af Martin Spang Olsen
(Artikel i Tobaksskaderådets pjece, ”Det starter vel et sted” udgivet forår 1999).
Da jeg fyldte tolv, foretog jeg et valg: Jeg valgte at blive vred – på hele verden, som jeg ikke havde haft store tanker om siden min seksogtyve timer lange fødsel, hvor jeg ombestemte flere gange mig undervejs. Men tag ikke fejl, jeg blev et meget glad barn – og først og fremest, syntes jeg selv, et meget nemt barn. Jeg gjorde altid hvad jeg blev rådet til, og det har jeg aldrig fortrudt, for jeg fik gode råd.
Men altså, da jeg fyldte tolv, havde jeg fået nok, og blev med ét en ung, vred mand. Det kom sig besynderligt nok af, at jeg opdagede naturen – eller rettere (for sådan føltes det) naturen opdagede mig!
Indtil da havde mine forældre og andre følsomme sjæle poetisk himlet op om denne eller hin solnedgang og det helt særlige lys over Gudhjem, og jeg var aldrig helt med. Jo, jo, skov og strand, finfin, men sådan at falde helt i svime…. Pludselig gik det op for mig, at naturen og alt det andet smukke var i hastig forandring, og dag for dag forsvandt en ny bid og erstattedes af et eller andet hæsligt, en tendens der med stolthed er fortsat til i dag, hvorfor jeg stadig med stolthed er lidt vred.
Efterhånden forstod jeg, at alt det, som hånligt blev kaldt naturromantik, og skyet af alle, rent faktisk var det, som jeg ønskede mig – bare i endnu højere grad og hele tiden. Det føltes som om, jeg var blevet narret til at blive født i en helt forkert verden.
Jeg begyndte at få fantasier om fantastiske landskaber med indsøer og laguner, hvor havet altid var stille og duftende, og kæmpestore dyr fløj hen over os. Her var fabelagtigt smukt, og væsner af alle slags dansede i skumringstimen.
Den slags fantasier passede ikke godt med halvfjerdsernes socialrealisme, og til sidst måtte jeg flytte klasse, fordi jeg var blevet en stigende belastning for de andre, der hellere ville tale om popstjerner, fester og rygning. Selv min lærer blev bekymret over, at jeg ikke fulgte strømmen og troede på, at kvindekamp var klassekamp, og man kan ikke standse fremskridtet, og moderne arkitektur er da virkelig flot, og alt nyt er godt.
Jeg syntes, de var nogle lallende fjolser.
Min ny klasse havde fået at vide, at jeg flyttede klasse, fordi jeg blev drillet, og havde følgelig stor omsorg for mig. Det tog dog noget tid, før jeg kunne følge med, for jeg var blevet flyttet en klasse op, viste det sig.
Imens begyndte jeg at cykle ture i skoven og tale med træerne, som altid var med på en lille sludder. Træer er virkelig svære at få et konkret svar ud af, så mange gange stod jeg bare helt op ad dem og prøvede at blive til et træ selv.
Den gang skulle man være vred på direktørerne og politikerne. At verden var ved at blive temmelig grim og usund og ens over det hele, blev ikke anset for vigtigt.
Så forsøgte jeg noget nyt: Jeg blev fanatiker! En fanatiker med vilde øjne. Næsten fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at spise slik og gøre usunde ting. Alle, jeg kendte, inkl. min familie, spiste utroligt meget slik, så endnu en gang vakte jeg bekymring hos alle. Hvorfor kunne jeg ikke bare være som andre teenagere, få bumser, høre høj musik og være urimelig? Det var noget lettere at være fanatiker end at være vred hele tiden, for nu kunne jeg lave mit eget smukke og sunde univers, og dermed forsøge at glemme, hvor forfærdelig jeg syntes verden var.
Gymnasiet blev en travl tid; det er svært at være både vred, fanatiker og samtidig lave sine lektier. Mens jeg gik i gymnasiet dyrkede jeg til klassisk guitar, klaver, korsang, atletik, aikido, vægttræning, tegnede og malede, skrev digte og talte med træerne. Folk syntes, jeg var underlig, hvilket jeg helt sikkert også var.
Der var nu efterhånden andre, der mente, at verden var blevet et trist sted, og min generation fik straks skylden for ikke allerede at have gjort oprør og lavet det hele om. Vi blev kaldt “nå-generationen”. Frækt, ikke?
I stedet for at gøre oprør, var jeg blevet stuntman og havde oprettet et galleri, hvor jeg (selvfølgelig mest) udstillede mine egne malerier. Jeg ville også gerne blive komponist, så min onkel, der i sin tid havde rådet (eller beordret) mig at spille klassisk guitar, beordrede mig nu at læse musik på universitetet, og det gjorde jeg så. Det var også et godt råd.
Jeg forsøgte at være meget diplomatisk i det daglige. Jeg tævede aldrig nogen, ikke en gang min bror, selvom han ved Gud fortjente det af og til. I stedet begyndte jeg at synge opera og spille teater.
Min omgangskreds var, ligesom jeg selv, begyndt at undre sig over, at jeg lavede så mange forskellige ting på en gang, og var ved at blive permanent rastløs og distræt. Hvad mere var, jeg havde svigtet mit kald: Ved at foretage mig al muligt, der krævede så meget opmærksomhed, at jeg ikke kunne være vred samtidig, undgik jeg vreden, og det forsvinder den altså ikke af. Følgelig begyndte jeg et nyt projekt: Jeg ville finde ind til alle de følelser, der måske ligesom vreden, ikke blev udtrykt, og som jeg slet ikke var klar over, jeg havde. Jeg stoppede med universitet i nogle år, og til omverdenens stigende bekymring brugte jeg resten af tyverne på at finde frem til disse følelser og metoder til at udtrykke dem. Det blev et lidt omfattende arbejde, men ikke uden en vis underholdningsværdi.
Efterhånden fandt jeg ud af, at når man er vred, er man ikke nødvendigvis vred over noget bestemt, men det er alligevel vigtigt at lytte til, hvad vreden (og de andre følelser) har at sige. Man behøver jo ikke rette sig efter det.
Sådan set er vreden lidt ligesom en gravhund, giver du dig tid til at tale lidt med den, klappe den hovedet og gå en tur med den en gang i mellem, har du en ven for livet, men lukker du den inde og beder den holde sin fordømte kæft, udvikler den sig til en bjæffende satan, som bider dine bøger i stykker.
I dag er jeg ikke længere fanatiker, men ind i mellem finder jeg vreden frem igen. Ikke den tilbageholdte surmulen, men en voldsom kraft, der farer ud i horisonten og skaber forvandling. Vreden er blevet til livsenergi.
Her skal du få noget af min vrede at se. Helt ucensureret vil jeg lade den tale, så du kan se, at vi er blevet fine venner nu, selvom jeg ikke altid er helt enig med dens lidt firkantede måde at se tingene på. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, den skulle offentliggøres, men måske kan du genkende noget af din egen vrede?
Vreden taler:
“Hvorfor fanden er her så grimt alle vegne? Hvor man end befinder sig, får man noget grimt, støjende, ulækkert eller ildelugtende kastet i nakken. Er det det I kalder modernisering? Farvel til de smukke omgivelser med natur, skønhed og stilhed, og goddag til hurtig transport, moderigtigt tøj, køleskabe og modne jordbær året rundt. Glimrende bytte! Er denne forvandling udtryk for, hvordan I synes tingene skal se ud?
Alverdens byer ligner Düsseldorff, og lige meget hvilken bjergtop man bestiger, står der allerede en tysker, der bliver mindst lige så irriteret ved synet som man selv. Til trods for verdens kulturelle forskelligheder enes alle alligevel om beton, MTV, Coca Cola og baseballkasketter. Det, der tæller, er ikke hvem, der har det bedste produkt at sælge, men hvem der kan råbe højst og lave det største reklameskilt. Udbred markedet og sænk kvaliteten! Fremtidens arkæologer vil få meget svært ved at finde hoved og hale i denne tid, hvor alt, de skulle have undersøgt, har været lavet så dårligt, at det er rådnet op og forduftet. De vil more sig kosteligt over, at vi selv kaldte denne tid for informationsalderen, når alle vores informationer blev gemt på video og diskette, der bliver ødelagt efter ganske få år. Det eneste, der bliver tilbage at studere, er en masse radioaktivt affald, som de nok skal få deres hyr med.
Hvor stopper det? Det forlorne og dårligt kopierede har overtaget vores hverdag, der skulle have været fyldt med ægte sanseoplevelser.
Bliver sanserne ikke ignoreret (med fast food), bliver de sløvet (med stimulanser) eller udsat for chok (med voldsfilm og nyhedsformidling) eller blot irriteret (med grimme huse, støj, stank og alt muligt andet)
Frit valg har vi stadig på helt ligegyldige områder, mens den virkelige frihed, friheden til at vælge sit eget univers, sin egen sansepåvirkning er forsvundet. Prøver man at undgå denne konstante sanseforstyrring, opdager man, at selv på de mest stille pletter i landet bliver man forfulgt af støj, grimhed, lugtgener og ødelagte landskaber – alt sammen helt i overensstemmelse med en langsigtet plan, om at skaffe os alle dén højere livskvalitet, der nu kan aflæses i selvmordsprocenten. Til alle jer, der har kæmpet så intenst for at opnå netop denne virkelighed: Hjerteligt tillykke!
Det er desværre en ond cirkel: Når omgivelserne forgrimmes, forgrimmes kunsten og alle andre standarder, hvorved det falder os naturligt at forgrimme omgivelserne endnu mere, og så videre. Kunst, der før i tiden havde noget med ordet “at kunne” at gøre, betyder nu hver en prut, en selvudnævnt “kunstner” kan slå, og kultur, der før betød “noget forfinet og fremelsket” betyder nu blot alt, hvad vi sådan går og gør. Efter at sport ganske ubesværet er gledet ind som både kunst og kultur, venter mode og madlavning på sidelinien. Hvad bliver det næste? Måske frisører eller flymekanikere, hvem ved. Alle vil hedde kunstnere og alle vil være en del af kulturlivet. Kunst er i dag forstået som alt, hvad nogen som helst synes er kunst, og kultur alt, hvad nogen som helst går og gør. Kan man bebrejde dem, der foretrækker at afstå fra denne forvirrede og trend-dominerede debat, og hellere vil læse BT og sysle med kolonihaven til lyden af P3 og en enkelt lille øl? (Ja, det kan man selvfølgelig, men det er en anden historie).
Det ville være glædeligt, hvis kunstnerne og arkitekterne, der er så opsat på at “gøre oprør” ville gøre lidt oprør mod sig selv en gang imellem. Det siges, at danske arkitektur er af høj kvalitet, så det må stå skralt til ude i verden. Indbyrdes tildeler arkitekterne i hvert fald stadig hinanden priser og smiler overbærende af begrevet som skønhed, anvendelighed og holdbarhed. Deres værker skal vi så til gengæld trækkes med i langt højere grad end billedkunstnernes, mens de skutter sig selv og deres dårlige samvittighed i restaurerede bondehuse, der vil stå mange år efter, deres egne Babelstårne er braset sammen.
Hvad er det med denne lige linie, der er så ufatteligt fascinerende for arkitekterne? Lige linier findes ikke i naturen, selvom dette århundrede har gjort sit yderste for at fremelske det. Giv os dog noget at kigge på i stedet for at kalde alle former for udsmykning for stilforvirring! Idéerne gået tabt til fordel for industriel masseproduktion, der kaldes funktionel og moderne stringens, til trods for at tidligere tiders huse var indlysende mere funktionelle.
Det hele repræsenterer en flugt – en flugt fra det tomme hul, som vi fylder med alt mulig pop, junk, slik, støj, lige linier og tomme koncepter, for ikke at mærke ubehaget af vore egne fortrængte følelser . Vågner danske helte ikke snart? Lad dog verden se, at I ikke er bange for skønheden, kærligheden, stilheden, eftertanken og alt det andet, der følger med, når man begynder at lytte. Vågn op, eller jeg bliver rigtigt, alvorligt vred!!!!”
Tja, sådan kan det lyde, når en vrede får lov at tale ud. Der er jo ingen, der kan lide at blive afbrudt, vel?
Martin Spang Olsen 1998
Martin Spang Olsen
er stuntman, forfatter, sanger og skuespiller.
Privatuddannet i kampteknik, stunt, stagefight, sang, dans, guitar, klaver, komposition samt diverse massageformer.
Uddannet i musikvidenskab på Kbh. Universitet og RHBNC i England.
Grundlægger af Stuntskolen, MSO Stunt Team, Dansk Stunt Union samt konceptet Den Ny Skole (sang, dans og slagsmål til brug i folkeskolen).