af Martin Spang Olsen

I årtusinder, hvis ikke millioner af år har menneskets spiritualitet været defineret af forholdet til naturen, både som kilde til føde og ressourcer, men også som en uadskillelig del af sig selv.  Det kan være svært for os moderne mennesker, der konstant (og ikke altid med succes) forsøger at holde vores egoer ud i strakt arm, at forestille os en tid, hvor egoet muligvis slet ikke fandtes.  Hvor fællesskabet var udgangspunktet for alt:  Stenalderfolk anså sig højst sandsynligt som usynligt forbundet til den omgivende natur og alle dens dyr.  Men også området, landskabet, himlen, osv. har formentlig været anset som flydende og uafgrænsede dele af dem selv. 

Med et sådant udgangspunkt må vi formode, at oprindelige folk overalt på kloden må have følt sig dybt spirituelt forbundet til alt omkring sig, og alle former for drømme og bevidsthedstilstande har indgået som kommunikation med de guddommelige omgivelser.   

Overlevering

Det forekommer måske sært, at man ved at undersøge nutidens oprindelige folk kan udlede noget som helst om tidligere tiders spiritualitet.  Især når alle myter og beskrivelser bygger på mundtlige overleveringer.  Men man skal huske, at hos oprindelige folk har loyaliteten overfor traditionerne altid været enormt stor.  Det har hørt de fineste dyder at kunne genfortælle myter og slægtshistorier i mindste detalje, og der, hvor vi har mulighed for at tjekke det, gennem f.eks. afbildninger og nedskrifter fra tidlige tiders historikere og besøgene, kan vi se, at mundtlige traditioner ofte er utroligt konsistente.  Desuden har det ubrudte og ensartede liv, som har udgjort jægersamfundenes dagligdag, utvivlsomt medvirket til at fastholde traditioner og myter ubrudt gennem tiderne.  Vi har derfor god grund til at formode, at oprindelige (tidl. kaldet ’primitive’) folks spiritualitet har været nogenlunde uforandret gennem tiden, og måske helt op til i dag. 

Alt er helligt

Med moderne øjne kan det også være svært at finde hoved og hale i en spiritualitet, der ikke blot indeholder alt i omgivelserne, men også drømme, fornemmelser og forudanelser, alverdens ånder og åndelige hjælpere, og endda elementer, man måske i dag ville kalde aliens.  Oven i det hele har vi kun adgang til en meget lille del, da oprindelige folk er blevet systematisk udryddet gennem mange hundrede år – frem for alt af kristne europæere.  Tilflytninger, forurening, skovhugst, ressourceudvinding m.m., som har taget voldsomt til i de senere år, har også gjort deres del.  Og mens vi politisk så småt er begyndt at interessere os for tab af dyre- og plantearter, er udryddelsen af de oprindelige folk gået stort set under radaren.

Summa summarum, for oprindelige folk har alt synligt og usynligt være levende og helligt, og nøglen til et godt liv har været at kunne kommunikere med det hele.  Og selvom det kan virke rodet for moderne øjne, går visse fællestræk tilsyneladende igen hos de fleste oprindelige folk, herunder animisme, panteisme, shamanisme, forholdet til dyr, forfædrene osv.  Jeg dykker lidt ned i begreberne i det følgende:

Animisme og panteisme

Animisme (af lat. anima: ånd, sjæl) kalder man den for form for tro på, at alt i universet – fra mennesker, dyr og planter til sten, floder og stjerner – besidder en ånd eller en sjæl. Denne ånd giver tingene liv, personlighed og en indre kraft.  I animistiske verdensbilleder er der ingen skarp skelnen mellem det, vi ville kalde det naturlige og det overnaturlige.  Alt er forbundet i et stort, levende netværk, og det er netop kernen i animismen, at alt er levende.  Animisme kaldes også åndelære eller sjæletro, og det findes stadig i mange religioner, såsom shintoisme, hinduisme, buddhisme og jainisme. Animisme og panteisme (af gr. pan: ’alting’ og teos: ’gud’) minder om hinanden på den måde, at i panteisme er alt guddommeligt, og i animisme er alt livende.  Ofte vil de to begreber eksistere sideløbende. 

Animisme er en naturlig spirituel basis hos jæger-samlersamfund i kraft af deres afhængighed af så levende og uberørte opgivelser som muligt.  Det er nok en af grundene til, at landbrug har virket så amoralsk og hjerteløst for oprindelige folk, da det strider mod animistiske principper aktivt at påvirke jord og planter. 

Sjovt nok præsenterer moderne videnskab os i stigende grad for en udvidet opfattelse af, hvad liv er. F.eks. er det i dag muligt at måle vores kommunikation med alt fra planter, vand, dyr og stort set alt i vores omgivelser gennem fælles svingninger vibrationer.  Ifølge de kvantemekaniske principper kollapser bølger først til partikler, når vi retter vores opmærksomhed på dem.  Selve vores virkelighed er dermed et resultat af vores kommunikation med den.  Så en eller anden form for animisme ser ud til at være på vej tilbage i vores kultur.

Forfædrene

En anden central del af mange oprindelige religioner er tilbedelse af forfædrene, og den er ofte tæt forbundet med animistisk tro. I mange kulturer (også de mere civiliserede) anses forfædrene for at være mellemled mellem de levende og åndeverdenen. Forfædrene betragtes som beskyttere og vejledere for deres efterkommere, og de spiller en central rolle i opretholdelsen af den sociale orden.

Forfædrene tilbedes ofte gennem ritualer, ofre og bønner. Ritualerne kan omfatte alt fra at lægge mad og drikke ved gravene til at udføre komplekse ceremonier, der involverer hele samfundet. Forfædrene menes at kunne påvirke de levendes liv på mange måder, for eksempel ved at sende sygdom, bringe held eller beskytte mod onde ånder.  Forfædrene betragtes som medlemmer af den udvidede familie, og deres ånder menes at være til stede i hjemmet og i landskabet. Forfædrene kan også spille en vigtig rolle i beslutningsprocesser, da de ofte konsulteres i forbindelse med vigtige begivenheder, såsom ægteskaber eller høstfest.  Det er fra forfædrene, man henter sin styrke og de gode råd, og det er deres nedarbejde erfaring, man dermed får andel i.

Hvor er gud?

Som moderne forsker leder man ofte forgæves efter beskrivelser af guddommelige møder hos oprindelige folk.  Når ordet ’gud’ optræder, betyder det ofte heller ikke Gud (med stort G), men nærmere en slags overmennesker, der har deres eget samfund, som man skal holde sig på god fod med, men som ellers ikke blander sig.  Det er samme form for panteon, man møder i de klassiske civilisationer fra Balkan og Mellemøsten.  Det vil sige guder, man ofrer til – ikke fordi man regner med, de hører ens bønner, men for at undgå, at de bliver sure. 

Senere i denne artikel vender jeg tilbage til denne form for gudsdyrkelse, der også kan opfattes som beskrivelser af forhistoriske besøg af udenjordiske væsner, der nok har formidlet viden om videnskab og civilisation, men ikke nødvendigvis ellers været venligt stemt.

Åndemaneren

Åndemaneren (i dag ofte kaldet shamanen) er en anden central del af mange oprindelige religioner, og den er ofte tæt forbundet med både animisme og forfædretilbedelse.

Åndemanerne er spirituelle ledere, der menes at have evnen til at kommunikere med åndeverdenen. De har formentlig altid spillet en vigtig rolle både helbredere (medicinmænd/kvinder), sandsigere, formidlere mellem dyr, ånder og mennesker samt rådgivere, beskyttere og præster i religiøse ritualer. Åndemanerne har typisk benyttet sig af masker, trommer og andre musikinstrumenter, amuletter, dans, sang, tranceformer, psykedeliske stoffer m.m., og der er flere beskrivelser af vesterlændinge, der har oplevet sære og uforklarlige ting under åndemanernes ritualer. 

På mange måder har åndemanerfaget nok været den første egentlige ’profession’ hos jæger-samlerfolk, og har formentlig – i kraft af sine uundværlige færdigheder – været anset for stammens vigtigste person.    

Og hvor det som moderne menneske kan være udfordrende at sætte sig ind i en jæger-samlerverden uden ego, er åndemaneriet omvendt lige til at gå til.  Som jeg har beskrevet i tidligere artikler, oplever shamanismen en overraskende renæssance i disse år.  For mange kan oplevelsen af at på den måde kunne krydse bevidsthedstilstande og undersøge tranceformer være en vej tilbage til naturen og drømmene, som regionerne så konsekvent har afskåret os fra de seneste flere tusind år.

Mennesker og dyr

I mange oprindelige samfund er dyr ikke blot set som ressourcer, men som væsener med sjæl og ånd, der spiller en central rolle i kosmos.  Denne dybe forbindelse mellem mennesker og dyr afspejler sig i myter, ritualer og hverdagslivet.  Ofte benytter oprindelige folk totemdyr (el. kraftdyr), som deres klan eller stamme identificerer sig med. Totemdyr kan f.eks. repræsentere slægtens oprindelse, og de har i alle tilfælde en stærk symbolik.  Mange kulturer tror også på, at menneskesjæle kan reinkarneres i dyr.   Den dybe forbindelse mellem mennesker og dyr bliver således understreget i, at man på den måde kan bytte krop.  Det er også normalt at dyreånder indgår som rådgivere og beskyttere.  I de traditionelle, nordamerikanske stammesamfund benytter man såkaldte visionssøgninger (vision quests) for at fordybe sig i mødet med ens personlige dyreånd, hvilket formentlig har været udbredt i mange andre kulturer.

Og fordi dyrene også traditionelt har været den vigtigste fødekilde, har et godt forhold til det pågældende dyrs ånd været uundgåeligt.  Det ses især hos inuitter, hvor kød og seafood har udgjort 99% af kosten indtil i dag.  Selv i dag er jagt hos inuitter ofte forbundet med ritualer og taksigelse til dyrene både før, under og efter jagten. 

Cyklisk tid

De australske aboriginere har et særligt forhold til tid.  Deres verdensbillede er centreret omkring Drømmetiden (“Tjukurrpa”). Tjukurrpa er ikke en historisk tid, men snarere en evig tilstedeværende skabelseshistorie, hvor mytiske væsner rejste over landskabet og formede det, som vi kender det i dag. Alt på jorden – bjerge, floder, planter og dyr – er en fysisk manifestation af disse skabervæsner.  Ved at udføre ritualer og ceremonier, som er forbundet med drømmetidshistorierne, kan aboriginerne opretholde forbindelsen til deres forfædre og sikre at landet forbliver frugtbart og rigt på liv.

Aboriginerne har samme cykliske opfattelse af tid, som man ser hos andre oprindelige folk, dvs. tid er forbundet med årstidernes skiften og naturens rytmer, mens vi i dag har en lineær opfattelse af tid, som noget, der ’går’.  Dvs. noget der bliver mindre af hele tiden.

Når en aboriginer bevæger sig gennem landskabet, er det som at rejse gennem en levende historie, hvor hver klippeformation, hvert vandhul og hvert træ har en historie at fortælle.  Ligesom andre oprindelige folk ser aboriginerne sig selv som en del af en større helhed, mens civilisering historisk altid har medført, at man i stigende grad ser sig om adskilte individer.  Overhovedet at have et ord for naturen – noget man kan besøge, omforme eller ligefrem fjerne, ville for ældre tiders naturfolk være dybt besynderligt.

Men når alt i omgivelserne er levende og en del af os alle, må universet naturligvis også være det.  Og hos mange oprindelige folk finder man overraskende ’moderne’ viden om universets sammensætning og opståen. 

Aliens og det levende kosmos

Et af de mest kendte eksempler på en animistisk – og samtidig meget avanceret – kosmologi findes hos Dogon-folket i Mali, der anser hele universet for at være levende.  Dogonerne lever isoleret under nogle klippefremspring og blev først beskrevet af antropologen Marcel Griaule og hans elev, Germaine Dieterlen, i 1930.  Griaule kunne efterfølgende fortælle, at dogonernes kosmologi er centreret omkring stjernen Sirius, hvilket ikke i sig selv er underligt; Sirius har omdrejningspunktet for mange trossystemer og fyldte også meget i antikken (som en del af stjernebilledet Hunden.  Sirius kaldtes også ”Hundestjernen” på dansk før i tiden).  

Det overraskende var imidlertid, at dogonerne mente, at, at Sirius har en mindre ledsager, Po Tolo (”Tung Stjerne”, i dag kaldet Sirius B), som kredser om Den Store Stjerne (dvs. Sirius A) i en elliptisk bane.  Det er en højst bemærkelsesværdig myte, da den beskriver eksistensen af en ”tung stjerne”, som europæiske astronomer først opdagede i 1862 – og som man først endelig kunne bevise eksistensen af i 1970. 

Og ja, Sirius B er en såkaldt hvid dværg (en imploderet stjerne), der kredser om Sirius A i en elliptisk bane.  Myten er viklet ind i dogonernes øvrige kosmologi, der kan spores flere tusind år tilbage. 

Men det stopper ikke her.  Dogonerne vidste også, at Jorden er rund og drejer om sin akse, at planeterne i solsystemet drejer om solen, at Saturn har ringe, at Jupiter har 4 dominerende måner, og at vores galakse er spiralformet.  Alt sammen viden, som et isoleret folk i Afrika logisk set ikke burde have i 1930.  Selvfølgelig kan de have fået informationerne at tilrejsende astronomer (selvom noget af den viden var ganske ny), men det ville i så fald næppe figurere som en integreret del af deres ældgamle kosmologi. 

Ifølge dogonernes skabelsesmyte blev universet skabt af guden Amma.  Amma sendte senere Nommo (”Formaneren” el. ”Vandets Mester”) ned til Jorden i et fartøj.  Nommo beskrives som delvist fisk el. amfibium, og han lader til at have haft stor betydning for udviklingen af dogonernes kultur. 

Et lignende mand-fiske-væsen (Oannes) fandtes hos sumererne og babylonierne i det nuværende Irak.  Oannes el. Uanna (”den som færdiggjorde planerne for Himlen og Jorden”) var delvist fisk (eller bar fiskekostume) og kom jævnligt op ad vandet ved Den persiske Bugt for at lære menneskene om skrivning, kunst og videnskab (det siges, at katolikkerne bispehue er en videreudvikling af Oannes fiskehoved.  ’Øjnene’ kan stadig ses på siden af bispehuen).  Oannes ansås som udsendt (eller en anden form af) Ea, vandets gud.  Ea er en af An’s børn (kaldet annunakierne), der efter myten rejste til Jorden i store fartøjer.

Der er altså en klar symmetri mellem dogonernes Nommo og sumerernes Oannes.  I begge tilfælde er det tilrejsende fiske-mænd, der lærer menneskene om civilisation og håndværk.  Og som rejser væk igen efter et længere ophold på Jorden.  Lignende myter kan man finde i mange gamle folkeslag og civilisationer.  Rester af de sumeriske myter om annunakierne indgår endda i Det gamle Testamente i form af historierne om Adam, Eva, Noa, Ester, Mordekai, Astrate m.fl. 

Dogonernes viden om kosmologi har fascineret forskere og inspireret til mange teorier om, hvordan de kunne have erhvervet denne viden. Nogle mener, at det er et eksempel på en meget gammel astronomisk tradition, der er blevet overleveret mundtligt gennem generationer. Andre har foreslået mere eksotiske forklaringer, såsom at Dogonerne har haft kontakt med udenjordiske civilisationer.  Alt det vil jeg komme nærmere ind på i en kommende artikel, der beskriver mulige påvirkninger af den menneskelige civilisation fra andre dimensioner eller planeter. 

Dogonerne er formentlig blot et tilfældigt eksempel på folkeslag, der rummer særlig viden eller færdigheder.  I mange tilfælde blev der nok aldrig spurgt ind til detaljerne i myterne, før de pågældende folk forsvandt ud i glemslen.  Ofte er den slags viden knyttet til stammens udvalgte vismænd, eller myterne overleveres på sprog, der uddør.  Utvivlsomt har utallige stammer og folkeslag taget deres inderste visdom med sig i graven, inden vi nåede at høre om den. 

Bevarelse af Traditioner

På trods af de mange udfordringer kæmper nutidens oprindelige folk for at beskytte deres land, deres viden og deres spirituelle praksis.  Og mange steder med succes.  Der er i dag et uhørt sammenhold mellem verdens oprindelige folk, og de nyder ofte stor opbakning fra omverdenen.  Men de er til stadighed udsat for et enormt pres fra grupper, der ønsker at udvinde naturressourcer på deres levesteder, hvilket i mindst 500 år har været hovedårsagen til oprindelige folks tilbagegang.

At udforske de oprindelige folks forhold til naturen er ikke blot en intellektuel øvelse, men også en invitation. Det er en invitation til at forbinde os dybere med os selv, med hinanden og med den verden, vi deler. Det er en invitation til at lytte til naturens visdom og at leve i harmoni med den.  Engang var mennesket et træ i skoven, en sten i floden, en stjerne på himlen. Der var ingen skelnen mellem den indre og den ydre verden, mellem det ophøjede og det jordnære. Alt var forbundet i et stort, levende netværk, som det moderne menneske for længst har trukket sig ud af. Vi har glemt, at vi er børn af jorden, men længslen – og måske talentet – findes stadig i os.

Oprindelige folks forhold til naturen er en påmindelse om, at vi ikke er skabt til at leve adskilt; vi ER naturen, og vi ER fællesskabet.  Vi har forbindelse til det hele på et bevidsthedsplan.  Nu skal det også vise sig i vores handlinger.

Ved at lære af oprindelige folks visdom kan vi komme ubalancen mellem det moderne menneske og den vilde natur i møde.  Skilsmissen (som skete for mange tusind år siden) har været nødvendig for at lære os at tænke abstrakt og handle på tværs af naturens regler og cyklusser.  Gennem vores bevidsthed kan vi i dag trække os ud af evolutionens begrænsning og få adgang til den ægte magi.  Den, der skaber ud af ingenting.  Alt det vil jeg vende tilbage til i kommende artikler.  Mit ønske med denne artikel har primært været at kaste lidt lys på de dele af os, som endnu stræber efter at leve I naturen, fremfor kun AF den.