– af Martin Spang Olsen
stuntman, forfatter og foredragsholder

(Artikel i Politiken, 4/3-04, overskrift ændret til:
”Husmoderen og ’den unge pige’ kan redde børnefamilien”)

Det moderne samfund har i bedste mening skruet sig ned i nogle onde mønstre, hvor den frihed, man søgte, ofte er endt i en ny form for ufrihed. Velfærdssamfundet, der oprindelig var tænkte som et tilbud, er i dag blevet tvang. Uden konstant vækst, bryder velfærden nemlig sammen. Vi har vænnet os til et højt materielt højt niveau, og reklamerne sørger for at vi opretholder det. Den vestlige verden er låst fast i en vækst, som selv den mest sparsommelige familie kommer til at deltage i, frivilligt eller ufrivilligt. At få en kernefamilie til at bestå kan derfor blive en af de sværeste opgaver, man bliver stillet overfor i sit liv. Storfamilien har vel rundt regnet et par millioner år på bagen – kernefamilien omkring halvtreds.

I storfamilien hjalp man hinanden, i kernefamilien gør man alting selv. Ikke en gang et enkelt tyende er der plads til. Resultatet er, at et moderne forældre i dag udfører arbejde, som man tidligere var mange om at dele. Til gengæld er idealet, at de to forældre deles om alt og laver præcis lige meget af hver ting. Skulle det knibe med børnepasningen, er der dog hjælp at hente i form af den institutionaliserede pædagog – der af mystiske årsager altid er en kvinde. Her er det åbenbart i orden, at kvinderne tager sig af børnene, bare det ikke foregår i hjemmet. At børneinstitutionerne efterhånden er kommet til at erstatte samværet med forældrene, var nok heller ikke tiltænkt. At være husmor er ikke længere noget fag, det er et skældsord. Selve det at opdrage er på vej ud. Nu hedder det at inddrage, til trods for at netop dette at drage (løfte) en person op er noget af det smukkeste, man kan gøre for et andet menneske. Inddragelse siger til gengæld intet om samværets kvalitet, blot at man er sammen, og det er jo netop det, der er galt med moderne institutioner.

Vi lever i et mandssamfund uden mænd. Mændene sidder stadig på magtens top, men de mandlige dyder har de måttet lære sig selv. Drenge vokser op med mandlige forbilleder fra film- og computerverdnens voldsorgier, hvor begreber som ansvarlighed og omsorg for familien vist nok ikke fylder meget. Deres fædre, min generation, har heller ikke megen erfaring at give ud af. Som tresser-dreng er man opdraget til at udføre et hvilket som helst kvindejob uden at lade det såre sin stolthed. Det er hos de mest velopdragne af os blevet en refleks at tage halvdelen af husarbejdet og derefter gøre alt det, som kvinderne ikke kan – eller gider at sætte sig ind i. Er der tid tilbage, kan man så gøre sine egne ting, såsom at tjene penge til familien – og vi skal oven i købet smile samtidig!

Det kunne alt sammen også være i orden, hvis bare det ikke var så svært at nå det hele. Hvis ikke man skal trække sig helt ud af samfundet, er døgnet i kernefamilien for kort. Det har aldrig før været overladt til to personer at få både hjem, barn og karriere til at passe sammen uden hjælp udefra – ikke en gang i u-landene. Af praktiske grunde ender mange familier derfor med det beskæmmende knæfald for traditionerne, der lader moderen tage teten med børnene, mens de er små – hvilket ret beset også er det mest logiske. Problemet i vore dage er bare, at kvinderne ikke har lært at passe hverken hus eller barn, for det jo gået af mode for længe siden.

Kernefamilien har ikke kunnet tage over, hvor storfamilien og tyendet slap. Først og fremmest mangler kernefamilien realitetssans. Og tillad mig samtidig at slå et slag for det så forkætrede tyende (Den Unge Pige i Huset): Princippet er et Columbus-æg. Hun (m/k) får gratis kost og logi, hvilket alligevel ville udgøre størstedelen af hendes indtjening. Derudover får hun lommepenge, der svarer til det, der ville blive tilovers, hvis hun var på arbejdsmarkedet. Forældrene, der i mange tilfælde alligevel har et tomt værelse et sted i huset, kunne på den måde få en daglig, og meget billig, håndsrækning og de unge et sted at bo – begge dele mangelvarer i dagens Danmark. Pigen (m/k) betaler naturligvis ikke skat at sine lommepenge og kost og logi, men det kunne der måske dispenseres fra – ligesom med karlene på gårdene i sin tid? Alt i alt ville samfundet spare millioner på børneinstitutioner, og børnene ville få en person at knytte sig til, som altid var den samme – og samtidig have forældrene inden for rækkevidde.

Men desværre er Den Unge Pige i Huset håbløst umoderne. Helt moderne er derimod au-pair’en – til trods for, at det er det samme. Forskellen er tilsyneladende, at mens man er ung pige i Danmark, er man au-pair i et andet land – gerne et fjernt, eksotisk land som USA. Og det er åbenbart også i orden – bare det ikke foregår i Danmark. I stedet for det officielle sorte arbejde, et tyende kunne udføre, har vi i dag en uofficiel underskov af rengørings- og bartenderjobs, som hverken gavner de unges udvikling eller aflaster familierne. Alternativet til storfamilien og/eller tyendet kender vi allerede godt: Generationer af unge, der vokser op på intuitioner, hvor man ikke kan give dem den berøring, intimitet og fortrolighed, som en positiv udvikling kræver.

Alle er enige om, at der bør gøres noget, men spørgsmålet er, om vi er klar til noget så ydmygende som at lære af historien.. Eller også står vi rent faktisk ved et skæringspunkt nu. Frustrationerne vokser, mens fertiliteten går ned. Afmægtige bryder familierne sammen én efter én. Måske skal de mandlige og kvindelige dyder genopdages og opdateres, måske skal vi lære af andre kulturers måde at lave familie på. Der tænkes en masse gode tanker i øjeblikket – bare nu ikke børnene ryger ud med badevandet, som det plejer.

© MSO-03