af Martin Spang Olsen

(bragt i Prana juni, 2014)

Man må ikke tage håbet fra folk. Men sagen er, at det er ved at være for sent at redde stumperne af verden: Økonomisk, finansielt, økologisk, demografisk, socialt kollpas venter i kulissen, hvis man fremskriver den nuværende udvikling.

Og viljen til at gøre det nødvendige – nemlig at standse den materielle vækst og skabe bæredygtighed – er meget lille hos politikere over hele verden, til trods for, at alle taler om ’den nødvendige politik’.

Men uden et håb, hvad er vi så? Selv de mest undertrykte har til alle tider haft ret til et håb. Og til alle tider har der været muligt at vende udviklingen og starte på en frisk. Det er det bare ikke rigtig nu; der er ikke flere ressourcer at hente i uopdagede lande, der er ikke en ny atmosfære, et nyt verdenshav og en ny biodiversitet, man tage i brug, når den gamle snart er ødelagt.

Det er med andre ord direkte uansvarligt at bilde folk ind, at de skal håbe på politiske og strukturelle løsninger, for de er ikke inden for rækkevidde.
Men måske er det vores definition af håb, der er forkert? Måske kan et håb være andet end en troen på, at nogen nok gør noget på et tidspunkt (hvad de nok ikke gør)? Selvfølgelig kan det det. Et håb kan forandre, forvandle og flytte rundt på en fremtid, som på alle måder virker uafvendelig. I al fald i teorien. Tillad mig at spole lidt baglæns:

Da vores store, danske fysiker, Niels Bohr, i 1927 udviklede sin komplementaritetsmodel, kunne de færreste forestille sig, at den komme til at skabe et helt nyt verdensbillede – og en helt ny virkelighed.
Modellen siger blandt andet, at alt stof i universet kan veksle mellem at være bølger (er breder sig over næsten uendelige felter) og partikler (der holder sig på et afgrænset område). Og skiftet fra bølger til partikler sker, når man betragter dem.
Dvs. de partikler, som man altid har troet, verden bestod, eksisterer kun så længe nogen betragter dem. Derfor forlader fysikerne lokalet, når de skal lave forsøg, for de vil gerne have verden til at fremstå ’neutral’, hvilket på en måde er lidt absurd. For hvad skal man bruge en neutral verden til, når den kun er relevant for os i kraft af vores tilstedeværelse?

Anyway, for Bohr og hans efterfølgere er virkeligheden altid ’til debat’. Virkeligheden er ikke mere virkelig, end at den kan forandres af den, der betragter den. Hvorfor gør den så ikke det? Hvorfor kan vores evne til at danne partikler ud af noget, der egentlig er bølger ikke skabe lige det, vi tænker og føler for?

Det sker skam også hele tiden – sådan set ville alt andet også være umuligt. Man kan ligefrem gå så vidt som til at sige, at denne problematiske verden fremstår lige præcis så problematisk, som den gør, i kraft af vores samlede elektromagnetiske felt, herunder frem for alt vores følelser og tanker. Det forklarer, hvorfor ønsker og bønner af og til opfyldes på guddommelig vis. Det er ganske vist ikke nødvendigvis Gud, der opfylder dem, men vores egen evne til at ændre det elektromagnetiske felt og på den måde samarbejde med ’stoffet’. Det kan man jo godt forstå som guddommelig indgriben, men det er stadig i os selv, der er den forvandlende faktor.

Går det os godt for os, kalder vi det synkronisitet (selvom det ord egentlig ikke findes på dansk). Det er følelsen af, at alt, hvad man ønsker sig, omgående går i opfyldelse. Når vores ønsker ikke går i opfyldelse, tænker vi måske, at ’nu virker det ikke længere’.

Men der kan selvfølgelig ikke findes et fysisk princip, som kun virker af og til. Og synkronisitet er da heller ikke noget, der kommer og går. Forskellen er, om man er i stand til at lade sit energifelt opfylde af konstruktiv, kærlig energi, eller om feltet forstyrres af underlæggende negativ, selvdestruktiv energi, som meget ofte eksisterer, uden at man er klar over det. Man kan med andre ord tro, at man med hele sin sjæl ønsker noget bestemt, men der kan være følelser, der trækker i den modsatte retning. Følelser, man ikke er i kontakt med, men som påvirker det samlede følelsesfelt.

For eksempel: Man ønsker sig at blive tynd og slank af hele sit hjerte, men angsten for at fremstå ubeskyttet, bar og åben er større, og bremser den svingning, der skal skabe den ønskede forandring. Eller man ønsker sig at blive rig, men afskyer penge og markedskræfter. Man ønsker sig mere kærlighed, men matres samtidig af selvhad, osv.

Det altafgørende er derfor at sanse, hvad ens felt indeholder og få de skjulte følelser op i lyset. Der findes nemlig ikke negative følelser, ligesom der ikke findes onde dyr. Men ligesom intet væsen kan lide at bliver spærret inde, vil følelser også opføre sig ’besværligt’, når de holdes tilbage og undertrykkes. Synlige, mærkbare, anerkendte følelser vil muligvis spjætte og sparke lidt, lige når man får dem frem, men med tiden vil de finde deres plads – præcis som en hest, der kommer på græs om foråret også spjætter og sparker i begyndelsen. Efterhånden falder den til ro og græsser fredsommeligt, og man kan sætte sig på den og ride, hvorhen man vil. På samme måde kan enhver følelse tage én rundt i verden og blive en ressource i den store pallette af følelser, der udgør vores fantastiske sind.

Punkt ét er derfor at være tro mod det, man mærker, lade følelser vise sig og føle det, man føler – hvilket er lettere sagt end gjort, for hvordan ved man, hvad man føler? Desuden kalder følelser på handling, og handling kan af og til forvirre og forskrække vores omgivelser. Man skal altså kunne føle helt og fuldt, men ikke altid lade følelserne bestemme, hvordan de kommer til udtryk. Og det gør ikke projektet lettere.

For mange år siden fik jeg derfor den idé at lave en uddannelsessystem, hvor alle slags følelser kunne komme til orde i et kreativt felt af lyd, krop og sansning. Udgangspunktet var oldtidens syntese af sang, dans og slagsmål, der må og skal have været de ældste kulturelle udtryk overhovedet, eftersom ingen af dem kræver redskaber og kan udføres på tværs af køn og alder, i grupper eller solo.

I 2012 genoptog jeg uddannelsen sammen med en kollega, nu med fokus på optimering af sanserne, da det jo er sanserne, der er forudsætningen for, at vi overhovedet mærker, hvad vi indeholder. I tråd med Niels Bohrs opdagelser er det også sanserne, der afgør, hvilken virkelighed vi får præsenteret: Vi skaber partikler ud af bølger i kraft af vores elektromagnetiske felt.

Men sanserne er mere end blot modtagere af information. Sanserne er vores port til livet. Det er gennem sanserne, vi definerer vores virkelighed, så kvaliteten af vores sansning definerer kvaliteten af vores virkelighed. Optimerede sanser giver kontakt til de dybeste behov, som man derefter intuitivt går i gang med at undersøge og opfylde. Ingen nok så god kur kan understøtte livskvalitet og sundhed som kontakten til ens dybe behov. Overspringshandlinger, som de fleste nok kender til, er et resultat af minimeret sansning. For sanser man fuldt og helt sine dybeste behov, vil alt i én søge at opfylde dem.

Man kan sige, at selve det at være til beror på sansning; den eneste grund til, at vi ved, vi eksisterer, er, fordi vi sanser det. Livet bliver på den måde i sig selv en lang sansetræningsproces.

Der er med andre ord masser af gode grunde til at interessere sig for sanserne – både som middel til sundhed, nydelse og kreativitet. Måske er det endda den hurtigste måde at ændre verden på, eftersom måden, man sanser, har direkte indflydelse på, hvordan stoffet sættes sammen omring os. Vi er medskabere af virkeligheden, uanset om vi vil eller ej. Og uanset om vi kender til synkronisitet eller ej.

Tiltrækningen og magien findes, og det er et simpelt fysisk princip: Verden, som vi kan opfatte, består primært af elektromagnetisme, og vores følelser og sanser samarbejder med omgivelserne i en konstant elektromagnetisk skabelsesproces. Den eneste grund til, at vi alligevel har nogenlunde den samme virkelighed som vores medmennesker, er, at vi i virkeligheden er den samme bevidsthed. Men det er en lidt længere historie.

Bortset fra ’skabelsen’ af vores virkelighed har sanserne også en væsentlig funktion som port til læring og erfaring. Det er ganske enkelt umuligt at lære med noget andet end sanserne. En optræning af sansefunktionen vil derfor uundgåeligt optimere indlæringsevnen og lette skolegangen. Hvorfor mon elever i dag skal have de samme oplysninger igen og igen? Fordi de ikke hører efter, fordi de ikke fokuserer. Fordi de ikke sanser.

Den konventionelle sansetræning, som faktisk findes i dag, er typisk baseret på at hjælpe handikappede med at opnå almindelige sansefunktioner. Her er altså ikke tale om at harmonisere det elektromagnetiske felt med henblik på fokuseret indflydelse på sin virkelighed, men på at få de fysiske sanser til at fungere normalt, hvilket der jo er meget godt at sige om.
Men for raske mennesker er der ufattelige ressourcer i en mere holistisk sansetræningsproces. Ressourcer, som kan blive nødvendige for alle i den kaotiske og uforudsigelige tid, vi er på vej ind i.

Desværre kan sanser ikke trænes som en muskel. De har deres egne lovmæssigheder, som man må respektere; de er levende og bevægelige og forbinder sig til alt. I en vis forstand er de også alt.
For de fleste vil vejen til sanserne gå gennem fordybelse. Det er i den fordybede, fokuserede tilstand, at vi kan lære, og det er i fordybelsen, at den dybtliggende sansning bedst udfoldes – typisk i en syntese af lyd, følelse og fysisk bevægelse. Metoderne kan være forskellige former for lyd- og kropsudtryk – sang, dans, kamp, tumleri, massage, osv. – på linje med de udtryk, der formentlig har indgået i oldtidens ritualer. Hernedefra skærpes sanserne til højder og ydelser, som almindelig undervisning ikke kan befordre.

Idealvægt, sundhed, styrke, klogskab, fokus, empati, indre ro og synkronisitet behøver ikke at være en kamp at opnå. Sanserne viser vejen, hvis de er trænet til det, der er intet mystisk eller religiøst i det – det er snarere en sideeffekt ved at begynde at mærke dybt.

Hvis alt det er sandt, hvorfor smider vi så ikke, hvad vi har i hænderne og begynder at sansetræne børnene fra de er små? Først og fremmest, fordi området er ukendt, og fordi hele problemstillingen er uerkendt.
Det 20. årh. har vænnet os til at tænke i strukturer i stedet for værdier, og form i stedet for indhold. Nervetrådene til naturen, kroppen og følelserne er kulturelt set klippet for mange år siden. Vi skal begynde forfra med sund fornuft og videnskab for at vende de træge kulturer, der har skabt et samfund af selvopfyldende dumhed og umættelighed – som skaber mere dumhed og umættelighed.

Verden bukker snart under, hvis ikke nogen af os begynde at mærke os selv. Livet er enkelt: Jeg sanser, derfor er jeg. Brug det. Sanserne er den hurtigste vej til en bedre verden – og det er da et håb værd.

©MSO2014