af Martin Spang Olsen,
forfatter, foredragsholder og leder af Center for Kreativ Handlekraft

Bragt i Jyllandsposten d. 20/11-05. Overskrift ændret til “Udnyt Potentialet”

Talenterne ligger i dvale i Danmark, og det koster penge – på to måder endda: For det første fordi deres rige potentialer ikke udnyttes, for det andet fordi uudnyttet talent kan give personlige problemer, der i yderste konsekvens kan udvikle sig destruktivt (nogle af de mest indædte forbrydere er højt begavede).
Men hvad skal man så stille op med talenterne? Bortset fra det helt indlysende (at give dem udfordringer der, hvor interessen peger hen), er talenter ofte generelt nysgerrige mennesker, der skal stimuleres på mange forskellige områder for at få sulten stillet. Og gerne områder, der generelt udvikler deres hjerne.

Jeg var i al beskedenhed et talentfuldt barn. Den gang vidste man ikke rigtigt, hvad man skulle stille op med mig, men efterhånden fik jeg stykket en hverdag sammen, hvor min fysiske, kreative og boglige umættelighed kunne tilfredsstilles. Da jeg begyndte at undervise selv, stødte jeg ofte på talenter i svøb, som ret let kunne udvikles ved en blanding af kreative og fysiske øvelser. Ofte skal der nemlig ikke ret meget til for at frigøre en masse intelligens.
Hvis talenterne ikke skal ende som omvandrende ordbøger, er det nødvendigt med en kreativ udvikling ved siden af den boglige. Det er kreativiteten, der gør intelligensen brugbar i praksis, fordi man her lærer at sætte udtryk på de mange indtryk, som den talentfulde har tilegnet sig.

Kreativitet er hjernens mest avancerede funktion. Under intens kreativitet arbejder alle dele af hjernen sammen. Kreativitet er da også selve grundlaget for vores udvikling som mennesker og årsagen til, at vi har kunnet forbedre vores levevilkår siden stenalderen. Hverken intelligens eller faglighed gør nogen forskel i sig selv.

I den forbindelse er det vigtigt at hæfte sig ved, at kreativitet (og dermed de kreative fag) kan opdeles i to funktioner: Den ene er praktisk og skaber for at løse problemer – man kunne kalde den for teknisk kreativitet. Den anden er nysgerrig og legende og skaber for at undersøge livet selv – man kunne kalde den for kunstnerisk kreativitet.
Allerede i antikken vidste man, at der findes de to former for skabertrang (”den udregnende” og ”den følende”), og det interessante er, at de blev anset for lige vigtige. Der er først, da man opfinder skolen, at kreativiteten bliver trukket ud af de matematiske og naturvidenskabelige fag. Der er absolut intet belæg for at henvise kreativiteten til musik- og billedkunsttimerne – det er bare det letteste sted at undervise i kreativitet, fordi de fag ikke kan eksistere uden. Men alle videnskaber har brug for kreativitet – forskning er næsten umulig uden (hvor langt mon Einstein ville været nået uden sine kreative færdigheder?)

Kreativt arbejde er desuden den hurtigste vej til optræning af sanserne. Indlæring foregår som bekendt gennem sanserne og kun gennem sanserne. Forbedrede sanser er derfor vejen til bedre indlæring.
Sanserne kan trænes på mange måder, men uden tvivl hurtigst gennem kreativt arbejde, for her udfordres de hele tiden. Sanserne er nemlig ikke begrænset til de fysiske sanser. Man bliver ikke bedre til at høre ved at høre en masse, man bliver bare træt i ørerne. Hvis man skal lære at bruge sine sanser bedre (og det skal talenterne), skal man lære at opfatte mønstre og strukturer på en anden og mere kompleks måde, end de traditionelle skolefag giver mulighed for. Og her er det bl.a. vigtigt at inddrage kroppen.

Målet er naturligvis, at kreativiteten og den fysiske udfoldelse skal komme fagligheden til gode – uanset om man skal producere kunstnere eller matematikere. Kreativitet i skolen bør ikke være et ekstra frikvarter. Kreativt-kropslige teknikker er mindst lige så vanskelige som de boglige, men først og fremmest supplerer de to verdner hinanden og skaber harmoniske samfundsborgere. Selvom målet er faglighed, er midlet det altså ikke nødvendigvis.

©MSO 12. november 2005