af Martin Spang Olsen, cand. mag. og polyhistor

Som det allerede har været bemærket i nærværende avis, er det i år 200 år siden, Danmark gik bankerot.  Forud havde været en række besværlige år med nedbrændinger og militære massakrer af København, og året efter, 1814, mistede vi Norge, som Danmark havde været forenet med siden 1397.  Ud af den krise opstod mærkelig nok en række af de ting, vi er så stolte af i dag – herunder folkeskolen, andelsbevægelsen, parlamentarismen, socialvæsnet, m.m. – og frem for alt blomstrede kunstlivet op med hidtil uset kraft.

Krisen affødte en Guldalder, der funklede i 50 år, og som stadig i dag kan vække inspiration og beundring.  Hvordan gjorde man?

Man gik såmænd efter den antikke forening af det smukke og det gavnlige.  Man prioriterede det sublime, især inden for kunst, filosofi og videnskab.  Man prioriterede følelsen over tanken, hjertet over hjernen (interessant nok ophørte Guldalderen året efter grundlovens tilblivelse.  Forhåbentlig skal vi ikke lægge for meget i dét…). 

Ganske vist har vi i dag alle de strukturelle goder, som blev grundlagt den gang, men ville nogen finde på at kalde nutiden for en Guldalder?  Prioriterer vi i dag med hjertet, og går vi efter det sublime?  Nej, desværre.  Vi prioriterer bredde frem for dybde, kvantitet frem for kvalitet, og fremfor alt lader vi markedet bestemme:  Jo større publikum, des større succes, siger vi.

Et resultatet af den altomfattende markedsføring og manipulation har været en omfattende teenagefisering på globalt plan;  alle skal ligne og opføre sig som teenagere.  Selv på de fjerneste strande på de mest øde øer dundrer MTV fra storskærmene.  Stilhed er blevet en truet art, og musikken det tæppe af støj, der skal forhindrer, at vi nogensinde hører os selv. 

Går man et skridt dybere kan teenagefiseringen ses om et aspekt af en generel udvikling i retning af mere underholdning og tidsfordriv:  se mig, jeg danser, jeg er superfed, glem verden, dans med mig! 

Den glatte underholdning er ledestjernen på enhver TV- og radiokanal, og ethvert budskab må tilpasses kravet om bred underholdningsværdi.  På de kommercielle kanaler tjener underholdningen primært som publikumsmagnet til reklameblokkene, som er mediehusets egentlige kunder.  Lyttere og seere er de brægende får, der får møllen til at køre.

Går man endnu et skridt dybere, kan underholdningssamfundet ses som et aspekt af en generel ulyst til at mærke sig selv og forbinde sig til sin oprindelige natur.  Det er den samme tendens, som overforbrug, overvægt, apati og alle slags misbrug udspringer af.  Selv det populære vækstparadigme er vel et udslag af den sult, der aldrig lader sig stille:  sulten efter et smertefrit, behageligt liv, der ikke forstyrres af petitesser, såsom at vi er ved at æde Jorden op.  For hver dag antager underholdningen hidtil usete højder og genererer hidtil uset profit.  

Dermed bliver underholdningen hjørnestenen i forbrugersamfundet, fordi afstumpede og bedøvede sanser altid kalder på mere underholdning.  Derfor falder vi for reklamernes sirenesang – som vel i sig selv vel er tidens højest prioriterede kulturprodukt (en reklamefilm på 30 sekunder kan let koste det samme som en dansk spillefilm).

Imens henligger de transcendente og fordybende sider af kulturen som uudnyttede ressourcer, klare til brug med alt, hvad der følger med af sundhed, livskvalitet, sammenhængskraft, indlæringsevne, nydelse og kærlighed.  Kort sagt det, vi løber med tungen ud af halsen efter, men som findes lige ved hånden.  Vejen derhen er simpel, og den er samtidig vejen til en ny Gulalder: 

Giv plads for det gode og det smukke, lad fordybelsen få plads igen!  Fordybelse som vejen til intuition, fornuft, kunst og videnskab.  Kun hvis man prioriterer eftertanke over underholdning, får man et bæredygtigt samfund. 

Det er her, kunstnerne kan komme os til hjælp.  De rigtige kunstnere, som markedet, selvfedmen og dovenskaben ikke har fået tag i.  De findes, og de skal støves af og frem i lyset.  Kunst er den hurtigste og mest indlysende vej til fordybelse – både for den udøvende og for publikum.

Det var Kunsten, der tegnede den græske antik, renæssancen og Guldalderen, og det var samarbejdet mellem videnskab, filosofi og kunst, der skabte de tanker, som politikerne siden kunne føre ud i livet.  Fordybende, sublim, sandhedssøgende kunst.  Den kan skam sagtens være underholdende – det er bare ikke det primære formål.

Spørgsmålet er, hvor længe et samfund kan basere sig på tom underholdning, før det begynder at implodere.  Eller står vi muligvis midt i implosionen? Kulturlivet stråler ganske vist i alle retninger og koster masser af penge, men ligesom mange andre steder i samfundet dominerer de tomme kalorier, det hurtige fix, den vandede vits.  Der er inspiration af hente i fortiden, men de børn, der er skyllet ud med badevandet, kan ikke hentes op igen.  Derimod kan vi lære af vores fejl:  De problemer, verden står overfor, kan ikke løses med de samme mindset, som skabte dem.  Vi har brug for ekstra ressourcer, og det er netop, hvad hjertet og fordybelsen er fuld af, hvis man vil overholde spillereglerne:  Aflæs naturen, træk naturen ind i kunsten, og lad fordybelsen få plads igen på alle platforme.  Så vil stilheden, den indre fred, den dybe nydelse, den rungende latter og bæredygtigheden slet ikke være til at holde væk. 

Og så kommer Guldalderen tumlende helt af sig selv.

©MSO12