Begrebet kreativitet er ved at forvandle sig fra en blød til en hård værdi i disse tider. Og det er på tide. I mange virksomheder taler man om kreativitet som et middel til innovation, produktivitet og entrepreneurship. Men desværre får de kreative indslag ofte ikke den ønskede effekt, fordi formidlingen af kreativiteten ikke tilpasses den enkelte virksomheds kultur og behov – og fordi formidlerne ofte ikke kender til kreativitetens grundprincipper. Som formidler af kreativitet man er nødt til selv af være kreativ. Det er i den forbindelse ikke nok, at man har startet den ene eller anden succesfulde virksomhed eller har undervist en masse. Den virkelige kreativitet udspringer af de kunstneriske traditioner, og det er naturligvis i kunstmiljøet, den først og fremmest hører hjemme. Men råbet efter navigeringsværktøjer i globaliseringens foranderlighed bliver stadig højere, og hertil kræves en hel ny type formidlere. Nemlig dem, der er i stand til at overskue både de ”bløde” og ”hårde” sider af det kreative landskab. Nøgleordene for kreativitet i erhvervslivet kan (i en dansk version) opstilles således:
Opfindsomhed,
Nytænkning,
Idéudvikling,
Produktivitet og
Løbende planlægning.
Desuden skal der være en art ubesværet lethed over processerne – helt ned til hvordan man tager telefonen eller bidrager til arbejdsmiljøet. Selvom punkterne overlapper, er alle fem punkter nødt til at være til stede for at kreativiteten kan få frit løb i virksomheden og omsætte sig i forøget produktivitet. Det er klart, at visse funktioner stiller større krav til den innovative side af kreativiteten, men heldigvis har ikke alle har lyst til at blive udfordret dagligt på sin opfindsomhed. kreativitet er med andre ord hverken forbeholdt de kloge eller de talentfulde. Men brugt rigtigt kan det afdække talent og gøre de kloge klogere. Sammenholdende kan man sige, at kreativitet på arbejdspladsen er en win/win tilstand. Den frisatte og selvstændige kreativitet vil nemlig altid finde et positivt udtryk i form af færre sygedage og mere arbejdsglæde og effektivitet. Men desværre er kreativitet ikke noget, man lærer ved at læse om det. Tilegnelsen foregår gennem kroppen, i samspil med andre mennesker, for kreativitet er i højeste grad kommunikation. Den kan med andre ord ikke tillæres gennem slide-shows og løftede pegefingre. Den kræver åbenhed, mod og villighed – men hvad gør ikke det, når det kommer til stykket? Først når alle dele af en virksomhed kan tænke og arbejde kreativt, får resultatet den kompleksitet og gennemslagskraft, der kan afsætte de virkelige spor på bundlinien. Først da bliver en blød værdi til hård valuta. Men forinden er kreativiteten nødt til at blive forstået som den naturkraft, den er. En kraft, vi ikke kan undvære i et moderne, globaliseret erhvervsliv.