af Martin Spang Olsen

Af alle årets ritualer er påsken da den mest besynderlige!  Hvad er den logiske sammenhæng mellem øl, en hare, æg, kyllinger, lam og en korsfæstet gud, der dør for vores synder?  Svaret er, at der er ingen sammenhæng.  Tidens fylde kombineret med kirkelig manipulation har fået os til at tro, at påsken er ét sammenhængende ritual, hvor alle ingredienser kan opfattes som symboler for Jesus. 

I håbet om, at jeg ikke er den eneste, der finder påsken besynderlig, følger nedenstående en forklaring på nogle af de mest udbredte påsketraditioner:

Påskeharer og æg

Ordet påske kommer af det hebræiske Pesach, som refererer til tiden før flugten fra Ægypten, hvor Herren ”passerede hen over” jødernes huse, som på den måde undgik de 10 plager, der ellers ramte resten af Ægypten.  Derfor kaldes den jødiske påske for Passover  på engelsk.  Den engelske ord Easter er til gengæld lidt mere underligt.  Det stammer nemlig ikke fra den kristne tradition, men er efter alt at dømme afledt af den babylonske gudinde, Ishtar, som man også tilbad i det angelsaksiske område, før Kristendommen kom til landet.  I det meste af Europa var hun kendt som Eostre, og det er angiveligt fra hende, at traditionen med påskeharen, kyllingerne og æggene kommer.  Easter er altså = Ishtar.

Israel

Men Ishtar var også en populær i skikkelse for jøderne (historien om Ester og Mardekai fra Det Gamle Testamente er bygget over en tilsvarende ægyptisk myte om Ishtar og Marduk).  Ellers møder vi Ishtar i biblen under navnet Astoreth, der ligesom gudinderne Asherah, Astarte (og altså Ishtar) kan spores tilbage til en ægyptiske månegudinde, Isis.  Selv navnet Israel er afledt af navnet Isis, der sammen med den ægyptiske solgud, Ra (solen) og den mellemøstlige gud, El, tilsammen danner navnet Is-Ra-El. 

El indgår i mange bibelske navne, herunder Dani-el, Ezeki-el, Bab-el, osv., og det er også El, der er udgangspunktet for navnene Allah og Allat, det kvindelige modstykke til Allah.  Derfor kan det undre, at alle andre guder end Jahve er bandlyst i Biblen, når man betænker, hvor integreret de andre guder tilsyneladende har været i den jødiske kultur.   F.eks. vil det sikkert komme bag på mange, at Jehova kun er ét ud af tre navne for Gud Herren i Det gamle Testamente.  Ud over Jahve/Jehova kaldes han også Adonai og Eloi.  Begge dele er græske flertalsformer af henholdsvis Adonis og El, der udover at være guder af ikke-jødisk oprindelse også opfattes som tvekønnede (heraf flertalsformerne).  Jøderne har langt fra været det monoteistiske, patriarkalske folk, eftertiden gerne vil gøre dem til.

Død og opstandelse

Så er der selv påskeritualet:  Forårsjævndøgnet har været et vigtigt tidspunkt i alle kulturer.  Det er her dagen omsider bliver længere end natten og lyset dermed får overtaget over mørket.  Derfor kan det heller ikke undre, at man kan finde påskelignende traditioner i næsten alle de antikke religioner.  Navnlig kulterne omkring Attis, Adonis, Dionysos, Osiris og Inanna (men også Tammuz, Damuzi, Isis, Zalmoxis, Sabazios, Protesialos, Thesseus, Herakles og Mithras) blev fejret med en påskepassion, hvor man sørgede over deres død og fejrede deres genopstandelse.  Symbolsk handler alle passionsfortællingerne om lysets sejr over mørket – den ældste historie af alle.

Syndebuk og frelser

Også den kristne påskefortælling kan forstås allegorisk.  Helt fra oldtiden har der nemlig i Middelhavsområdet eksisteret en tradition, hvor man symbolsk afleverede alle lokalsamfundets synder til et offerdyr, den såkaldte syndebuk (der formentlig afløste et menneske), som man siden slog ihjel eller jog ud af byen.  Pharmakos er det oldgræske ord for en sådan syndebuk, men ordet betyder også en heksemester eller helbreder (jvf. en farmaceut).   Jesus siger jo selv, at han ”dør for verdens synder”, men det giver ikke megen mening, hvis man ikke kender til syndebuk-traditionerne.  At han siden genopstår (som solen) linker ham yderligere til de nærorientalske traditioner, hvor astrologi og astroteologi var udbredt langt op i middelalderen.

Korset og solen

Korset var et udbredt helligt symbol før kristendommen.  Ifølge kirkefaderen, Justin Martyr, skrev Platon allerede i 4. årh. f.Kr., at ”Guds søn er placeret på et kors i universet”.  Platon bruger korset som et billede på kroppens lyster, der som søm fastgør sjælen til kroppen.  Men også på andre måder var korset vigtigt for de gamle:  Korset repræsenterede nemlig de fire elementer, jord, vand, luft og ild, som var udgangspunktet for de såkaldte mysterieindvielser, hvoraf kun vand-indvielsen har overlevet i den kristne tradition.  Korset er visuelt også midten af horoskopet, hvor de to krydsende linjer angiver henholdsvis Ascendant-Descendant-aksen og Medium Coeli-Imum Coeli-aksen.  Hvis vi antager, at Kristendommen er udsprunget af tidligere soldyrkelse (dvs. astroteologi), er det heller ikke mærkeligt, at han afbildes i midten af korset, hvor solen altid befinder sig i horoskopet.

 Jesus-figuren har også soltemaer i sit slægtskab med den bibelske Elias (ham med ildvognen), der udover førnævnte El også er i familie med solguden, (H)Elios.

Lammet og dåben

Jesus kaldes guds lam ikke blot, fordi han symbolsk er en syndebuk, men også fordi, han for antikkens mennesker repræsenterede overgangen fra Vædderens til Fiskens tidsalder.  De gamle gik som nævnt højt op i astrologi, og de vidste, at forårsjævndøgnet (dvs. påsken) rykker sig en lille smule i forhold til stjernehimlen hvert år;  hvor stjernebilledet Vædderen havde været dominerende indtil år 1, var Fisken det derefter.  Derfor kaldes Jesus både Guds Lam og Fisken, fordi han ligger lige på overgangen mellem de to tidsaldre.  Og da forårsjævndøgnet er med til at bestemme den astrologiske tidsalder, er det også naturligt, at lammet dominerer netop omkring den tid.

Men besynderligt nok var lam og får også udgangspunkt for et før-kristent dåbsritual (kaldet kriobolion), hvor deltageren i Attis- og Mithras-fejringerne blev overhældt med offerdyrets blod.

Øl er Gud

Man regner med, at mennesket har kendt til øl i mere end 9.000 år.   Men da øl, dvs. alkoholisk gæring af kulhydrat (stivelse), kan opstå næsten af sig selv, kan øl sagtens have været kendt længe før den tid.  At det har været en hellig drik mange steder, beviser ikke mindst den rige mængde af ølguder, der findes over hele jorden.  Vores egen Ægir var vikingernes gud for øl, og Dionysos, den kendte vingud, var oprindelig mjød- og ølgud.  Osiris var ved siden af sin tjans som solgud også gud for øl.  Selv det oldgamle folk, sumererne, rådede over en ølgudinde ved navn Ninkasi. 

Rusoplevelser fremkaldt af mug, meldug og gæring har været udbredt fra forhistorisk tid (romerne tilbad ligefrem tvillingegudeparret, Robigus & Robigo, der var guder for skimmelsvamp!).  Det lader dog til, at festdeltagernes personlige ekstaser ikke nødvendigvis har krævet rusmidler i gamle dage – antikkens folk har tilsyneladende kunnet gå i trance på kommando. 

Det var, hvad jeg havde om påsken i denne omgang.  Man kunne skrive en afhandling om hvert af punkterne, men mærkelig nok er ritualer ikke noget, man beskæftiger sig med i vore dage.  Og solen, som vi af alle burde fejre dagligt, er helt gledet ud af festerne.  Men selv vores ubevidste og stærkt udvendige påskeritualer sidder åbenbart fast – deres uforståelighed til trods. 

Helt anderledes forholder det sig i dag, hvor selv de mest banale sammenkomster kræver alkohol for at løfte sig, og antikkens kombination af fest og spiritualitet er fuldkommen forsvundet i den vestlige verden – ikke mindst gennem Kristendommens aggressive restriktioner med netop den slags.  Hvor man i antikken altid afsluttede påsketidens sorg og tænders gnidsel med en gigantisk glædesfest, har man hos os helt overset, at påsken er en fest.  Opstandelsens fest, hvor solen/lyset/Jesus, eller hvem man vil, endelig har fået overtaget – i det mindste i et stykke tid…

Når olie og Uran slipper op om få år, og vi solen igen bliver vores primære energikilde, kan det jo være at fejringen af solen igen kommer til at danne rammen om forårsritualerne.  Man har lov at håbe.