1. Indledning…………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 2
2. Personlig historie………………………………………………………………………………………………………………………………….. 2
3. sanser og følelsers betydning……………………………………………………………………………………………………………… 3
4. Bevar renheden…………………………………………………………………………………………………………………………………….. 4
5. Et øjebliksbillede af en truet ungdom……………………………………………………………………………………………….. 6
6. Irrationelle følelser……………………………………………………………………………………………………………………………….. 6
7. ikke-konfrontation……………………………………………………………………………………………………………………………….. 6

III.                Sang, dans og slagsmål (SDS)…………………………………………………………………………………………………………….. 6

1. personlig udvikling – et pædagogisk alternativ………………………………………………………………………………. 6
2. Kreativt potentiale……………………………………………………………………………………………………………………………….. 8
3. Nye skoler…………………………………………………………………………………………………………………………………………… 10
4. Uddannelse af voksne……………………………………………………………………………………………………………………….. 11
5. OUE – Operation Udadvendt Energi……………………………………………………………………………………………… 13
6. Indledning…………………………………………………………………………………………………………………………………………… 13
7. Historie………………………………………………………………………………………………………………………………………………… 16
8. Pilotprojekt………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 18
9. Organisation……………………………………………………………………………………………………………………………………….. 20
10. Opdæmmet energi…………………………………………………………………………………………………………………………….. 20
11. Udfoldelse og udtryk………………………………………………………………………………………………………………………… 20
12. Afrunding……………………………………………………………………………………………………………………………………………. 26
13. Følelsernes interaktion………………………………………………………………………………………………………………………. 26

”Det er nogens skyld” – træning af unges sanser og følelser

I.             Indledning

A.   Personlig historie

Jeg kommer af en meget kreativ familie.  Fra min broder og jeg blev født, har det været naturligt for os at udtrykke os kreativt.  Skolen, vi gik på, lagde også vægt på kreative udfoldelser, så det var med noget undren, jeg siden konstaterede, at folk i almindelighed anser kreativitet for en fritidsbeskæftigelse på line med kroket og rejser til Costa Brava.

At kreativiteten i virkeligheden er vores eneste råstof, lader så småt til at være gået op for politikerne, der muligvis også hårdt presset kan se, at kreativitet i virkeligheden er det eneste, samfundet tjener penge på, men derfra og så til at forsøge at udvikle kreative evner hos unge, er vist stadig et stykke vej.

1.     Kunstnerisk læringstradition

Nuvel, kreativitet fører nødvendigvis til kunst, hvis det udfoldes på tilstrækkeligt højt niveau, og det var da også de kunstneriske udfoldelser, der reddede mig fra at blive vanvittig i en tidlig alder.  Jeg er nemlig født med en stor og utæmmelig energi, nok til otte mand, mindst.  Som meget lille indså jeg, at den ikke kunne trættes som sådan, men måtte kanaliseres over i udfoldelser, der hele tiden kunne træne den og bringe den nye veje.  Den kunstneriske læringstradition har altid været mesterlæren (og vel og mærke med virkelige mestre, inden de gik af mode).  Alle, der har prøvet at blive undervist at en mester, ved, at det er den hurtigste og sjoveste måde at lære på.  At man har forladt mesterlæreprincippet i det moderne skolesystem kan kun tilskrives ønsket om ensretning af eleverne (kaldet ”skoling i demokrati”), samt muligvis dårligt uddannede lærerne.   Den klassiske kunsttræning har desuden den fordel, at det som pædagogisk system er utroligt gennemprøvet i retning af at nå et sublimt resultat (men hvem ønsker vores børn skal blive sublime?)

2.     Træning af den udadvendte energi

Gennem årene fortsatte jeg med at studere kunstneriske stilretninger, der kunne målrette min påtrængende og til tider meget nervøse udadvendte energi.  Gennem årene berørte jeg således alle kunstneriske stilretninger, og uddannede mig i en del af dem.  Det er navnlig ud fra de klassiske kunstretninger (musik, sang, dans, skuespil, digtning, kamptræning, maleri, etc.), at jeg i de senere år har forsøgt at ekstrahere almenmenneskelige principper om kommunikation, nærvær, udtryk, frasering, medfølelse[i], etc.  I det følgende vil jeg komme ind på nogle af disse princippers virkning som redskaber til sansetræning, og som udfoldelse af opdæmmet energi skabt af fortrængte følelser.

3.     Angsten for eliten, frygten for taberne

Desværre har mit arbejde med at udbrede teorierne om følelsernes betydning for indlæringen indtil videre været noget begrænset af beslutningstagernes åbenlyse frygt for at øge de unges indlæringsevne så meget, at man i realiteten med tiden ville skabe en åndelig elite.  Frygten for at skabe en elite lader i nogen grad til at overgå frygten for at producere tabere – i hvert fald har vi vænnet os til tanken om, at vi producerer tabere.  Så kan vi også siden føle os som gode mennesker ved at bruge en masse penge på at hjælpe dem – gerne mange flere end det ville have kostet på et tidligt tidspunkt at forhindre dem i at blive tabere.

Rent faktisk går det ikke ud over de bageste, at der også er udfordringer for de forreste, tværtimod; det er under alle omstændigheder de forreste, dem med lettest adgang til deres kreative potentiale, der skal skabe et bedre samfund for os alle.  At betale politisk aflad på et sygt samfund ved at bruge tiden og pengene på at mildne ubehaget hos de tabere, samfundet selv har fremelsket, kan meget let komme til at fjerne opmærksomheden fra en egentlig problemløsning.  Jo bedre skrællemænd, vi har, des mindre vil vi interessere os for ikke at svine.  Eller rettere:  Sand retfærdighed består i at behandle alle forskelligt – nemlig i overensstemmelse med deres individuelle behov[ii].

B.    sanser og følelsers betydning

1.     Indlæring og videbegær

I disse tider er instinkter ikke noget, man skal regne for meget med.  I dag må nybagte mødre læse sig til det, som deres medfødte yngelplejeinstinkt kunne fortælle dem, hvis de kunne mærke det.  På mange virker det mere naturligt at opdrage husdyr end børn.

Ligesådan er børns medfødte videbegær ikke længere den egentlige drivkraft i skolegangen, som snarere søges motiveret af en evig remse om, at man må uddannes for at kunne klare sig og blive lykkelig (læs:  Betale sin skat). 

Ved at genvinde kontakten til sanser og følelser, at det imidlertid muligt ikke blot at sætte indlæringsevnen kraftigt i vejret, men også blive i stand til at skabe sig det liv, man dybest set ønsker.

2.     Følelsernes fysiske struktur

Et af mine udgangspunkter for denne vores virkelige kreative evne er tesen om følelsernes elektromagnetiske struktur, som sætter os i stand til at drage nytte af den elektriske interaktion, vores følelser under alle omstændigheder udøver med vores miljø.  Tesen om følelsernes evne til magnetisk interaktion er selve det manglende led mellem psykologi og fysik, det manglende led som indtil videre har gjort alle teorier på området ufuldstændige, inklusive teorierne om følelsernes intelligens.  Kort fortalt taler jeg for en opfattelse af følelserne, hvor følelser opfattes som en af naturens grundsvingninger, en elektromagnetisk svingning, der klinger igennem hele universet – måske selve udgangspunktet for stof, altså alt andet end lys.  Stof består som bekendt af svingning, og i vores tilfælde skaber vores personlige følelser stof i form af vores krop. 

Vores krop er altså til enhver tid skabt af vores følelser.  Følelsernes evne til at vibrere i deres naturlige frekvens bliver således den virkelige forudsætning for en vital og fleksibel krop; og omvendt, er vibrationen i følelserne mindre ufri, bliver kroppen omgående påvirket i negativ retning.  Kroppen er således vores følelser, samtidig med at kroppen er følelsernes legeplads, dens udtryksplatform. 

Det er derfor lidt af en omvej at forsøge at løse følelsesmæssige problemer gennem tale, og uden bevægelse, for det kræver en udviklet evne til abstraktion, som i hvert fald ikke falder børn naturlig.  Følelser udtrykkes derimod let og behageligt ved hjælp af kroppen, og de følelsesmæssige svingninger forstærkes, hvis man til føjer lydudtryk.  Følelsernes elektromagnetiske vibration skaber desuden et elektrisk felt omkring os, der indgår i en interaktion med vores miljø.  På den måde kan vi altså være med til at skabe vores miljø og de oplevelser, det giver os. 

Følelsernes elektromagnetiske felt interagerer nemlig med alle andre væsners følelser, og kan således ikke isoleres til et enkelt væsen.  Sociale berøringsflader af enhver art vil således være summen af de tilstedeværendes følelsers til enhver tid.  Det er et temmeligt indviklet fysisk fænomen, som jeg kun berører her, fordi de fortrængte følelser, som jeg kommer ind på senere, også er en del af vores elektriske felt, og således delvist vil påvirke vores sociale relationer[iii].

C.   Bevar renheden

1.     Lyst som retning

Lysten driver værket, siger vi, og af og til kunne vi måske ønske os, at lysten fik lov at drive værket lidt mere.  Lysten driver dog værket under alle omstændigheder, det er bare ikke altid til at mærke, hvor sammensat fænomenet lyst er.  Grunden til, at vi tilsyneladende foretager os ting, vi ikke umiddelbart har lyst til, er, at lysten tager udgangspunkt i den samlede mængde følelser, også dem, vi ikke vil være ved, de fortrængte.  Dermed drager lysten os magnetisk mod ting, vi på overfladen ikke har lyst til – i hvert fald bevidst lyst til.  Det kan skabe en gentagelse af uhensigtsmæssige mønstre, som i længden kan få destruktive udtryk af forskellige art – foruden det irriterende ved, at man tilsyneladende løber ind i de samme problemer hele tiden. 

Arbejdet med at finde ind til den virkelige lyst kræver derfor nødvendigvis en bevidstgørelse af vort følelsesmæssige potentiale (dvs. alle vores følelser overhovedet), samt en tillid til, at lysten kan trænes op til højere grad at afspejle vores behov. 

Målet er naturligvis, at lysten skal drive værket, men ikke samtidig fastholde os i onde cirkler af misbrug og destruktivitet, der ikke blot gør os lette at manipulere med, men også gør det næsten umuligt for os at føre drømmene ud i livet.

2.     Kriminalitet

Lader man ikke følelsernes naturlige kreativitet blomstre, og skaber man ikke de rette rammer for udfoldelse af også de fortrængte følelser, vil den konstruktive kreativitet blive vendt til et destruktivt udtryk.  Man kan nemlig sagtens være destruktivt kreativ – det er faktisk det mest normale.  Men ofte er den selvdestruktive adfærd næsten usynlig i form af skyldfølelse, selvbebrejdelser, småmisbrug, spiseforstyrrelser, etc. 

Bliver vores medfødte behov for spontan følelsesmæssig udfoldelse ikke tilfredsstillet, kan det desuden give en dragen mod den spænding og udfordring, som et kriminelle miljø byder på.  Her taler jeg om et behov, der er forbavsende enkelt at tilfredsstille, og som ganske gnidningsfrit har fundet afløb hos naturfolk til alle tider, nemlig behovet for afvekslende, spændende, følelsesmæssigt engagerede oplevelser – helst i naturen. 

Da det imidlertid stadig er temmeligt uerkendt som behov betragtet, vil de negative reaktionsmønstre, som det uopfyldte behov fremkalder, fremdeles komme bag på beslutningstagerne.  Ud skal den tilbageholdte energi nok komme, om så det bliver i form af flyvende flasker, knive og støvlesnuder, og det er netop det fænomen, denne artikel handler om:  Måder at gøre destruktiv kreativitet konstruktiv.

Som det ser ud nu, er børn og unges forbilleder de brutale frontfigurer fra actionfilmene og computerspillenes verden af selvtægt og hævntørst.  Kun sjældent bliver de lovlydige, initiativrige og begavede unge, som der heldigvis er flere og flere af, brugt som inspiration – og kun sjældent får denne gruppe som helhed et skulderklap.

II.           Et øjebliksbillede af en truet ungdom

A.   Irrationelle følelser

Ungdommen sidder på nåle i disse år.  Den er vel hverken værre eller bedre end den altid har været, men det konstante stress-niveau, den lever under[iv], bringer følelser, der under roligere omstændigheder kunne holders skjult, op til overfladen.  Det resulterer i en adfærd, der i visse tilfælde bliver meget udadreagerende og uforståelig, også for de unge selv.  Til trods for den voksende (!) gruppe af veltilpassede unge, vokser kløften mellem dem, der kan tage ansvar for eget liv, og dem, der overhovedet ikke kan.  Der er opstået en kedelig logik hos visse dele af ungdommen, at problemer altid er nogens skyld, og som sådan også skal løses af nogen (andre).  Kriminaliteten er ikke stigende, men volden er, navnlig den meningsløse ”lyn-fra-en-klar-himmel”vold.

B.    ikke-konfrontation

I arbejdet med udfoldelse af de irrationelle følelser, der er årsagen til de uhensigtsmæssige handlingsmønstre, er det imidlertid en god tommelfingerregel, at næsten enhver form for udadvendt konfrontation med andre mennesker, der ikke har den fornødne indsigt eller træning, er en dårlig idé.  I værste fald kan det skade arbejdet med at forlade de negative handlingsmønstre.  Et problem med irrationel vrede forsvinder med andre ord ikke, selv om en tilsyneladende provokatør har fået nogle tæv.  Tværtimod. 

Vi bliver nødt til at tage tyren ved hornene og forklare de unge, at de irrationelle følelser netop er irrationelle og dermed ikke har (eller skal tillægges) en årsag.  De skal føles, udfoldes, bevidstgøres, lettes, men ikke gives en årsag, og slet ikke en spontan årsag, som det ofte sker i forbindelse med voldelige episoder.  Budskaber er altså ikke:  ”Bid vreden i dig”, men derimod:  ”Kom, lad os slås under nogle sikre former!  Jeg respekterer din vrede, men ikke nødvendigvis din fortolkning af den”.

III.        Sang, dans og slagsmål (SDS)

A.   personlig udvikling – et pædagogisk alternativ

1.     Der, hvor det gør ondt

I mange har jeg forsøgt at plædere for, at dannelse er vigtigere end uddannelse, forstået som, at den personlige formning, eller udvikling i forhold til samfundet, er vigtigere end selve indlæringen.  Det pudsige er, at de fleste giver mig ret, også politikerne.  Men det endnu mere pudsige er, at de tror, dannelse og personlig udvikling er noget, der kommer flyvende af sig selv, bare man lærer at læse og skrive i skolen.  Det er naturligvis noget indlysende sludder; hvis man skal udvikle sig personligt, må man nødvendigvis gå steder hen i sin bevidsthed, hvor man ikke allerede har været – hvilket i det store hele vil sige, steder, man ikke har lyst til at befinde sig.  Der hvor det gør ondt.

Det er ikke fordi udvikling partout skal gøre ondt, men fordi en meget stor del af vores sind er fastlåst på grund af fortrængte følelser, og de tankemønstre, fortrængningerne skaber.  Disse følelser bliver vedligeholdt som fortrængte, netop fordi de føles ubehagelige (eller ligefrem livstruende). 

Heldigvis vil der hos de fleste være en stor nysgerrighed forbundet med den personlige udvikling, så mange vil naturligt søge mod at udvide sit potentiale, trods det relative ubehag, det kan medføre at konfrontere de ubehagelige følelser.  Det er en lærers fremmeste opgave at forlene eleverne med den tryghed og de teknikker, der skal til for at turde bevæge sig gennem livet i en tilstand af konstant læring og udvikling – sådan som vi er beregnet til, og som vi gjorde det, før man opfandt undervisningen. 

2.     Sansetræning

Systemet Sang, Dans og Slagsmål har i skrivende stund ca. 4 år på bagen som officielt system, og var i begyndelsen næsten kun beregnet som et alternativ til den traditionelle (men historisk set ret unge) folkeskole.  Min tanke var at uddrage principper var den klassiske kunsttræning, udtrykt i en syntese af lyd, bevægelse og følelse.  Og da sang, dans og slagsmål må og skal være menneskets ældste udtryksformer, og fordi de rummer næsen alle tænkelige følelsesmæssige udtryk, var det naturligt for mig at samle dem i et integreret hele.

Systemet var i sin korthed konstrueret ud fra det formål, at eleverne først og fremmest skal lære at lære, dvs. træne sanserne op til kompleks perception og kommunikation.  Skolefag skulle således de første 6-7 år henvises til hjemmet, eller til nød til SFOen.

Det viste sig at være en lidt for stor kamel for de fleste, til trods for hvor gode musikere og fodboldspillere, der produceres efter den slags retningslinier.

Senere har jeg blødt konceptet lidt op, og foreslået skolefagene som en del af en helhedsskole, men stadig henvist til de sidste timer på dagen (selvom jeg stadig tror, det er en ringere løsning). 

Alle kan i princippet lære et barn skolefagene, det kan endda lære sig selv dem, men kun en ekspert kan lære et barn at bruge sine sanser og udtrykke sine følelser i bevægelse og lyd.  Og kun et meget motiveret og udhvilet barn med en meget god lærer kan udvikle alle afkroge af sindet i løbet af 6-7 år.  På den tid kan man ikke en gang lære at spille ordentligt violin. 

Summa summarum, det er for mig indlysende, at det sværeste (sansetræningen) skal læres i døgnets bedste timer (om formiddagen), dernæst kan man i overensstemmelse med barnets lyst og behov fylde eftermiddagen op med musik, sport og skolefag. 

Som sagt, skolefag er lette, det er forudsætningen for at lære dem, træningen af sanserne, der er kompliceret.

B.    Kreativt potentiale

1.     Indefra og ud

Ligegyldigt hvilken branche, man tilhører, vil de fleste fortælle, at det sjove ved arbejde består i de øjeblikke, hvor de får lov at være kreative.  Men måske netop fordi det er så sjovt, mener de fleste også, at der er noget suspekt ved det.  I skolen er kreativitetsundervisningen i hvert fald stadig henvist til en kummerlig sidsteplads, og niveauet af undervisningen råber vist kun Undervisningsministeriet hurra for.

Omdrejningspunktet i Sang, Dans og Slagsmål er kreativitet.  Evnen til at skabe ud fra de givne forudsætninger, dvs. udfra det, vi dybest set indeholder til enhver tid.  Undervisningen går ud på, at formidle evnen til at komme hurtigt og let fra idé til udtryk (budskab, handling, produkt, gestalt, o.s.v.).  Og at dette udtryk afspejler personens, den skabendes, inderste lyst og behov.  Her er altså tale om et arbejde indefra og ud.  Det er SDS-læreren ansvar at hjælpe eleverne til at opdage, hvor rent og direkte vejen kan gå fra den spædeste inspiration til det færdige udtryk.  Det kræver selvsagt meget åbne og motiverede elever, men til gengæld kan alle opnå den tilstand, hvis der bare er en vis villighed til stede.  SDS kræver tid for at virke optimalt, og står således i kontrast til sin komplementære modsætning OUE (Operation Udadvendt Energi), der netop arbejder sig udefra ind (OUE vil få en selvstændig gennemgang længere nede).

2.     Bevidsthedens hensigt

For mig at se, er alt, vi foretager, og kommer ud for i det hele taget, resultatet af beslutninger taget (af os selv) på et mere eller mindre bevidst plan.  Beslutninger afspejler en hensigt – det er der ikke noget nyt i, men vores dybeste hensigter er ofte skjult for den almindelige dagligdags bevidsthed.  Gennem den integrerede sanse- og følelsestræning, kan man komme i kontakt med dybere (eller højere) lag af bevidstheden, og nå tilstande, hvor alle hensigter er bevidste og forståelige, og hvor udtrykket afspejler en syntese af lyst og behov.  Det kan lyde lidt abstrakt, for at sige det mildt, når man ikke har prøvet det, men vejen gennem sindets kringelkroge mod et renere og mere hensigtsmæssigt udtryk er både underholdende og fascinerende.  

3.     Guldet

Vores kreative potentiale er i reglen noget, vi har til gode, en ofte uerkendt mulighed. Guldet, kalder jeg et.  Guld er ikke noget værd i sig selv, først når det kan formes til smykker, reskaber, knive og gafler, kan man bruge det noget i sit liv.  I traditionel terapi ville man sige:  ”Her!  der er din bunke guld, brug den med omtanke.  Farvel!” Inden for SDS siger vi:  ”Dit guld er dernede.  Jeg har en spade, men du skal selv grave.  Og vi laver redskaber og smykker af det, samtidig med at du graver det frem”.  Det kreative/kunstneriske udtryk er uløseligt forbundet med det terapeutiske.  Processen bliver udelukkende terapeutisk, fordi alle følelser uden undtagelse bliver hevet frem i lyset – og dermed altså

også de mindre pæne.

De fleste kan lide idéen om guld, der hentes frem af ens indre, men det er næsten umuligt at forberede folk ordentlig på, hvad der venter dem på vejen ned i deres inderste.  Navnlig børn og unge må forberedes meget grundigt og kun gradvist introduceres til øvelser, der konfronterer dem med de følelsesmæssige dybder. Ellers kan de velvillige elever let forvandles til mytterister. 

SDS er en livslang proces, der tager udgangspunkt i naturkræfternes evige bevægelse.  Et træ holder jo heller ikke op med at vokse, bare fordi ”det er højt nok”.

4.     Fortrængte følelser

Tesen om de fortrængte, ubehagelige følelser har givet psykologien mange bryderier gennem tiden fra Freuds dage.  At følelser skulle være fortrængt pga. oplevelser i barndommen, støder imod det faktum, at vi mennesker har nogenlunde de samme fortrængninger, men nødvendigvis må have haft vidt forskellig opvækst.  Læser man digte og skuespil fra antikken, ser det også ud til at være de samme fortrængte følelser, der skabte de samme konflikter dengang som nu.  Jeg selv havde en fortrinlig barndom uden chok eller forulempelser, alligevel døjede jeg med alle de klassiske fortrængninger – endda i ret udtalt grad. 

Der er altså en del, der taler for, at fortrængninger ikke opstår som et resultat af individuelle oplevelser tidligt i livet – og det er da heller aldrig blevet bevist, at det overhovedet er muligt at danne en fortrængning i levende live.  Til gengæld ser det ud til, at de ubehagelige oplevelser, men kommer ud for, afspejler den følelsesmæssige sammensætning, man allerede har (hvilket er med til at sandsynliggøre min tese om, at man vha. følelsernes magnetisme indgår i en interaktion med sit miljø.  Man løber så at sige ind i de problemer, man allerede har).

Men et sted må de jo været kommet fra, disse arketypiske indkapslinger af ubehagelige følelser.  Efter min mening er det mest sandsynlige, at det er nedarvede chok, der stammer helt tilbage fra universets fødsel, men det er en længere historie.  Hovedsagen er, at de skal op i lyset og bevæges, som de er beregnet til, hvis vi vil undgå at rende ind i de samme problemer og konflikter hele tiden, og i øvrigt kun have adgang til en minimal del af vores ressourcer. 

De fortrængte følelser fastholdes vha. tankemønstre, der i den bedste mening konstant fortæller os, at det i sidste ende vil være livsfarligt at slippe de truende følelser fri.  Ingen har fortalt os, at følelser, der bevæger sig frit, faktisk ikke kan gøre fra eller til – det er kun, hvis de fastholdes med et bestemt fokus, eller fortrænges helt, at de kan være til skade for os.  Ungdommen mangler opbakning, når de forsøger sig med at bringe følelserne ud i lyset.  Det er som en dreng, der kredser om tigerens bur; skal han åbne det og risikere at blive ædt, eller skal han se tigeren smægte bort og knurrende fortsætte de usunde cirkler i buret.  

Men drengen har ret i sin tøven; det kræver viden, tryghed og særlige redskaber for at lukke fortrængte følelser ud i det fri.  Følelserne han ganske vist ikke slå én ihjel, men chokket over en ubehagelig, irrationel følelse kan momentant tage pippet så meget fra én, at man aldrig vil vove sig ind de indre bure igen.

Og redskaberne, barnet skal lære at bruge, er lyd, bevægelse og følelse integreret i alle udtryk.

C.   Nye skoler

1.     Oskarskolen i forvandling

Allerede før min bog om Sang, Dans og Slagsmål var udgivet i 1998, blev jeg kontaktet af Annelise Pfeiffer, en lærer fra min gamle skole, der spurgte, om vi skulle starte en skole sammen efter mine principper.  Det var for smigrende til at afslå, så selvom jeg på det tidspunkt endnu ikke havde uddannet lærere inden for SDS, sagde jeg ja.  Vi udarbejdede et skema, hvor formiddagen skulle bruges til SDS-fag og eftermiddagen på almindelige skolefag, dog med udgangspunkt i et arbejde i naturen.  Skolens lokaler lå pragtfuldt ud til en skov i Helsingør.  Det blev starten på Oskarskolen, der siden fejlagtigt er blevet kaldt ”Martin Spang Olsens skole”.  Det har alle dage været forkert.  Jeg havde intet med skolen at gøre, bortset fra et par møder med forældrene, og var i øvrigt stigende grad uenig i ledelsen af skolen.  I en kort periode var en af mine elever ansat på skolen, men også han trak sig til sidst.  I flere omgange fralagde jeg mig offentligt ansvaret for skolen, men selv to pressemeddelelser, en række interviews og samtlige foredrag, jeg har holdt for skolefolk, og hvor jeg har gentaget mit brud med skolen, har kunnet overbevise nogen som helst om, at Oskarskolen ikke er min skole.

Enden på historien er foreløbig blevet, at skolen nu har brudt med Annelise Pfeiffer, og er startet på en frisk.  Jeg har derfor genoptaget mit samarbejde med de resterende lærere og forældre, og to af mine tidligere elever er blevet ansat til at varetage SDS-fagene[v].  Skolen er under stor forandring, men det lader til at gå fremad hele tiden. 

Det er stadig ikke min skole, men det har jeg opgivet at få nogen til at tro på. 

2.     En SDS helhedsskole

Mit mål er stadig at lave en SDS helhedsskole, hvor den almindelige skoledag, fra kl. 9 til 14 udelukkende består af sansetræningsfag efter SDS-modellen i de første 6-7 år.  Efter kl. 14 kunne man lægge en række tilbud indtil kl. 16, i form af f.eks. musikalsk sammenspil, billedfremstilling, EDB og traditionelle skolefag, som børnene frivilligt kunne vælge imellem – på samme måde, som man allerede har lignende ”værksteder” på mange skoler. 

De fleste børn vil opleve et behov for at kunne læse undertekster, tegneserier, manualer, o.s.v. omkring 8-års alderen, og så vil læselysten melde sig (hvis ikke før).  Ligeledes vil andre skolefag gradvist blive relevante for dem i deres dagligdag.  Da indlæring af færdigheder ikke på tilfredsstillede vis kan finde sted, før der er en lærevillighed til stede, finder jeg det fortsat oplagt at koncentrere undervisningen om at udvikle børns naturlige videbegær, før man sætter ind med en tillæring af bestemte fag – der endda kan forekomme barnet unødvendige.

En SDS helhedsskole ville falde inden for lovens rammer, og Undervisningsministeriet har givet sit tilsagn om støtte i samme øjeblik, der forekommer en forældrekreds[vi] .

D.   Uddannelse af voksne

1.     Baggrund

Kort efter planlægningen af Oskarskolen stod det klart for mig, at jeg blev nødt til at bide i det sure æble og introducere en egentlig uddannelse af kommende SDS-professionelle.  Efter råd fra min kollega, Liz True, som selv havde startet lignende uddannelser, begyndte jeg i København med et 4 mdrs. daghøjskolehold.  Da daghøjskolerne begyndte at blive slagtet, gik vi over til daghold på aftenskolebasis, og nu, hvor det hele igen er blevet skåret ned, kan der ske hvad som helst i den kommende tid.  Mit håb er, at SDS bliver en egentlig SU-berettiget uddannelse – helst som en overbygning på en videregående kunst- eller pædagogikuddannelse.

Mine kolleger på det første daghøjskolehold var danselæreren Catharina Norlindh, sanglæreren, Anders Holte og stunt- og kamplæreren, David Owe.  Lærerstaben er siden blevet forøget med to uddannede elever, Munir Avn og Martin Miller.  Desuden har vi haft følgende gæstelærere tilknyttet:  Søren Lauenbjerg, Manuela Lærke og Jane Winther (sang), George Xu (kung fu), Gyda Tunyogi (Yoga, healing, etc.), Tonia Petersen (dans), Bjørn Winther (dans, bioenergi, etc.) samt Lars Storck.

2.     Undervisningen

I skrivende stund kører der fast to 3-mdrs. om året, et fra marts til juni, og et fra september til december.  Til hvert hold laves nyt skema med nye gæstelærere, og der tages store hensyn til gruppens sammensætning, når undervisningen tilrettelægges.  Til gengæld stilles også langt større krav til elevernes faglige baggrund, end da vi startede.  Om foråret underviser vi primært i kunstnerisk udtryk og performance, om efteråret primært i formidling og undervisning af SDS-principper for børn.  Mange tager mere end et modul, og en hel del har taget begge moduler to gange, for på den måde at indgå i en mesterlæreuddannelse inden for SDS.  I løbet af de fire moduler vil man langsomt blive sluset ind i undervisningssituationer, der også involverer voksne.  Tager man mere end to moduler, vil der også være mulighed for at deltage delvist vederlagsfrit, og endda undervise lønnet i visse sammenhænge. 

På begge moduler er der mulighed for praktik og opførelser af forskellig art, ligesom vi også altid har udflugter og ekskursioner som en del af undervisningen.

Undervisningen tager ubeskedent nok udgangspunkt i min bog, Sang, Dans og Slagsmål (L&R Fakta, 1998)

3.     Performance

Performancemodulet er beregnet til folk, der allerede har erfaring med kunstnerisk udtryk i forskellige sammenhænge, men ønsker at komme dybere i forhold til spontan kreativitet og fri frasering.  Tale, , digt, sang og bevægelse bliver efterhånden forbundet til en enhed, og syntesen mellem lyd, følelse og bevægelse fasttømret i alle udtryk.

Da alle afkroge af følelseslivet involveres kreativt, sker der ofte store positive forvandlinger med den enkelte på forbavsende kort tid.  Det må dog understreges, at ingen af kurserne er tænkt som terapi.

4.     Formidling

Formidlingsmodulet er beregnet til folk, der allerede har en vis erfaring med undervisning og formidling, men som ønsker en mere kropslig og følelsesmæssig tilgang til det.  På kurset arbejder vi en del med teori, skriftlige opgaver og praktik, men ellers indeholder efterårsholdet de samme grundliggende principper som forårsholdet, i retning af kropslig, lydlig og følelsesmæssig integration på alle planer.

Til begge kurser kræves et grundlæggende kendskab til sang, dans og slagsmål.

IV.        OUE – Operation Udadvendt Energi

A.   Indledning

OUE er oprindelig tænkt som en etårig festival, eller operation, beregnet til at løbe i hele 2001.  Operationen tager, som ordene siger, udgangspunkt i vores udadvendte energi.  OUE kan ses som en komplementær modsætning til SDS, idet man i OUE arbejder udefra ind (i stedet for indefra ud). 

Initiativet er primært henvendt til ”risikogruppen”, de 12-14-årige, der endnu ikke er kommet i uføre, men som måske er lidt i farezonen.  Det er i den forbindelse snarere et førstehjælpskoncept end et system til personlig udvikling, men er interessen og motivationen til stede hos eleverne, kan man straks skifte til processer, der går mere i dybden.

OUE er tænkt som et bidrag til forebyggelse af voldelige bandestrukturer, men har en positiv indflydelse på alle sociale berøringsflader, og letter desuden, ligesom SDS, adgangen til sanser og følelser.

1.     Teoretisk baggrund

Vores udadvendte energi er oprindelig en positiv, kommunikerende, beslutningsdygtig og retningsbestemmende kraft, som alle kunne have glæde af at benytte mere i det daglige, men i sin tilbageholdte, opdæmmede form kan den blive særdeles destruktiv, og i værste fald være selve det psykologiske grundlag for skabelsen af de voldelige bandestrukturer, der utvivlsomt vil udgøre et stort problem i fremtiden, hvis der ikke gøres noget radikalt nu. 

Ingen energi har godt af at blive holdt tilbage.  I sin mere selvdestruktive udgave kan tilbageholdt, udadvendt energi også være årsag til problemer som koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, motorisk uro, apati, spiseforstyrrelser og talrige andre psykosomatiske og psykosociale ”smertetilstande”.

Tilbageholdt udadvendt energi skabes af følelser, der ikke får den udfoldelse (ikke mindst kropslige), som de er beregnet til.  Det er et enkelt, men uerkendt behov hos os alle, at vores følelser skal motioneres (bevæges) lige som alt andet i os.  Politisk har man valgt at ignorere det indtil videre – måske af uvidenhed, måske af andre grunde.

Ved at starte udefra og ind gennem fortrængningernes forsvarspanser, vil man ofte opleve et let genkendeligt system af måder, hvorpå unge beskytter sig selv mod at føle noget som helst; følelserne blive så at sige lagt ud og givet en årsag uden for den unge selv.  Derfor er det vigtigt i processen indad at hjælpe de unge til at forstå, at alle former for følelsesmæssigt ubehag kan afhjælpes af dem selv, hvis de er villige til at lade følelserne vibrere gennem kroppen.

2.     Metoden

 Metoden til at ændre smertetilstandene er på kort sigt en konsekvent styrkelse af den form for udfoldelse, der erfaringsmæssigt kan lette ophobning af aggression og destruktionstrang – altså de udadvendte, kreative og kropslige udfoldelser, men i en integreret form, hvor alle dele af den udadvendte energi aktiveres samtidig.  Det kan være alt fra kropsteater, cirkus, musicals og andre dramatiske discipliner, over kamp-, -gymnastisk- og danseøvelser til mere subtile øvelser i sang, lydhørhed, strækøvelser og massage.  SDS-øvelser kan med fordel indgå, men man må ikke forvente den samme effekt af dem, som man kan i mere målrettede og motiverede sammenhænge.  Arbejde i naturen har en særligt forløsende virkning på tilbageholdt udadvendt energi.  Derfor var den oprindelig tanke også, at vi fra OUEs side skulle involvere os i alle tænkelige sammenhænge, hvor vi kunne medvirke til at skabe rammer for udfoldelse af den udadvendt energi[vii].  Øvelsernes karakter er i virkeligheden ikke så vigtig, blot man holder integrationen af lyd, bevægelse og følelse for øje (sport har f.eks. sjældent følelse; sang sjældent bevægelse; terapi sjældent lyd og bevægelse; folkeskolen hverken lyd, følelse eller bevægelse, o.s.v.).

a)     Et typisk dansk fænomen?

Problemer med den udadvendte energi kendes fra hele den vestlige verden, men på mange måder er det også et typisk dansk fænomen ikke at udtrykke sig udadvendt. 

Med alt, hvad man ellers kan sige af godt om den danske fortolkning af kristendommen og den ”borgerlige dannelse” har disse fænomener også gjort deres til, at unge i dag i stigende grad føler sig magtesløse over for det store pres, den tilbageholdte udadvendte energi skaber i dem.  Det betyder, at når energien endelig kommer til udtryk, er det ofte i form af bøvet fuldemandssnak, fodboldhysteri eller vold og skrigeri.  Pudsigt nok har englænderne lignende problemer…

b)     De indre billeder

Den udadvendte energi er kun destruktiv og aggressiv i sin fortrængte form.  I den fase er det til gengæld vigtigt ikke at afvise de destruktive indre billeder, den skaber – samtidig med at man hele tiden husker på, at det er et slags teater, der udspilles og ikke ens virkelige lyster.  Fortrængte følelser kan skabe ekstreme sadistiske eller masochistiske billeder, der mere eller mindre bevidst påvirker vores beslutninger og handlemåder.  Det er fortrængte følelser, der skaber disse billeder, ikke omvendt!

Alt for ofte er vi tilbøjelige til at forveksle de indre billeder med en ydre virkelighed. 

Fænomenet med at give indre følelser ydre årsager har skabt en tidskrævende praksis i psykologien, om at man er nødt til at kende årsagerne til de fortrængte følelser for at kunne løse dem – selvom den fremgangsmåde aldrig har bevist sin eksistensberettigelse.

Man også vende det om og antage, at den krampagtige refleks, der absolut skal give følelsestilstande en ydre årsag, kan ses som vores tankers forsøg på at skabe logik i følelserne.  Og følelser er nu en gang ikke logiske. 

Men man må ikke stoppe ved de indre billeder.  Kunsten er nemlig at få billederne til at blive til udtryk, abstrakte udtryk, der lader følelserne flyde i lyd og bevægelse, uden at nogen kommer til skade!

Her kan man f.eks. med fordel benytte sig af den sceniske kamp, stagefight, der jo netop spiller den slags voldsomme følelser igennem.   Følelser, der ellers ikke har noget forum i en moderne verden – hverken for drenge eller piger.  Her tænker jeg på følelser som vrede, had, jalousi, hævntørst, etc. (aggressoren) og afmagt, angst, panik, etc. (offeret).  Disse følelser kan i mere humoristiske udgaver kan danne rammen om en rekonstruktion af et virkeligt slagsmål – det kan lyde brutalt, men det er såmænd ikke anderledes end en Anders And- film.  Små børn skal dog aldrig udsætte for ekstreme følelser, og kampenergi forstår de ingenting af.  Indtil 8-10-årsaldren kan man tumle frem for at slås.

Stagefight som middel til løsning af tilbageholdt udadvendt energi er en dansk opfindelse, og en af ”bivirkningerne” ved aktiviteterne på Stuntskolen i de 16 år, den eksisterede.  Men der findes mange andre metoder.

Målet er, ligesom i SDS, at opnå en fri strøm fra idé til udtryk, fra lyst til handling.  På den måde bliver den voldsomme udadvendte energi en konstruktiv og lukrativ ressource for samfundet i stedet for en udgift.

3.     Tråde til fremtiden

Der er brug for forskning i de følelsesmæssige problemer, der skaber de samfundsmæssige ubalancer.  Den udbredte opfattelse er stadig en idé om, at det er samfundet, der skaber folks problemer.  Man glemmer i den diskussion altid at spørge, hvem der så har skabt samfundet.  Samfundet, udviklingen, væksten, globaliseringen, etc. er ikke levende, selvstændige og ustoppelige væsner.  det er os, fra sekund til sekund, og vi kan til hver en tid tage en beslutning om at gøre noget andet.

En kompleks, integreret indsats over for de følelsesmæssige årsager til samfundsproblemer vil kræve, at mange forskellige instanser begynder at arbejde sammen.  Og det er der for få erfaringer med i verden til trods for de milliarder, man kunne spare i alle sektorer, hvis den udadvendte energi fik mulighed for at udfolde sig optimalt.

Men ønsker vi overhovedet et samfund, hvor man kan udfolde sig, udadvendt og med lyd og bevægelse?

Hvad kunne det eventuelt være, der virker så truende, at man til syvende og sidst har foretrukket de kostbare bivirkninger ved ikke at tillade den fri, kreative udfoldelse?  – altså i modsætning til de meget kontrollerede og regelbefængte udfoldelser, der allerede er institutionaliserede her i landet.

Måske en idé om, at lykkelige mennesker er sværere at ensrette…? At lykkelige mennesker er sværere at forudsige…?

Der kan være mange grunde til, at man politisk foretrækker status quo fremfor en mere bevægelig og uforudsigelig virkelighed mere i overensstemmelse med vor natur, men ét er sikkert:  Det er tid at sadle om, hvis ikke vi skal ende med borgerkrigslignende tilstande om få år.

En samlet, bredspektret indsats vil være kompliceret (først og fremmest politisk), men de positive resultater vil melde sig i en lind strøm. 

Og det er netop den koordinerede, komplekse og integrerede indsats, der vil gøre forskellen, i forhold til de mange udmærkede aktiviteter, der allerede er i gang.

Men det kræver en bevidst stillingtagen til det moderne demokratis uvane med at fokusere på ensretning.

B.    Historie

1.     Uddannelsesmessen 2000

Idéen til OUE fik jeg efter at have siddet i et panel med politidirektøren, Hanne Bech Hansen, hvor vi, blandt andre, skulle rådgive unge om uddannelse og personlig udvikling.  Det blev til flere møder mellem hende, lederen af Det Kriminalpræventive Råd, Arne Gram og en gruppe af eksperter, som jeg samlede til lejligheden, samt mig selv.  På dette tidspunkt havde jeg ikke et konkret billede af organisation, finansiering, tidsramme, etc., hvilket skræmte etaten en del, så modstræbende satte jeg mig for at samle et netværk af folk, der gad at start et så stort og ambitiøst projekt vederlagsfrit.  Ingen vil nemlig støtte en idé.  Målet var således at lave en form for pilotprojekt inden 2001, for uden pilotprojekter og digre rapporter og evalueringer, der går det ikke.

2.     Ekspertgruppen

Ekspertgruppen, jeg havde samlet bestod, foruden mig selv af Henrik Fischer (seminarielektor, cand.pæd. psyk.), Bo Ørsnes (pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet), Sten Sjørslev (leder af Justitsministeriets Voldssekretariatet), B.S. Christiansen (seniorsergent i Jægerkorpset), Liz True (min tidligere omtalte kollega, danser, bevægelsespædagog, m.m) samt min sekretær, Solveig Garst (uddannet på første SDS-hold).  En imponerende gruppe af hjælpsomme og højtkvalificerede folk.  Så dygtige, at de aldrig havde tid til at holde møder om OUE, og så var jeg igen tilbage til square one.  Dvs. ikke helt, for gennem Bo Ørsnes’ kontakter til Undervisningsministeriets netværk har jeg siden deltaget i debatter og holdt foredrag for de netværk, der arbejder med urolige børn, og som enkeltpersoner har alle i ekspertgruppen været til stor hjælp.  Voldssekretariatet er siden blevet nedlagt og indlagt i Det Kriminalpræventive Råd, som OUE nu har et fast samarbejde med.

Bo Ørsnes og Henrik Fischer fra vores ekspertgruppe var i sin tid en del af det panel, som Helle Beknes i UM sammensatte, for at jeg kunne fremlægge min første spæde idéer om SDS.  Siden stod Henrik og Bo mig bi i en årrække i forsøget på at starte en ren SDS-skole.  Da OUE kom på banen, skrin lagde vi skoleplanerne for en tid, og siden har mange vist interesse for de mere spiselige hybridskoler, hvor SDS indgår som en del af skoledagen.  Det rene SDS-koncept er nok stadig lidt for radikalt til Andedammen.

3.     OUE i udvikling

I løbet af foråret blev OUE-idéen til en græsrodsbevægelse, hvor tidligere SDS-elever tog en tørn, og vi alle måtte sande, at selv om man har gået på universitetet, er ansøgninger stadig kun for specialister.  Anne Larsen holdt dog ved som sekratariatsleder og fundraiser, og vha. Jacob Olrik, der blev hevet ind til lejligheden som projektkoordinator, lykkedes det os virkelig at forberede et pilotprojekt på Hellig Kors Skole på Nørrebro.  Skolen blev foreslået af Nørrebro Bydelsråd, der også i mellemtiden er gået i sin mor, som så mange af disse velmenende projekter, der ikke rigtig virker i praksis.

4.     Fundraising

I løbet af sommeren lykkedes det os at få et lokale på Idé & Co, et delvist offentligt støttet kontor for alternative projekter af netop denne art, og deres ansatte fik, sammen med Jacob Olrik, til sidst banket lidt professionalisme ind i vores ubehjælpelige ansøgninger.  Havde jeg været blot en kende mindre stædig og havde jeg ikke kunnet blive ved at trække på folk som Anne og Jacob, var det hele gået i sin mor i løbet af sommeren 2000.  Det er mig endnu en gåde, at det skal være så svært at få ordentlig hjælp eller støtte til at forberede netop alt det, som de offentlige instanser forlanger, man skal gøre, før man kan få en øre i støtte.  Og i dette tilfælde drejede det sig endda om et veldædigt, non-profitabelt og virkelig nyskabende initiativ.  Havde det været filmbranchen havde vi omgående fået 70.000, – til at udvikle idéen.  Hvorfor findes den slags ikke i de offentlige fonde?

C.   Pilotprojekt

Pilotprojekter er tidens løsen, og ofte bliver det ved dem og de støvsamlende rapporter, de udløser.  I erkendelse af ordets magiske kraft satte vi os til sidst for at finde en skole, der kunne danne grundlag for nogle målbare resultater med OUE.  Gennem Nørrebro Bydelsråd, som vi på det tidspunkt samarbejdede med, fik vi kontakt med Hellig Kors Skole, der er kendt for at være en skole med åbent sind.  Vi blev vel modtaget af lærere og ledelse, og efter diverse oplæg for elever, forældre og lærere, lagde jeg i hast i oktober et skema for undervisningen.  Pilotprojekter af denne art planlægges ideelt et års tid i forvejen, og da vores første møde med skolen havde været i august, en uge inden skolestart, blev den indledende planlægning selvsagt en smule stresset – navnlig da det viste sig, at kunne en brøkdel af budgettet kunne tilvejebringes.

Det lykkedes dog at skabe så meget entusiasme for projektet, at nogle af mine gamle kolleger sprang til med kort varsel.  Selv ville jeg under ingen omstændigheder kunne være der hver dag, da min undervisning af voksne SDS’er, et SDS-børnehold og diverse eksterne workshops og foredrag allerede havde lagt beslag på efteråret. 

1.     Undervisningen

For at skabe optimale rammer for en kropslig og følelsesmæssig integration fjernede vi alle skolemøblerne og lagde kampmåtter i klasseværelset.  Vi fik desuden nogle lempelige aftaler om udvidet benyttelse af gymnastiksalen.  Vi installerede musikanlæg i klasseværelset og sørgede for, at eleverne altid havde adgang til vand og frisk frugt.  Forbavsende hurtigt vænnede eleverne sig til den sunde livsvis, og indtil Ramadanens faste indtog den sidste måned af forløbet og bragte eleverne tilbage til deres småkuldrede normal-jeg.

a)      Lærere

Lærerstaben bestod foruden mig selv af:  Munir Avn (uddannet SDSlærer), Joan Ørting (dramalærer, sexolog), Kitt Maiken Mortensen (dramalærer, delvist uddannet fra SDS), Katrine ? (sanglærer), Peter Spies (komponist, sanglærer).  Alle havde stor erfaring i at arbejde med unge, men alligevel kom målgruppen bag på os alle.  Den korte planlægningsperiode havde ikke givet eleverne den optimale gradvise tilvænning til kropslig sansetræning.  Kvalificerede lærere er ikke nok, hvis man fra starten skal tage udgangspunkt i elevernes tillid.  Efter to dages undervisning valgte Peter Spies at stå af, og i hast måtte hans timer besætters med andre lærere fra gruppen.

b)      Skema

c)     Forestilling

d)     Social udvikling

2.     Økonomi

3.     tests,

4.     dokumentarfilm, presse

5.     filminternat,

a)     kunstretninger,

b)     professionelle muligheder

6.     Evaluering

a)     Indvandrerproblemer,

(1)   aggressivitet,

(2)   ære,

(3)   mistro,

(4)   giftermål i hjemlandet,

(5)   ramadan,

D.   Organisation

1.     Legalizer,

2.     DKR,

3.     udlandet (systemeksport)

V.           Opdæmmet energi

A.   Udfoldelse og udtryk

Diskussionen om udfoldelse og udtryk kommer ofte i karambolage med vores reelle muligheder i et moderne bymiljø.  Samtidig med at vi er ved at udbrede den moderne, vestlige by til hele verden, er det nemlig ved at gå op for de fleste, at storbyens umenneskelighed ikke blot er irriterende, men også bremsende for opfyldelsen at næsten alle vore basale behov.  I forhånelsen af de ydre rammer, vi efterhånden har skabt os, er det dog vigtigt at understrege, at ydre rammer altid skabes af indre, og at et forandret samfund kun i ringe grad vil bedre et sind, der endnu ikke har taget beslutningen om den nødvendige indre forandring.  Den på mange måder tikkende bombe, samfundet i dag er blevet til, løses ikke alene gennem de ydre rammer.  Men i og med at de ydre rammer er forudsætningen for en bedre udfoldelseskultur (og dermed en mulighed for indre forandringer), kommer vi alligevel ikke uden om samfundstiltag på det helt store plan. 

1.     Ydre rammer

Den første forhindring, man mærker, når man går i gang med at undersøge, hvad spontan og følelsesmæssig integreret udfoldelse og udtryk er, er naturen.  Og hvor lidt vi har af den.

a)     Natur

Klager vi over manglen på ydre natur, må vi granske vores indre, for at se, om den indre natur er tilgængelig.  Måden vi behandler den ydre natur vil nemlig altid være en følge af vores forhold til den indre.  Arbejdet med at finde ind til de oprindelige, og meget enkle, tilgrundliggende principper, er for mange et så uoverstigeligt projekt, at det på forhånd opgives.  De naturlige tilskyndelser ignoreres, fordi konsekvensen af at følge dem vil kræve for radikale forandringer i vaner og adfærd.  Rigtigt formidlet kan enkle naturoplevleser imidlertid retablere en forbindelse til den indre kraftkilde.  ”At sætte stikket i”, kalder jeg det den proces af genfindelse og genopladning, som de kreative naturoplevelser kan give.

(1)    Den ydre natur

I den vestlige verden hersker en omvendt proportionalitet mht. vores store interesse for at bevare natur i alle verdens lande, og vers egen fuldkommen striglede og parkagtige natur.  Vi har i Danmark utroligt svært ved bare at lade tingene være og gro som det passer dem.  Og det er naturligvis et glimrende spejl på vort indre.  Heldigvis er der også tendenser i modsat retning; Åer og søer genoprettes, nye områder fredes, støjværn opsættes, etc.  Det går den rigtige vej, men afstanden, i hvilken vi stadig befinder os fra noget man kunne kalde vild natur, er nærmest komisk stor.

(2)   Den indre natur

I Danmark er den største trussel mod en fritvoksende indre natur vores generthed.  At forske i udfoldelse er en personlig sag, hvor det er vigtigt at kigge indefra og ud – ikke omvendt.  Jeg plejer at sige, at de mennesker, der ikke er generte for at se dumme ud, og være den dårligste i klassen, ofte ender med at blive de bedste, fordi de altid vil befinde sig i fora, hvor de lærer optimalt.  Når man holder op med at være den dårligste i forhold til de andre, er et som regel fordi, man burde flytte til en gruppe, hvor man igen var den dårligste – og dermed lære relativt mere.

Den indre natur kan sammenlignes med en jungle, hvor store og farlige dyr færdes side om side med små vigtige bakterier.  Alle er nødvendige for sammenhængen, men junglens liv tager voldsomt skade af for mange fordomme og idéer om, hvordan den skal indrettes.  Ydmyghed er udgangspunktet for enhver storslået forandring.

b)     Bymiljøer

I bymiljøet, som desværre er et vilkår for de fleste, kunne meget indrettes mere i overensstemmelse med vores indre natur.  Det gavner muligvis ikke betalingsbalancen i første omgang, men det kommer det til!  Vi ved fra erfaringer fra udlandet at bymidten kan lægges fuldkommen øde i løbet af nogle år, hvis man ikke gør noget radikalt for at holde fast i noget natur og menneskelighed i måden, man indretter den på.  Logik for bæltedyr, men stadig helt ubegribeligt for arkitekter og byplanlæggere.

(1)   Den aflåste gård

I København er den aflåste gård blevet symbolet på reglen om de få, der ødelægger det for de mange.  At løbe ind og ud af gårde og lege var i min barndom (og ungdom) en kærkommen mulighed for lidt afveksling i gadernes tristesse, og fra gårdene har man også mulighed for at studere ældre tiders forbilledlige arkitektur.  I endnu ældre dage var gårdene socialt samlingspunkt for alle mulige aktiviteter.  I dag er gårdene, grønne og renoverede, låst af, tillige med alle andre spændende legepladser i form af værksteder, opgange, lagerrum, etc.

(2)   Den friserede by, lys og beton

Byen er blevet friseret, ikke for at gøre den mere beboelig, men for at få den til at ligne alverdens storbyer i deres følelsesforladte stringens.  De sanseløse lige linier og perfekte cirkler indeholder ingen kommunikation, og der er ingen leg for øjet i de dødssyge klodser, der skyder op med rasende fart på de mest attraktive grunde.  Af en eller anden grund skal kontorbygninger (der trods

alt kun befolkes nogle timer om dagen) have de bedste udsigter, og af en eller anden grund skal alting oplyses selv i de mørkeste timer, hvor man bare ønsker sig lidt mørke og ro.

c)     Institutioner

Alt dette kan man måske forstå i lyset af den globaliserede kapitalisme, men hvorfor skal også institutioner og sportshaller have de samme rigide designs?  Hvorfor kan en moderne form aldrig afspejle indholdet, sådan som man kunne det, indtil omkring 1950?  Hvorfor skal et bibliotek ligne et rumskib og et museum hangar? En af OUEs kongstanker er at bidrage til at det højt besungne danske designs også kunne besynges af andre end designere.

(1)   Sportshaller, svømmehaller

I planlægningen af sportshaller overses i reglen helt indlysende muligheder for udfoldelse, der ikke en gang ville fordyre projektet synderligt.  Hvorfor har man f.eks. ikke kampmåtter, der er lette at lægge ud til et helt fladt gulv, i stedet for det upraktiske rullemåtter?  Hvorfor har man ikke saunaer og dampbad i alle sportshaller?  Hvorfor bruger man ikke de mobile malerstilladser til at lave klatrestativer for voksne, i stedet for de endimensionale klatrevægge, der ikke en gang minder om et bjerg?  Og så videre, jeg kunne blive ved….

(2)   Skoler

Mht. skoler er det en lidt større sag, eftersom skolerne desuden skal stå for en dannelse af de unge, som man ikke uden videre kan forvente skal kunne udfolde sig og lære samtidig.  Men selv uden SDS-principper kunne man på alle skoler komme langt i for af fri udfoldelse, hvis man tog nogle helt enkle forholdsregler:

(a)    Udfoldelsesrum

Jeg kunne tænke mig, at man droppede ordet gymnastiksal, for hvem laver gymnastik i dag?  I stedet kunne man kalde det for udfoldelsesrum, og indrette dem med musikanlæg, scene, klatrevægge, reb, stilladser og kampmåtter[viii] og nedspringsmåtter over hele gulvet.  I sådan et forum ville man som lærer ikke behøve at motivere eleverne til at bevæge sig, kun lære dem lidt om sikkerhed (bemærk at jeg har udeladt heste, plinte, springbrætter, trampoliner og springgrave.  Disse rekvisitter kan være udmærkede, men kræver efter min mening unødvendigt meget tid at lære at bruge forsvarligt).

(b)    skoleforestillinger

Et andet område er skoleforestillingerne, som kunne udvikles på alle leder og kanter.  Man kan arbejde med improvisation, teatersport, musikals, stagefight, fællesmeditationer, interaktivt teater af alle mulige slags.  Dramatiske discipliner har en naturlig integration af lyd, bevægelse og følelse, og er dermed oplagt som middel til sansetræning.  Der bliver forsket for lidt i sansetræningens muligheder, ikke mindst fordi lærernes bedste energi bliver brugt til opfyldelse af meningsløse læseplaner.  Læseplaner hjælper ikke børn, der ikke kan lære.

(c)    Stagefight

Stagefight er godt nok ikke noget, man kan lære på seminariet, men efterhånden er der talrige muligheder for at samle nogle tricks op hist og her.  Skal stagefight imidlertid virkelig flytte noget i børnene, skal de have mulighed for at føle, at de når nogle ydergrænser i deres sind – og det øger naturligvis faremomenterne.  Det eneste sted hvor man officielt kan lære stagefight er, udover SDS-uddannelsen, på Nordic Stagefight Societys workshops forskellige steder i Skandinavien.  Der er faste kurser sommer og vinter[ix]

2.     Indre rammer

De indre rammer, eller forudsætninger, for et frit udtryk kan anskues fra flere vinkler.  Kort fortalt kan man i det mindste opstille tre kriterier for udtryk og udfoldelse, der skal være til stede, før udtrykket kan blive frit og nå en vis dybde.  Kunst er et resultat af kvalitet og dybde i udtrykket, og for kunstudførelse gælder de samme kriterier, nemlig:

a)     Følelsesmæssigt engagement

Man tror på det, der udtrykkes, og at udtrykket skal finde sted nu og her.  Det følelsesmæssige engagement er i virkeligheden selve livsgnisten, bevægeligheden i atomerne.

b)     Historie

Man kan forme alle udtryk, selv de mindste, i fraserede helheder, således at alle udtryk bliver små historier, der indgår i større.  Ligesom sætninger indgår i afsnit, der indgår i kapitler, der indgår i bøger, der indgår i flerbindsværker, etc.

c)     Håndværk

Man mestrer selve det håndværk, der er en forudsætning for perfektion i udtrykket.  Dette skaber både en større holdbarhed (udtrykket er rigtigt skruet sammen)og en respekt for modtageren (udtrykket har en smuk finish).  Håndværk er ikke noget i sig selv, men en nødvendig bærer af en hvilket som helst udtryk.  Man skaber ikke større indhold ved at se bort fra den håndværksmæssige afrundning.

B.    Energiens lag

At evne at udtrykke følelser, før de ophobes, er forudsætningen for at ændre noget som helst i sin adfærd.  Det er enkelt, men lettere sagt end gjort.  Den tidligere omtalte forsvarsmekanisme med at tillægge ydre årsager skylden for ens egne fortrængte følelser, er hos unge i dag blevet til en vane, der siger:  ”Andre mennesker og omstændigheder har ansvaret for min tilstand.  De skal løse det, ikke jeg!” – eller måske endda:  ” De skal betale for hvad de har gjort”.  Bag denne grove generalisering gemmer sig en tendens, jeg efterhånden har mødt så tit, at jeg kun kan tale for, at man som lærer er forberedt på et godt svar, for dét er de unge!  Hvis man som lærer ikke kender til logikken omkring følelsers bevægelse i kroppen kan det være svært at argumentere for, at alle følelsesmæssige problemer kan løses af den unge selv, hvis de bare er villige til at bevæge lyd, krop og følelse på en gang.

Jeg har efterhånden konstateret et mønster i måden, unge lægger følelser i lag uden på hinanden for at beskytte den bløde og kreative kerne.  Hver af de fortrængte følelser belægges med en konklussion på netop denne følelse, og et (dårligt) forslag til, hvordan den skal løsnes.  Betragter man situationen udefra og ind vil man ofte se et mønster af ca. fem lag, nemlig aggression, sorg, skyldfølelse, angst og apati, opbygget som følger:

1.     Yderst ligger Aggression, forsvaret mod at omverdenen overhovedet kommer indenfor.  Følelsen lægges ud som omverdenens ansvar og konklusionen bliver: 

a)     ”nogen har gjort mig vred”,

b)     ”jeg er vred på nogen”,

c)     ”nogen kommer til at betale for det her”.

2.     Derefter møder man et lag af Sorg:

a)     ”nogen har gjort mig ked af det”,

b)     ”nogen er skadefro”

c)     ”jeg skal sørge for, at nogen bliver mere ked af det end jeg”.

3.     Tredie lag vil typisk være Skyldfølelse –

a)     ”det er nogens skyld det hele”,

b)     ”nogen har givet mig skylden”,

c)     ”jeg er skyldfri, alle andre er skyldige”

4.     Angst kan man møde på mange måder hos de unge.  Angst er måske vores egentlige tema, når vi taler om fortrængte følelser, men en form for angst vil man typisk møde som fjerde lag:

a)     ”nogen forsøger at gøre mig bange”,

b)     ”nogen vil mig til livs”

c)     ”jeg må gøre nogen mere bange end jeg selv er”

5.     Apati.  Summen af de stærkt destruktive fortrængninger bliver en form for afmagt, en apati, fortolket som:

a)     ”jeg er offer”,

b)     ”I kan rende mig, intet interesserer mig”,

c)     ”kun i stilstanden, den langsomme død, er jeg sikker.  Apatien er min hævn”.

Det pudsige er, at kan man hjælpe den unge videre indad, forbi apatien, kan man i fællesskab give vedkommende en oplevelse af, at det kreative potentiale ikke ligger så langt borte endda.  Denne fine kerne af fantasi, kreativt potentiale, ideer, inspiration, lyst/behov-forening, hensigt, bevidsthed, spiritualitet, lys, livsglæde, etc., er tilgængelig og uudtømmelig til hver en tid.  Det største, man kan gøre for et menneske, er at sætte det i forbindelse med sig selv.

VI.        Afrunding

A.   Følelsernes interaktion

1.     Kommunikation fra forskellige lag

Hver af de omtalte lag vil i den unge komme til at udgøre en slags tankemønster, efter hvilket de filtrerer deres indtryk og udtryk.  Da de involverede følelser tillige er magnetiske, vil de forskellige lag så at sige kalde på en respons, og dermed medvirke til at opfylde sig selv.  En magnetisk aggression, der fortæller, at nogen er i gang med at gøre én vred, vil også kalde på en aggressiv respons fra omverdenen.  Men magnetismen er også langt mere subtil end som så, og de forskellige lag af tankemønstre kommunikerer konstant og ubevidst til omgivelserne.  Derfor kan situationer meget let komme ud af kontrol, hvis f.eks. den ene persons 1a + 3c (jeg er vred på nogen + jeg er skyldfri, det er de andres skyld) hægter sig på en anden persons 5a (jeg er offer).  Sammenstød og konflikter forstærker tankemønstrenes fejlagtige konklusioner.

Ovenstående model er et forsøg på at anskueliggøre, hvordan fortrængte følelser kan danne tankemønstre, der friholder personen fra at forholde sig ansvarligt til sin egen tilstand.  Alle årsager lægges ud til omverdenen og skylden er altid nogens.  Dette er naturligvis en forsvarsreaktion, som man kan have stor forståelse for, for det det viser, hvilket følelsesmæssigt pres, de unge befinder sig i, men det betyder ikke, at vi nødvendigvis som voksne skal lade dem fremture i deres vildfarelser.

2.     Den anden vej – Kommunikation fra bevidsthed til bevidsthed

Der er meget at sige om følelser og tankemønstre, og i sandhed mere end jeg har plads til her.  Det kan ikke gentages for tit, at følelser ikke kan systematiseres; det nærmeste man kommer en systematik er en form for generelle retningslinier og principper, som kan tjene som inspiration fra andre i deres personlige forskning og formidling.  Den sande kommunikation går ikke fra følelse til følelse, ikke en gang fra sind til sind, men fra bevidsthed til bevidsthed.  Jeg anser vores bevidsthed for en universel størrelse helt på tværs af tid og rum, som kommunikerer vores dybeste behov og lyster fra en uforstilt grundsvingning i vores inderste kerne.  Det er vel det, man kalder højere bevidsthed, jeg kalder det ikke noget særligt, jeg har blot konstateret, at det er muligt at kommunikere bevidst fra bevidsthed til bevidsthed – også når det gælder klasseundervisning.  Det lyder indviklet, men er i virkeligheden ikke så forskelligt fra den kommunikation, vi har med et spædbarn, når der rigtig er forbindelse – eller når musikere i en strygekvartet ordløst spiller som ét instrument.

Som altid ender vi ved kommunikationen som det forjættede ord, og sandt er det, at alt kan løses vha. kommunikation, men vejen til den fri kommunikation er en tornet vej mod stjernerne.

Forhåbentlig byder fremtiden på et væld af metoder og teorier, der kan hjælpe vejen for fremtidens unge i stadigt mere tilspidsede tider.

[i] Desværre har der i pædagogiske kredse bredt sig en forestilling om, at medfølelse er det samme som empati (som betyder evnen til at føle, modsat apati).  Medfølelse skal imidlertid her forstås bogstaveligt som ”det at føle sammen med andre” – som at synge en andenstemme til en sang. 

[ii] Hørt på en skole:  ”hvorfor skal man være kriminel for at få en tur til Grønland med hundeslæde”?

[iii] I bogen Sang, Dans og Slagsmål (L&R Fakta –98) findes en mere detaljeret gennemgang af relationerne mellem følelser, tanker og krop.

[iv] Stress skal her forstås som en hormonel reaktion på et overbelastet nervesystem.  Fænomenet er således ikke forbundet til personens handlinger, men et resultat af en følelsesmæssig tilstand.

[v] Kontaktperson til den tidligere Oskarskole:  Mijamaya Hansen, <mijamaya@hotmail.com>.

[vi] Nærmere oplysning om en SDS helhedsskole,

Karen Brandi, tlf. 44951625.  Nærmere om SDS-principper blandet med alm. skolegang, Lotte-Pi Zeuthen, Lotte-Pii@Zeuthen.com

[vii] I det oprindelig udkast forestillede vi os aktiviteter på skoler, i sportshaller, koncertsale, filmskoler, tv-studier, ungdomsklubber, aftenskoler, højskoler, etc. – primært i de større byer, men principielt alle steder, der tillader et forum for sociale berøringsflader af udadvendt karakter.   Alt skulle foregå samtidig i løbet af år 2001, hvilket, opdagede vi, krævede en del mere velvilje fra stat og kommune, end vi havde på det tidspunkt (april 2000).

[viii] Kampmåtter, eller judomåtter som de også kaldes, kan købes i forretninger, der handler med kampsportsudstyr.  Nærmere oplysning om kampmåtter og sikkerhedsudstyr til kamp kan fås hos Frank Fyrst, Nippon Sport, tlf. 33231313.

[ix]Nærmer information om NSFSs kurser kan fås hos Tina Robinson, tlf. 40792679 eller Marianne Petersen, mgp@su.dk