme, der ville tage flere dage, hvis de skulle opleves i vores normale tid- og rum-verden. Så måske er det samme sted, vi går ind, når vi studerer nuet, som når vi drømmer. Og måske kan evnen til at drømme være en vej ind i nuet.  

Alligevel kan man ikke sige, at man kommer sovende til nuet. Nuet kræver den samme form for ihærdighed, som vi godvilligt lægger i at lære at køre bil, læse og skrive eller spise med kniv og gaffel. Hvis vi havde en kultur for at leve i nuet, var det nok ikke så uoverstigelig en opgave at tilegne sig.  Og hvis vi havde en kultur for, at nuet var vigtigt, ville vi måske heller ikke gøre os så store anstrengelser for at pille nuet ud af vores børn.

At lære af børn

Mit håb er at kunne lave en form for skole eller dogme for opdragelse, hvor nuet får lov til at eksistere. Ikke kun for børnenes skyld, også for de voksnes.  Hvis man som forældre tror, at det kun er os, der skal lære børnene noget, tager man grueligt fejl; det er primært børnene, der lærer os noget. Og det er vores enestående mulighed. De er fremragende læremestre, og de er tålmodige. Når vi ikke helt fatter, hvad de snakker om, så kommer de igen og igen med samme budskab.  Indtil de opgiver.

At rumme nuet

Kan vi rumme nuet? Det er jo nok det, der får de fleste til at tøve. Jeg talte med en kvinde, som sagde, at hun var usikker på, om hun ville have børn, fordi hun tvivlede på, at hun kunne rumme al den kærlighed. Er det måske tvivlen, der ubevidst gør, at vi ikke bare er i nuet? Er det, fordi vi er bange for, om vi kan rumme det? Hvad sker der med os, hvis vi en gang for alle går ind og bliver det, vi er beregnet til, nemlig sanselige, følende, nærværende og ja, barnlige mennesker? Hvad sker der så? Går vi midt over? Det gør vi nok ikke.

Følelser skader ikke i sig selv. Det er de handlinger, der er knyttet til følelserne, der kan forstyrre vores liv. Et selvmord er ikke et resultat af angst og afmagt, men af en beslutning og en handling.  Men alligevel er det følelserne, vi undgår hele tiden. Fordi vi er bange for, at de i sig selv skader. Store følelser kan da også virke overvældende og til tider sønderrivende.  Men vi er altså bygget til at kunne tåle det. 

Vi er også bange for følelser i politik. Selvom der er masser af dem i det skjulte. Man kan med en vis ret hævde, at politik består af mere følelser end fornuft.  Og vi er bange for følelser i erhvervslivet, til trods for at hele markedsføringen bygger på følelser.

Fornuft og følelse

Vi lader i det hele taget som om, vi har et samfund baseret på fornuft. Men i virkeligheden er det følelserne, der dominerer. Hvis det var fornuft, der styrede, ville vi f.eks. nok få styr på økonomien og nedbringe gælden. Slå færre dyrearter ihjel. Rydde bedre op og ikke svine så meget. Holde os fra fossile brændsler. Man kunne nævne hundredvis af eksempler, som viser, at det samfund, vi har, ikke er baseret på fornuft, men følelser. Endda irrationelle følelser.

Til trods for dette, savner de fleste et mere følsomt samfund. Altså mindre fornuft og endnu flere følelser. Og det er nok fordi, vi har skruet os ned i en lidt overfladisk tilgang til følelser – også kaldet emotioner – der handler om kortsigtet behovstilfredsstillelse. De dybe følelser, følelsernes intelligens, vores virkelige identitet, styrer os ikke længere på samme måde, som de måske har gjort for mange tusind år siden.

Eller som de måske aldrig har gjort, men bare burde have gjort…

Den dybe følelse

Opsummerende kan man sige, at når et samfund baseres på overfladiske følelser, holder vi vores sjæl ud i strakt arm.  Vi får svært ved at mærke os selv, og dermed også det nu, vi så gerne vil være en del af.  Hvis de følelser, vi lever efter, ikke afspejler vores behov og dybfølte lyst, kommer vi ikke i mål med hverken tilfredshed eller sundhed.  At bryde med de onde cirkler kræver en håndfast beslutning og sikkert også lidt hjælp fra venner og netværk.  Men alle kan nå ind til sig selv og finde den dybe følelse af frihed og tilfredshed. 

Og fra dybderne vil behovet for samhørighed melde sig, først og fremmest som en længsel efter naturen, både vores egen, indre, og den ydre med alle skønhedsoplevelserne.  Og vi vil få lyst at gøre det hele godt igen, at give tilbage til den natur, der har givet os så meget.  Det er måske det, der er ved at ske nu.  I al fald ser det ud til, at en ny naturromantisk bølge skyller ind over hele den vestlige verden – fra Gretha Thunberg til Bill Gates.  Måske er tiden, hvor vi bare hentede det, vi skulle bruge, i naturen (og afleverede en masse skrald til gengæld) ved at være forbi? Måske er de tider, hvor vi har levet AF naturen, i stedet for I naturren, slut.  For når man forbinder sig til naturen, så anerkender man samtidig, at man selv er natur. Og at hvert eneste stykke affald, der smides i naturen, på et eller andet tidspunkt havner i os selv.

Et synæstetisk verdensbillede

Måske kan synæstesien pege i retning af en åbning ind til et kollektivt løft i sansningen.  Der skal jo noget til, hvis den samlede verden skal vågne af sin dvaletilstand og komme i gang med oprydningsarbejdet efter mange årtusinders hårdhændet civilisation. 

Man siger, at landbruget er verdenshistoriens største fejl, for al vores adskillelse fra naturen kan analyseres tilbage til dengang, vi skulle ’underlægge os Jorden’ – høste, udpine og nedslide mulden, samtidig med at hierarkier, ejendomsret, krig og fejlernæring trak sine spor i kølvandet. 

Jorden bliver stadig udpint, værre end nogensinde, og man regner med, at USA har 60 høstsæsoner tilbage.  Herefter er topjorden så udpint, at man ikke længere kan dyrke den – selv ikke med kunstgødning (som vi i øvrigt også er ved at løbe tør for). 

Skal topjorden regenereres, skal økosystemerne genoprettes – og det kan jo netop ikke ske på en mark med monokultur, hvor der pløjes og harves hele tiden.  Ufatteligt mange dyr må lade livet i det moderne landbrug – og langt de fleste på markerne, fjernt fra slagterierne.  Og hvis det bare gavnede nogen, men døde frøer, tudser, mus, kaniner, harer, muldvarper, pindsvin, ræve, orme, fugle og insekter har ingen glæde af. 

Pløjning, kunstgødning og pesticider er ikke bæredygtigt.  Monokultur og fabrikslandbrug er ikke bæredygtigt.  Landskaber uden dyr er ikke bæredygtigt.  Dyrene skal tilbage, både i skovene og på markerne, så jorden kan genoprettes, og vi igen kan samarbejde med naturen på naturens betingelser.  Det bliver en kæmpe omstilling, som knapt nok er gået i gang, og som kræver et opgør med næsten alle de dogmer, der styrer verden i dag. 

Kan vi overhovedet nå det, inden klima og natur braser sammen over vores hoveder?  Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at hvis vi gør, bliver det ved hjælp af optimerede sanser – sanser, der kan favne mange svingninger af den såkaldte virkelighed i al dens herlighed.  Sanser, der kan arbejde synæstetisk, kærligt og multidimensionalt.  Når vi igen føler os som ét med naturen og hinanden (hvad vi utvivlsomt engang har gjort), så har vi en chance for at genvinde vores ret til at bebo denne mirakuløse planet.  Næppe før.

©MSO20