af Martin Spang Olsen

Vi kan tage skærme og sukker fra vores børn, men hvad skal vi give dem i stedet?

Den tanke havde jeg i 2014 bokset med længe. Vores børn var den gang 6 og 11 år, søde og nuttede, men allerede delvist solgt til deres skærme. Samtidig havde jeg en stor lyst til at give lidt af den dannelse videre, som jeg selv havde fået af mine forældre.

Og så skete der noget mærkeligt: Ind ad døren kom et 100 år gammelt modelteater (I ved, den slags, hvor kulisser og figurer er af pap, men ellers ganske realistisk det hele).  Det havde stået i glemsel på mine forældres loft, men nu skulle loftet renoveres, og jeg fik teateret hjem. Jeg skulle nu afgøre, om det skulle smides ud, eller om det skulle have en chance som omdrejningspunkt for det kreative samvær, som vi havde savnet.

Jeg spurgte vores dengang ekstremt nuttede børn, om vi skulle sætte teateret i stand og begynde at spille på det.  Det ville de gerne, bare det var mig, der satte det i stand, og dem, der spillede på det.  Så sådan blev det.  Deres (dengang) ekstreme nuttethed kombineret med et stærkt ønske om at beskrive modelteaterets historie gav mig imidlertid lyst til at beskrive, hvad der sker, når et 100 gammelt modelteater kommer ind i en familie. 

Fra 2014-19 har jeg derfor arbejdet på en serie film, der beskriver, hvad teateret gjorde ved vores familie. Desuden fik jeg lejlighed til at besøge de få (og stærkt aldrende) modelteatereksperter, der er tilbage i landet, og i det hele taget fortælle historien om det uddøende modelteater, som en gang fyldte så meget i de danske hjem. 

Dansk modelteater bliver anset for verdens flotteste, men kun de færreste kender til det. Og kun få ved, at stort set alle kendte kulturpersonligheder i Danmark har haft sådan et som barn.

Det gælder f.eks. Ghita Nørby, Søren Piilmark, Kasper Bech Holten, Baard Owe, James Price, Knud Romer, Jan Hertz, Jytte Abildstrøm, Michael Schønwandt, Michael Moritzen, Nicolai Hübbe, Preben Harris, der alle har stillet beredvilligt op til mine optagelser for at fortælle om den enorme betydning, det lille teater har haft i deres liv.

Efter ideen om at beskrive modelteateret var født, henvendte jeg mig til DR og TV2.  De to stationer erklærede sig fuldkommen enige om, at modelteater – der har formet den danske kulturelite gennem 130 år, og som aldrig før er beskrevet på film – er alt for smalt til public service.

I min desperation finkæmmede jeg mit film- og tv-netværk for et godt råd (jeg har trods alt været i branchen siden 1983).  Alle mødte mig med stor velvillighed – og en rørende enighed om, at modelteater er så absurd smalt, at man ikke kan en film om det.

I bagklogskabens irriterende klare lys skulle jeg nok have lyttet til vandrørene og koncentreret mig om arbejdet med mine børn, som stadig var begejstrede ved udsigten til flere års arbejde med far og hans modelteater.  Men jeg var blevet stædig.  Modelteaterets historie fortjener en film, og den samlede kulturelite stod klar til at lade sig interviewe om sagen.

Heldigvis er der et sted, hvor det meste kan lade sig gøre – nemlig på DK4, som generøst lod mig benytte deres udstyr og mandskab fra 2014 og frem til 17, hvor de sidste optagelser i deres regi fandt sted.  Jeg tænkte ikke over min egen løn, for fondsmidler måtte vel være til at få til sådan et projekt.  Men nej, modelteater er alt for smalt selv til de mest finkulturelle fonde.

Fra starten var jeg såmænd indstillet på at sætte flere år af til projektet og også leve på en sten imens, men det pres, serien lagde på mit helbred og min økonomi, havde jeg ikke forestillet mig.  De tre afsnit, som jeg oprindelig havde i tankerne, voksede til 11, og de over 100 timers optagelser skabte en vildt kaotisk redigeringsfase.

Undervejs forsøgte jeg igen at få historien ud i verden.  En ansøgning til Public Service-puljen udløste et møde på DFI, hvor 6 konsulenter enigt bedyrede, at dette var det smalleste  dokumentarprojekt, de nogensinde havde set eller hørt om. 

I samarbejde med Casper Høyberg fra Cophenhagen Film Company lykkedes det dog at få bevilliget lidt penge til at lave en samlet udgave af de 11 afsnit.  Dog på betingelse af, at filmen ikke indeholdt besøg hos gamle modelteatereksperter eller interviews med kendisser, som let kunne blive en meget smal historie. 

Heller ikke denne film kunne dog fange DR, der erklærede, at selv til deres smalleste kanal, DRK, var dette for smalt et projekt.  Suk!

De 11 afsnit er dog ufortrødent blevet færdiggjort og vist offentligt i løbet af foråret 2019.  Premieren var i Grand Teatret, og resten af visningerne i Müllers Palæ i Allégade 13.  Herefter bliver hele serien vist på DK4.  Formoder jeg.  For i skrivende stund er vi stadig kun halvvejs i redigeringen, der har stået på i 3 år. 

Det bliver mit livsværk, tror jeg.  Og jeg er ikke engang filmmand – det har altid mere eller mindre været en hobby.  Selv de 35 år, hvor jeg var aktiv stuntman, foregik sideløbende med en karriere som musiker, maler, foredragsholder, forfatter, tv-tilrettelægger, m.m.

Og hvordan gik det så med ambitionen om at give dannelsen videre til Sophia og Jacob og afvænne dem fra skærmmisbrug?  I princippet gik det godt.  De var ikke vilde med at skulle filmes hele tiden, men vi havde virkelig stjernestunder sammen.  Og efter to års arbejde havde vi premiere på en (i al beskedenhed) afsindigt flot opsætning af ’Aladdin’, med nyskrevet tekst og et totalt ombygget teater.  Faktisk en totalt ombygget overetage (endnu ikke helt tilgivet af min kone). 

Som sidegevinst fik børnene så meget teatertræning, at de hurtigt strøg ud i verden og fik store roller og dubbing-opgaver.  De har faktisk været travle lige siden.  Så dannelsen kom ind ad bagvejen;  de orker ikke mere modelteater, men er begge fuldt engagerede på de store scener. 

En del af årsagen til det massive slid på helbred og økonomi skyldes den besættelse, som modelteateret skabte i mig.  Fra jeg var 9 til langt op i puberteten var jeg fuldt sysselsat med modelteater, men jeg har altid ment, at det var noget, man voksede fra.  Da vi igen fik et modelteater ind i stuen, opdagede jeg, at sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen.  Faktisk indfandt barndommens besættelse sig omgående igen, og hver nat siden har jeg drømt om modelteater – om lyd- og lyseffekter, bevægelige figurer og hjemmelavede kulisser.  Jeg ignorerede mit øvrige arbejdsliv, sov dårligt og fik til sidst diabetes 1. 

Don’t try this at home, har jeg lyst til at skrive, men det er jo netop det, man skal.  For modelteater hører hjemme i stuerne i de små hjem, hvor det ikke blot vil give en masse kvalitetstid og familiesammenhold, det vil også optræne næsten alle tænkelige kreative udtryk.  Med Søren Piilmarks ord:  ”Når du har et modelteater, så er du jo:  direktør, instruktør, skuespiller, scenograf, scenetekniker, regissør – det er dig, der bestemmer, nå ja, det hele”. 

Næppe noget andet medie kan optræne som mange evner op på en gang.  Og næppe noget er så BREDT.  Alle kan se modelteater, mediet er lige så gammelt som det store teater, og det kræver ingen nøgler at deltage, hverken foran eller bagved scenen. 

Det er måske den bredeste aktivitet, der findes!  Men som med alle andre forelskelser, skal man huske at bevare benene på jorden.

Om serien Historien om et Teater

De 11 afsnit er produceret af MSO Productions for DK4, og blev vist fortløbende i Grand Teateret og Müllers Palæ fra 13. marts frem til 12. juni, 2019.  Før hver visning var der en samtale med en af de medvirkende kulturpersonligheder.  Første gæst var Ghita Nørby.

Fra og med 25. april har serien desuden kunnet ses på DK4 (dog uden de indledende samtaler).