af Martin Spang Olsen
renæssancemenneske

(Kronik i Politiken 11/3-04)

For få år siden ville ovenstående titel have været at betragte som en selvmodsigelse på linie med Army Intelligence. Kreativiteten hørte hjemme i kulturlivet eller fritiden, og de to ting skulle for alt i verden ikke blandes. I dag er det anderledes; for det første er arbejde og fritid ikke længere skarpt adskilt, for det andet er det ved at gå op for erhvervslivet, at det behøver kreative værktøjer for at klare sig i konkurrencen. Flere penge til forskning vil ikke i sig selv kunne forandre noget, for skal viden blive til ideer, kræves en let og flydende tilgang til idéudvikling, som kun de færreste virksomheder i dag besidder. Kreativitet er med andre ord ved at forvandle sig fra blød til hård værdi for erhvervslivet, hvilket blandt andet har ført til, at ord som innovation, igangsætteri og entrepreneurship (der alle er affødt af kreativitet) har fundet nåde i det glatte management-sprog. Men er det virkelig den anarkistiske kreative kraft, der nu bruser gennem virksomhederne, eller er er det, vi ser, blot et desperat forsøg på at malke penge ud af et begreb, der endnu ikke er gearet til at fungere uden for de traditionelle kunstneriske cirkler? Både ja og nej. Erhvervslivet har åbnet sig, og det lader faktisk til, at det bliver udvikling af den markedsrettede kreativitet (og den deraf følgende idéudvikling), der bliver ledestjernen for danske virksomheder i en tid, hvor næsten alt andet laves bedre og billigere i udlandet. Efter en del år i skammekrogen, er begrebet kreativitet nu altså kommet til at repræsentere selve nøglen til den forandring, der kan redde det danske erhvervsliv fra at drukne. Den samme udvikling vil vi formodentlig finde i folkeskolen om nogle år. Her er man traditionelt så langt bagefter, at først når resten af samfundet har ændret sig dramatisk, følger man modstræbende med. At grundskolen også kan skabe fremtidens samfund, lader endnu ikke til at være gået op for Undervisningsministeriet. Men det er en anden historie.

Implementeringen af kreativitet i erhvervslivet er nu heller ikke gået helt glat. I først omgang har der vist sig fire store udfordringer: Uddannelserne, angsten for det ny, formidlerne og følsomheden. Lad os begynde med det første: Uddannelserne. Kreativitet er som sagt ikke noget, man tilegner sig i skolen (uanset, hvad mange tror), og da slet ikke på handelsskolerne. Her har man begrænset sig til at undervise i resultaterne af kreativitet (såsom innovation, igangsætteri og entrepreneurship), mens selve det at udvikle en idé kræver en forståelse af sanser og følelser, som traditionelt ligger uden for handelsskolernes ekspertise. Skal kreativitet indføres i erhvervslivet, vil der blive tale om en ændring af den traditionelle vanetænkning i uddannelserne. Først og fremmest er det nødt til at blive klart for enhver, at kreative værktøjer er en uomgængelig nødvendighed i en globaliseret verden. Og dér er vi ikke helt endnu.

Dernæst er der angsten for det ny. Netop fordi virksomhederne i dag er blevet større, tempoet højere og fremtiden mere uvis, nærer de fleste virksomheden en forståelig utryghed ved alt for kreative medarbejdere. For hvem ved, hvad en frisat kreativitet kan føre med sig? Vil de bedste medarbejdere rejse sig og forlade arbejdspladsen, når den finder ud af, at arbejdet ikke rummer tilstrækkelige udfoldelsesmuligheder for en spirende kreativ sjæl? Eller vil fokusset blive flyttet fra resultat til proces – ligesom i skolen? Vil der så blive nogen tilbage til at udføre det kedelige? Hvilken virksomhed tør åbne en Pandoras æske af uforløste forventninger og behov?

Og så der formidlerne af kreativiteten. Forståelsen af de kreative mulig erheder er i forvejen vanskelig at overføre til en moderne virksomhed. Indtil videre er kreativitet kun blevet undervist seriøst på kunstskolerne, og her er begrebet tæt knyttet til teknikker og udtryk, der ikke har praktisk relevans på en virksomhed. Der har været gjort gode forsøg, men indtil videre mangler det fælles sprog, der kan gøre den skabende proces umiddelbart tilgængelig, også uden for de kunstneriske cirkler. Derfor gemmer de kreative formidlere sig stadig bag PowerPoint’ens smagløse grafik, i tryg afstand til det det jakkeklædte publikum, og forsøger at skabe orden og fornuft i den kreative handlekraft – hvilket er umuligt. Her hjælper hverken peptalk eller slides, for kreativitet er hverken ”ordentlig” eller logisk, den er anarkistisk og fuldkommen individuel. Den tilegnes gennem kroppen og sanserne og kun i mindre grad gennem hovedet. Kreativiteten skal derfor erkendes mere end den skal forstås. Formidlere af kreativitet er derfor uvægerligt nødt til at være det, de taler om, nemlig kreative. Det er i den forbindelse ikke nok, at de har startet den ene eller anden succesfulde virksomhed eller har undervist en masse. De må nødvendigvis kende kreativitetens grundprincipper på deres egen krop og kunne overskue både de ”bløde” og ”hårde” sider af det kreative landskab – alt det, man hverken kan tænke eller læse sig til. Kreativitet hører ganske vist hjemme i kunstverdenen, men der findes også en mere universel side af kreativiteten. Det er den, der optræner den enkeltes intuition og evne til at navigere og handle under pres og foranderlighed. I en stadig voldsommere globalisering kan den udgøre netop dén samlende energi, der kan redde en virksomhed – også, og navnlig, når formålet ikke er det sublime produkt, men blot en almindelig arbejdsproces. I yderste konsekvens er livet en lang kreativ rejse, hvor man i høj grad skaber sekunderne, som de forløber. Kan man indfange energien i øjeblikket og tænke og handle kreativt, er det virkelig muligt at trylle med tilværelsen. Men mindre kan naturligvis gøre det, og der findes også en form for systematik i kreativiteten. Man kan næsten tale om en kreativitetens ABC, for selvfølgelig kan fænomenet systematiseres, blot ikke i gængs matematisk-logisk forstand. Hvilket bringer os ind på den fjerde udfordring:

Følsomheden. I kreative processer kommer følelsen ofte kommer langt før tanken. Derfor styrker følelsesmæssigt arbejde kreativiteten bedre end nok så mange tankeprocesser. Vi kan i nogen grad opstille skemaer for kreativt arbejde, men skal det virke i praksis, kommer man ikke uden om følelserne. I århundreder har industrien forsøgt at undgå følelsesmæssigt engagement fra medarbejderne. I industrien skulle man ikke føle, man skulle producere. Kreativitet har derfor været anset for en blød værdi, som man muligvis ikke kunne snige sig helt udenom, men som i højeste grad skulle kontrolleres. Havde man i tide tilladt den enkelte medarbejder at tænke selvstændigt kreativt, kunne man sandsynligvis have undgået en del af den krig mellem arbejdsgivere og –tagere, der har præget de sidste 150 år. For hvad angår kreativitet, trækker hele virksomheden på samme hammel: Den selvstændige, kreative medarbejder skaber bedre produkter, arbejder mere effektivt og har færre sygedage end den traditionelle lønslave. Hvis arbejdsgiverne i tidens løb havde kunnet opfatte og påskønne medarbejdernes kreative ressourcer, kunne virksomhederne måske på et langt tidligere tidspunkt have udviklet sig til fælles projekter, på linie med et orkester eller en teatertrup, hvor man respekterer de forskellige funktioner, der alle bidrager til helheden. Lønslaven, der blot er en slags dyr maskine, er heldigvis på vej ud af billedet. I første omgang til ulandene, indtil udviklingen også dér en dag overflødiggør det ukreative og monotone arbejde, som i alt for mange år har gjort arbejde til et nødvendigt onde over hele jorden. Indtil da skal vi i god tid gøre os klar til den enorme omstillingsproces, vi endnu kun har set begyndelsen af: Det frisatte menneske i arbejdslivet – måske den største revolution i menneskets historie. Vi har en enestående chance nu for at lade arbejde, livskvalitet og personlig udvikling mødes, hvis vi vel og mærke tør lade kreativiteten være drivkraften i stedet for den traditionelle stokke- og gulerodsmetode.

Der findes ikke et menneske, der ikke inderst inde ønsker at bidrage med positiv kreativ handlekraft, men finder kreativiteten ikke positive veje, er der stor risiko for, at den bliver (selv)destruktiv. Det er nemlig ikke kreativiteten, vi standser ved ikke at give den plads, det er kreativitetens positive udtryk. Ondskab og undertrykkelse kan være utroligt opfindsom, selvom kreativitet som naturkraft er konstruktiv i sit væsen. Hærværk, graffiti og andre former for kriminalitet bliver sådan set skabt af en kreativ drift, der blot ikke er frisat som konstruktiv kraft. Der ligger store potentialer gemt overalt i samfundet, hvis blot man kunne anerkende kreativitet som en drift, der kræver en form for dannelse for at virke positivt. Her kunne man ønske sig visionære politikere og erhvervsfolk. Det burde på nuværende tidspunkt være indlysende for de fleste, at den seriøse kreativitet er et af de mest lukrative områder at investere i, hvad enten man vil spare eller tjene penge. Og uanset hvilken ende af det politiske spektrum, man taler ud fra.

Men indtil videre har den politiske interesse været koncentreret om udvikling af ideer, da det tilsyneladende er det område, der lettest lader sig omsætte til eksport. Men selv hér tales der meget lidt om, hvordan man får en idé. Det at udvikle en idé og bringe den til handling er et håndværk. Og det kan læres – navnlig hvis man bliver bevidst om, hvad der sker, inden en idé bliver til. Det er dette inden, der er så vigtigt for en fritflydende kreativitet. At blive bevidst om, hvordan ideer skabes og udvikles i os, er med til at styrke den kreative proces. På den måde vil man i en tidlig fase blive opmærksom på hvor i processen, man er mindre stærk – længe før, der er tale om et egentlig produkt.. Groft sagt vil enhver idés kreative vej fra følelse til produkt altid beskrive en bestemt rute, og det er de små justeringer i de første faser, der skaber den afgørende forskel i det endelige udtryk – ligesom en skytte, der med få millimeters ændring af sit sigte rammer langt ved siden af målet. Derudover skal idéudvikling løbende holdes ved lige, da det ikke nødvendigvis er en evne, der arbejder af sig selv. Teknik og kunnen er først vigtigt i slutfasen – og selv her er det mindre vigtigt end at kunne udvikle en god idé og give den afsæt. Vi behøver med andre ord ikke at lære at synge og male og danse, osv. for at kunne tænke og handle kreativt. Det skader ikke, men det gavner heller ikke stort, med mindre man samtidig bliver bevidst om, hvad der kommer før et udtryk. Det kan lyde abstrakt, men det kan som sagt læres som alt andet. Desuden er der en tidsfaktor. De bedste produkter er blevet til med samme lethed og hastighed hele vejen igennem. Det er altså både dybden og letheden, der afgør kvaliteten af en idés vej til manifestation. En idés vej fra følelse til produkt ligner næsten ligner en orgasmes vej til klimaks – eller undfangelsen og fødslen af et barn – men det burde ikke overraske nogen: Vi er bygget til at være konstant kreative, det er måske det mest grundliggende ved at være menneske. Og skabelsen af børn er og bliver den ultimative kreative handling. Kreativiteten er universel, og den arbejder hele tiden og på alle niveauer. Styres en virksomhed da af universelle love? Ja, hvis der er tale om en sund virksomhed. Men produktet behøver ikke at være håndgribeligt – eller sundt for den sags skyld. Men hvad med alle dem, der ikke skal få ideerne? Dem skal der vel også være plads til? Ja, det er netop et af budskaberne: Kreativitet er hverken forbeholdt de kloge eller talentfulde. Kreativitet afdækker ganske vist talent og kan gøre de kloge klogere, men der findes ikke en funktion, der ikke gavnes af en kreativ tilgang. For nogen er kreativitet at kunne overskue dagen, bidrage positivt til arbejdsmiljøet og holde orden på skrivebordet. Det vigtige er, at man er i stand til at se muligheder og mønstre i arbejdsdagen samt bevare evnen til ubesværet improvisation – og at man også bliver påskønnet for det af virksomheden.

Sammenholdende kan man sige, at hvis det bliver fornuftigt formidlet, er kreativitet i erhvervslivet ubetinget en fordel – en win/win tilstand. Den frisatte og selvstændige kreativitet vil nemlig altid finde positive udtryk i form af færre sygedage og mere arbejdsglæde og effektivitet. Men som sagt er kreativitet ikke noget, man lærer ved at læse om det. Tilegnelsen foregår gennem kroppen og sanserne, og udvikler sig kun gennem erfaring. Den kræver åbenhed, mod og villighed – ligesom det meste andet af værdi her i livet. Og den udveksles i samspil med andre mennesker, for kreativitet er i højeste grad kommunikation, der kræver afsendere og modtagere – hvad enten de er kunder eller medarbejdere. Først når alle dele af en virksomhed kan tænke og arbejde kreativt, får resultatet den kompleksitet og tyngde, der kan afsætte de synlige spor på bundlinien. Først da bliver en blød værdi til den hårde valuta, den har potentiale til. Men forinden er kreativiteten nødt til at blive forstået som en naturkraft. En kraft, vi hverken kan eller bør undvære, for den kan give os næsten hvad som helst, hvis vi lærer den at kende

© MSO-04