af Martin Spang Olsen
Forfatter og stuntman (bl.a.)

(Artikel i Mama juni 2004, overskrift ændret til:
”Flere klatretræer, tak” )

Børn i dag har fået rettigheder, medbestemmelse og indflydelse. Næsten alle er ønskebørn, og kun de færreste kommer til verden ved et uheld. Det går altså egentlig meget godt, kunne man synes. Men hvorfor er samfundet så blevet så børne-uvenligt de senere år? Er det et særligt dansk fænomen, at man i velfærdstider gør omgivelserne grimme og børnefjendske? Så vidt jeg kan se af de seneste på hundrede år, har krisetiderne skabt alle parkerne, teatrene og kunstmuseerne, mens velmagtsdagene har stået for rædselsfuldt byggeri af dårlig kvalitet, som lynhurtigt er blevet til slum. I samme ånd er der blevet bygget torve og pladser, golde og forblæste, hvor ikke en gang en behagelig bænk er stringent nok for de moderigtige arkitekter.

I takt med at flisebelægningen og stringensen har overtaget byerne, er børnene blevet jaget væk – ind i lejlighederne og institutionerne, hvor man kan holde øje med dem give dem relevante øvelser, der kan udvikle deres fantasi. Beklageligvis er der dog ingen der kan udvikle et barns fantasi så godt, som det selv. Et lille vandhul eller et klatretræ kan spare mange skolepsykologer og sagsbehandlere senere i livet, men spørgsmålet er, om samfundet overhovedet har lyst til at få sunde selvstændige børn – for hvad skal man så stille op med alle behandlerne og psykologerne, som vores børneuvenlighed har givet kronede dage? Er der egentligt noget mere trygt end status quo? Hvad skulle politiet lave, den dag vi holder op med producere kriminelle? Eller lægerne, hvis vi holder op med at blive syge?

Med børn er det jo i virkeligheden umådeligt enkelt: Giver man dem mulighed for at mærke sig selv og udvikle deres sanser, kræves kun minimal opdragelse og motivation, for videbegæret og fantasien vil sprudle, og de vil lytte og lære i rivende hast. Den viden er ikke ny, men den kræver pudsigt nok en større og større omlægning af samfundet for at komme til sin ret. For stik mod, hvad man skulle forvente, indrettes alt i dag efter de voksnes smag og behov.

I dag orker man ikke at komme med så meget som en advarsel, inden man i primetime sender de mest uhyggelige voldsfilm. Advarsler betyder færre seere og desuden en masse besvær. Og hvis der er noget, vi ikke gider i dag, er det besvær. Et samfund indrettet efter de voksnes magelighed kan naturligvis ikke undvære voldsfilm i fjernsynet. Det ville da være alt for umageligt, hvis man selv skulle anskaffe sig filmene på video og se dem, når børnene sov. Pyha!

Det samme gælder trafikken: Her er børn et nødvendigt onde, hvad enten de cykler, går eller kravler. I Sverige indså man for mange år siden, at ”hårde” og ”bløde” trafikanter skal mødes så lidt som muligt, og følgelig bliver cyklister og fodgængere sendt over eller under bilerne, når de skal krydse hinanden. I Danmark bliver den slags anset for unødvendigt besværligt. Det samme gælder stole og borde, bestik, trappetrin og toiletter. Alt i voksenstørrelse, så børn ustandselig må have hjælp for at foretage de mest dagligdags handlinger.

Lydniveau og musikstil er også indrettet til de voksne – selv de traditionelle børnesange skal poppes op, så de passer til voksne ører. I kioskerne serverer man spisesedler med dagens bloddryppende nyheder garneret med pornoblade, der stadig er i synshøjde for ethvert barn. Hertil kommer naturligvis skolen, hvor man med møje og besvær har fjernet så meget krop og musik, at børn i dag har ca. halvdelen af de sang- og gymnastiktimer, man havde i 1800-tallets skole.

Har børn overhovedet et eneste frirum tilbage, hvor deres sanser ikke invaderes eller ignoreres? Tilbage står samværet med forældrene, som børn i dag ser mindre til end nogensinde før, hvilket næppe heller kan kaldes et fremskridt. Ovenstående er observationer, som alle kan gå ud og gøre sig. Hvorfor er der så ikke flere, der råber op? Er der ingen, der undrer sig over, hvad meningen er? Er det en omhyggeligt planlagt mission, der skal teste, hvor hurtigt og effektivt vi kan udvikle en afstumpet og glædesløs ungdom? – og samtidig bryste os af at være mere børnevenlige end nogensinde? Dobbeltmoralsk er det i hvert fald, og dybt nedslående, når man i dag har alle midler til at skabe sunde og harmoniske børn. Forudsætningen er imidlertid, at de voksne slækker på mageligheden og indretter samfundet lidt mere efter børnenes behov. Bare en gang imellem.

Ja, undskyld, jeg ville egentlig have skrevet en pudsig lille klumme om min etårige søn og hans sjove vane med at putte vores kreditkort i vaskemaskinen. Jeg ved ikke, hvad der gik galt… Måske er det tid at lade pudsighederne vige for noget handling? Der er i hvert fald nok at tage fat på.

Kærlig hilsen

Martin

© MSO –04