af Martin Spang Olsen
(Artikel i bladet Skolebørn, -98)

Hvor længe skal vi acceptere den danske generthed over for alt, der har med sanselighed, kreativitet, følelser og spontant udtryk at gøre?

“Hvorfor går man egentlig i skole”?. Det lyder som et banalt spørgsmål, men faktisk hører man sjældent om de tre vigtigste grunde, nemlig:

1. Investeringen.
Samfundet tjener penge på at uddanne os (til det, som samfundet har brug for). Tilfældigvis er det ofte sammenfaldende med det, vi selv ønsker af samfundet, nemlig muligheder for at begå os og tjene penge, men hvad med de indlysende tilfælde, hvor vi hellere vil lære nogle andre ting? F.eks. noget om os selv, og hvilke evner og talenter, vi eventuelt kunne besidde, og hvordan de frigøres og bliver kreative, så de kan gavne os selv og verden bedst. Eller om hvordan vi kan genfinde videbegæret og overkomme stress, destruktivitet og modløshed, hvilket tydeligvis ikke sker i den nuværende skole.

2. Pasningen.
Forældrene vil gerne vide, hvor deres små poder befinder sig, mens de selv arbejder, hygger sig eller realiserer sig selv. Og kan dette kombineres med indlæring af lidt sund fornuft, er det hele jo godt. Skulle det imidlertid ikke kunne lade sig gøre at forene de to ting er pasningsmuligheden på skolen stadig det vigtigste, da børnene ellers måtte efterlades på en anden institution, hvor de måske i endnu højere grad ville spilde tiden. Man kan nemlig ikke, som før i tiden, blot tro på, at børnene kan underholde sig selv. Personligt mener jeg, alle skolefag kan tilegnes på et par år, og jeg ville i øvrigt ønske, at forældre i almindelighed var ærligere mht.. nødvendigheden af pasningen som et af skolens hovedformål.

3. Ensretningen.
Den ensretning, som folkeskolen tilstræber, har til formål, at børn skal have lige muligheder til videregående uddannelser, samt mulighed for at skifte skole undervejs. Det er faktisk ikke muligt at modtage støtte fra staten, hvis man som skole ikke overholder den af undervisningsministeriet udstukne undervisningsplan. Men under disse gode intentioner ligger også en erkendelse af, at et demokrati, der giver alle samme muligheder for at ændre samfundet, er nødt til at tilstræbe en vis ensretning, for at for mange individualister ikke skal ødelægge det hele (navnlig da hvis samfundet også bygger på markedsøkonomi). Så længe kongen bestemmer, kan folk synes, hvad de vil, men skal de selv bestemme, bliver man nødt til at gøre dem nogenlunde ens fra starten. Derfor al denne systematisering og centralisering, der desværre også producerer et antal tabere, der ikke forstår at tilpasse sig flertalvældets tarv. Skolen er kun en brik i det spil, resten klarer tv og reklamerne. Ens skal vi nok blive til sidst!

Sanser på skemaet
Efter min mening udgør de omtalte tre grunde (samfundsinvesteringen, pasningen og ensretningen) i sidste ende en forhindring for samfundets videre udvikling, eftersom det netop er den personlige udvikling og de kreative færdigheder, der kommer til at skille fårene fra bukkene i fremtidens samfund.

Vi er vel allesammen klar over, at man kun kan lære ved hjælp af sanserne, og at man kun kan udtrykke sig ved hjælp af følelserne, og alligevel nægter man stædigt at indlægge nogen som helst effektiv træning af sanser og følelser i skoleskemaet. Stædig og hårdnakket forbliver de såkaldt kreative fag en art fritidssysler, til trods for at netop kreativiteten er den mest efterspurgte færdighed i dag (prøv blot at betragte avisernes stillingsannoncer). I Sverige begyndte man at reformere skolen for otte år siden, vi skal først til det nu. Den “ny” folkeskolelov, der ikke en gang er ført ud i livet endnu, er allerede håbløst forældet. Hvor længe skal vi acceptere den danske generthed over for alt, der har med sanselighed, kreativitet, følelser og spontant udtryk at gøre? Med få midler kunne man lave grundlæggende positive forandringer, men den officielle sløvhed på dette punkt står ikke tilbage for sundhedssystemets angst for alt “det alternative”, der virker så nydt og farligt – til trods for at de fleste af disse såkaldte alternative retninger er flere tusind år gamle (akupunktur, urtemedicin, zoneterapi, etc.). Det samme kunne man sige om sanse- og følelsestræningen; det er faktisk noget nyt, at sanser og følelser ikke automatisk trænes i dagligdagen eller i forbindelse med tilegnelsen af diverse håndværk. Modsat hvad de fleste tror, er vi i dag på mange måder mindre kropslige, sanselige og selvstændige end vi nogensinde har været.

Sang, dans og slagsmål
Mit eget alternativ til denne redelighed bygger på en koncentreret kreativ/kropslig/følelsesmæssig træning, der skal skabe forudsætningerne for at en indlæring overhovedet kan finde sted. Jeg har valgt udøvelsen af sang, dans og slagsmål, som grundlæggende discipliner, da de højst sandsynligt er de ældste kreative udtryk, der findes. De dækker både mandlige og kvindelige udtryksformer og træner hele personligheden på en gang. Man kunne også tænke sig andre indfaldsvinkler, blot sanser og følelser trænes optimalt hele tiden. Kun på den måde vil man udvikle børn, der handler selvstændigt, spontant kreativt i alle situationer, og som kender deres inderste potentiale. Husk på, at den institutionaliserede skole som vi kender den er ny, og ikke nødvendigvis den eneste rigtige. Måske snarere den eneste forkerte….

© Martin Spang Olsen 1998