Af Martin Spang Olsen
stuntman, m.m.m

(Artikel i Politiken, jan. 2000)

90´erne har været mediernes legeplads – med os lyttere og seere som tålmodige legeonkler. På den baggrund kan det undre, at medierne nu af flere eksperter udråbes til at være for elitære. Så har man hørt det med. Nu skal niveuaet altså endnu en tak nedad af hensyn til den såkaldt “almindelige borger” i en tid, hvor angsten for “det elitære” dominerer overalt. Ja, det vil sige, sport er friholdt. Her er der på mærkværdig vis dannet konsensus om, at dygtighed, ja, totalt ensporet ekspertise, er i orden, for sport betragter vi som god underholdning. Den dygtige quizz-deltager har vi heller ikke noget imod, så længe han ikke udtaler sig om livet, og nøjes med at løse de bundne opgaver.
Underholdning må man jo have, og den skal selvfølgelig udføres af de bedste. Men ellers skal det nødig blive for smukt, dygtigt, avanceret eller komplekst, før vi er stået af og har zappet væk.
Skulle det vise sig, at medierne tager kritikken på sig og synker en tak længere ned i babysproget, vil enden uvægerligt blive den visse død for public service som institution.

Lad os se på nogle af de kendte tendenser:
Der var en gang, hvor tv-reklamerne var til for at skabe bedre fjernsyn. I dag er det omvendt: Udsendelserne er til for at tiltrække publikum til reklamerne og dermed penge til tv-stationen. Annoncørerne får således uundgåeligt et stadigt større ord i forhold til hvad der vises, da økonomien i stigende omfang baserer sig på en eller anden form for reklamer. Selv DR har med sine uelegante “sponseringer” taget det afgørende skridt, hvorfra tilbagevenden til fordums uskyld – den gang, man vendte øletikettene væk fra kameraet – er umulig. Den kamp om seertal, som kommercialiseringen har affødt, har i tv-kanalernes nyhedsflade skabt en art “glat fordøjelighed”, kombineret med en uklædelig sensationslyst, der har gjort hele nyhedsfladen til et spørgsmål om underholdningsværdi.
Udseendet indgår således i stigenge grad som et kriterium for værterne, skønt man egentlig slet ikke behøver at se en nyhedsoplæser .
Det betyder, at intet nok så frækt og dyneløftende medie har lyst til at løfte sløret for den omfangsrige og helt åbenlyse manipulation, reklamerne dagligt demonstrerer, for vrede annoncører bryder ingen sig om. Man skal jo også leve, og hvorfor bide den hånd, der fodrer én….
Som borger i et demokratisk, markedsstyret land slås man selvfølgelig også med flertalsdiktaturets krav til glatte platheder i radioen. F.eks. har P3 for nylig besluttet at stoppe al snak og gå direkte til quizzerne og Dance-musikken, for ikke at miste sine faste lyttere til Radio Voice og Uptown.
For majoriteten af lytterne er tale åbenbart for krævende. P1 står tilbage som lyset i mørket og den eneste kanal, der ikke betragter dybde som politisk ukorrekt.
Her har man valgt at springe op og falde ned på majoritetens dårlige smag, skønt kanalen (af samme grund) er under konstante trusler om nedskæringer. Selvom gennemsnitslytteren på P1 er over tres, lytter et stigende antal unge med. Ikke så mange, selvfølgelig, som i P4s dage – hvilket i sin tid også var hovedårsagen til at det blev nedlagt og flyttet til P3 – de unge skulle jo nødigt blive hængende på P1 og blive alt for elitære.
Men sagen er, at et samfund ikke kan undvære eliter. Hvert eneste område skal have en elite, som man kan se op til, blive inspireret af og få gode råd af i sin egen udvikling.
Det er da også først og fremmest pga. vores relative elite inden for fodbold og jazz-musik, at vi har kunne skabe et internationalt ry på de felter. Men så længe selve fænomenet elite stadig virker udløsende på flertallets skyldfølelse, vil kvaliteten i samfundet fortsætte med at synke til et punkt, hvor kun få kan se forskel på mesterværket og fidusen, sådan som det desværre er sket inden for billedkunst, arkitektur og musik over det meste af verden.
Uden en inspirerende elite vil ungdommen have svært ved at finde deres rollemodeller, og tyr i stedet til filmens og popmusikkens hjernedøde helte, for de er da i det mindste dygtige til at slås og vrikke med røven. Udadtil har kampen mod eliten været præget af et forståeligt ønske om ligeværdighed og retfærdighed. På mange måder vil der også altid være en fare for, at en elite kan komme til at dominere for meget i kraft af sin overlegenhed, præcis som det er tilfældet med den økonomiske og “underholdende” elite i dag.
Selv ikke Janteloven kan dog i længden stoppe almindelig nysgerrighed og videbegær (der jo er grundlaget for dannelsen af en elite), og en dag indser politikerne formodentlig, at landet faktisk kan tjene penge på at holde sanserne åbne hos befolkningen. For skønt et samfund kan skades af en for dominerende elite, skades det dog mere af ingen elite.