af Martin Spang Olsen, cand. mag, multikunstner og formand for Dansk Modelteaterforening

Lad det være sagt straks:  Jeg er Modelteaternørd.  Og som modelteaternørd har man to guder.  Den første er naturligvis Dionysos, teaterets gud.  Den anden gud er Alfred Jacobsen, den visionære danske litograf og teaterelsker, der fra 1880 og frem skabte verdens flotteste modelteatre, hvilket er et internationalt anerkendt faktum. 

Som mange andre af min generation har jeg selv fået modelteaterets almendannelse i mørket.  Som modelteaterudøver skal man nemlig både spille skuespil, tegne, male, skrive manus, lave musik, lyd- og lyseffekter, bevægelige figurer, special effects, osv.  Desuden skal man instruere, organisere, indspille replikker og være ekstremt timet og præcis hele tiden. 

Ikke overraskende har mange kendte kulturpersonligheder været forbi modelteateret i deres barndom – herunder Ghita Nørby, Søren Piilmark, Kasper Bech Holten, James Price, Knud Romer, Jan Hertz, Jytte Abildstrøm, Michael Schønwandt, Michael Moritzen, Nicolai Hübbe, Preben Harris og Søren Østergaard.  Og mange af dem er endt som teaterledere, fordi modelteateret giver totaloplevelsen af teater. 

Alfred Jacobsen fik kreativiteten og opfindsomheden til at blomstre i de små hjem, og hans betydning for dannelse og kreativitet er svær at overvurdere.  Og hvem var han selv?  Han er født i 1853, og som kun 26-årig begyndte han i 1880 at udgive bladet ”Souflören”, som indeholdt byggevejledninger til modelteater.  Figur- og dekorationsark var vedlagt som bilag.

Han kunstgreb bestod i at hyre tidens bedste illustratorer og teatermalere, såsom Hjalmar Berth, Franz Sedivý, Paul Steffensen, Carsten Ravn, m.fl., og med sin indsigt i trykketeknik få dem til at yde deres ypperste i de litografiske tryk.  Og kunstnerne må have syntes om opgaven, for ofte fik de kun et par teaterbilletter eller et måltid mad som løn.  Alfred Jacobsen efterlod sig en produktion på ikke mindre end 9 teatre, 59 forestillinger og 665 forskellige figur- og dekorationsark.  

Den varme og detaljerigdom, der findes i de danske modelteaterark, findes ingen andre steder.  Men Alfred Jacobsen var stadig for dem, der havde penge til de dyre ark og tid til den krævende proces med at bygge teatrene op fra grunden.  Noget mere folkeligt blev det, da bladet Familie Journalen gik ind i produktionen.   Det var forlægger Carl Aller, der stod bag bladet, og fra 1914-30 udgav han et nyt teater hvert år – lige til at klippe ud og bygge – med samt tekster, dekorationer og figurer.  Med de to ved roret blev modelteater en kæmpe dille, der først klingede af i 70’erne.

Det er jubilæernes tid nu. Det er nemlig 100 år siden, den første gruppe af modelteater-entusiaster fandt sammen, og det er 75 år siden Dansk Modelteaterforening blev født.  Og 2020 er det 140 år siden, Alfred Jacobsen udgav sit første blad.  Men der er også andre grunde til, at dansk modelteater kan få en relevans.  Nemlig som alternativ til skærmmisbrug. 

Gennem kampe og alvorlige samtaler kan vi med lidt held godt indskrænke vores børns brug af skærme.  Men hvad skal vi sætte i stedet?  Den pirring og underholdning, skærmene tilbyder, findes ikke rigtig i den virkelige verden.  Men her er modelteater enestående, fordi det som få andre udfoldelser aktiverer alle dele af personligheden. 

I 2014 fik vi et faldefærdigt modelteater ind i stuen, og i mere end to år var det vores samlingspunkt – næsten som en hund eller et meget krævende blomsterbed.  Vores dengang 6- og 11-årige børn fik deres kreative grundtræning på det lille teater og er i dag godt i gang med karrierer inden for sang, skuespil og dubbing. 

Jeg benyttede lejligheden til diskret at filme processen, og det er blevet til 11 tv-programmer, som bliver vist i Grand Teatret i løbet af foråret og senere på DK4.  Første visning er onsdag d. 13. marts kl. 21.30.

Der findes selvfølgelig andre veje ud af skærmmisbrug (som især vores søn led lidt af), men formentlig ingen så effektive og samlende for familien.  Måske kan modelteateret endda inspirere til en mere ’uforarbejdet’ livsstil, hvor man selv skaber indholdet, i kærligt fællesskab og fordybelse. 

Kernefamilien er under pres, og generationskløften, som ellers næsten var væk, truer igen, for vi alle er på hver sin skærm. Uden familien som samlende faktor i vores samfund, ender vi ensomme og fragmenterede.  Og her kan modelteater måske i bogstavelig forstand spille en rolle.  Det er i al fald min erfaring. 

©mso19